Foto: Hollie Adams/AFP/Ritzau Scanpix
For et par måneder siden havde den britiske kunstner Jake Chapman sin første soloudstilling efter i årtier at have indgået i en succesrig britart-duo med storebroren Dinos. De to skaldede, tatoverede, Royal College of Art-uddannede brødre oparbejdede tidligt et ry for at være bramfri, hårdkogte og grænsesøgende, ligesom deres fælles frembringelser ofte har haft et – som man ville formulere det i kunstverdenen – provokerende ”potentiale”. Tag fx værket Fuck Face fra 1994: en klam, barnelignende mannequinskulptur med en penis som næse og et rundt hul som mund. Et andet mannequinværk, der ligner et barn, hedder Two Faced Cunt (1995).
Flere af de platte titler kom sig egentlig af, at Chapman-brødrene på det tidspunkt havde en gallerist, som de senere, i et interview med en vis Føljeton-medarbejder i Politiken i 2014, fortalte var ”en rigtig sød, fin, borgerlig dame”. De ville simpelthen bare gerne høre hende sige titlerne højt, når hun talte med kunstsamlere i telefonen. ”Titlerne var totalt upassende for en kvinde af hendes sociale status,” forklarede Dinos Chapman.
Det viser sig, at der i virkeligheden var tale om et kunstnerisk fornuftsægteskab; Chapman-brødrene har angiveligt aldrig kunnet udstå hinanden. Så i maj havde Jake Chapman sin første soloudstilling i en alder af 55, og ifølge The Guardians kunstanmelder Jonathan Jones var den præget af den samme ”blodige, perverse energi” som brødrenes fælles udstillinger.
Der sker så det på ferniseringen i London, at den forhenværende konservative premierminister David Cameron dukker uanmeldt (og uinviteret) op med sin kone Samantha. Cameron – der sådan set bærer ansvaret for Storbritanniens brexit-morads, idet det var ham, der satte spørgsmålet om EU-medlemskab til folkeafstemning, eftersom han var overbevist om, at briterne ville stemme remain og dermed styrke hans mandat som premierminister – siges at interessere sig for samtidskunst.
”Da jeg så dem, var jeg i chok,” udtalte Jake Chapman bagefter til The Art Newspaper. ”Jeg spurgte ham, hvad fuck laver du her? Det er ikke godt for dig at være her, og det er ikke godt for mig.” Ifølge Chapman var responsen ikke andet end mumlen, så et øjeblik overvejede han at tage Cameron i hoved og røv og smide ham på porten. Men: ”Han havde en heftigt udseende, stirrende eks-militærmand med sig, så jeg tænkte, at hvis jeg greb fat om hans hoved, ville det formentlig komme til at gøre mere ondt på mig end på ham.”
En parade af tosser
Den lille midlertidige fysiske smerte, som først Cameron og straks efter Chapman ville have følt, er dog det rene vand mod den psykiske smerte, som hele Storbritannien har stået model til som nation efter brexit. Specielt Det Konservative Parti har fremstået som en parade af tosser – det ene parlamentsmedlem har virket mere udueligt end det andet.
Alle har efterhånden glemt Camerons efterfølger Theresa May, som manglede både udstråling og politisk håndelag. Da hun trak sig, kom Boris Johnson til, og briterne stemte endda på ham undervejs, de kunne åbenbart lide hans klovnede overklasse-Eton-karisma og så ikke – eller så gennem fingre med – hans spektakulære talentløshed som statsmand og generelle løgnagtighed.
Efter at han hårdt presset og meget modvilligt måtte træde tilbage som partiformand og premierminister for nogle uger siden, har en række konservative lykkeriddere været igennem et udskillelsesløb, og toryerne er endt med to kandidater: udenrigsminister Liz Truss, 46, og tidligere finansminister Rishi Sunak, 42. Det bedste, man kan sige om dem, er, at de er 40’erne. Sunak er stenrig og hans hustru, Akshata Murty, er milliardarving. Da familiens økonomi tidligere i år kom i søgelyset, skyndte hun sig at sige, at hun nu ville begynde at betale skat i Storbritannien af sin indkomst i udlandet.
Liz Truss har ligesom Sunak læst Filosofi, Politik og Økonomi på Oxford-universitetet. Op til brexit-afstemningen var hun glødende fortaler for, at Storbritannien skulle blive i EU – indtil hun så skiftede mening efter folkeafstemningen og kom over på vinderholdet. I 2021 fik hun jobbet som udenrigsminister, efter at Boris Johnson flyttede Dominic Raab over på justitsministerposten. Her er hun faldet temmelig meget igennem – på samme niveau som Trine Bramsen (S) gjorde som forsvarsminister herhjemme.
Hvis hendes partifæller vælger hende som ny formand for partiet, får landet en premierminister, der opfatter skattelettelser som løsningen på alle problemer. Held og lykke med det. Det værste er, at det er Det Konservative Parti alene, der skal afgøre, hvem der skal lede landet. Der er ikke umiddelbart noget incitament for de to kandidater til at udskrive parlamentsvalg, og det er i øvrigt heller ikke sikkert, at vælgerne har lært noget af de seneste års politiske trakasserier. Lad os kalde det, hvad det er: et shitshow. /Oliver Stilling