Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
”Den ultimative frihed er ikke friheden til at skabe eller akkumulere værdi, men friheden til at beslutte (kollektivt eller individuelt), hvad der gør livet værd at leve”, skriver antropolog David Graeber et sted i Toward an Anthropological Theory of Value: The False Coin of Our Own Dreams. Vi skal ikke kunne sige, hvorfor vi kom til at tænke på lige den bog. Måske har det noget at gøre med den gigantiske, falske euromønt, som får både Den Europæiske Centralbanks præsident, Christine Lagarde, og Kroatiens finansminister, Zdravko Marić, til at stirre, øhm, drømmende ud i luften.
Særligt Marić synes sært bjergtaget af seancen. Som holder han nøglen til sin egen lykke, den gyldne billet til et større, meningsfyldt fællesskab. Der er noget fjernt, nærmest lettet over hans ansigtsfolder. Det kan være han tænker over, at han nu endelig har råd til at betale sine elregninger – de er jo gået helt amok, de priser. Ja, eller også priser han sig bare lykkelig over, at han ikke behøver høre på flere foredrag fra Lagarde om rentesatser, kursudsving og inflation. Kroatien klarede den, landet er kommet med i eurozonen, de er nu alle i samme gyngende båd. Hvor bliver det dog godt at få indløst den mønt i banken.
Hvad med Lagarde? Hun er lidt sværere at lure. Gaven har hun tydeligvis husket, så det kan ikke være det, der fastfryser hendes smil. Kunne det være præsidentens egne ord fra centralbankens årlige ”Forum on Central Banking” tilbage i juni om, at ”inflationen i eurozonen er uønsket høj, og det er forventet, at det vil forblive på den måde i nogen tid endnu”? Ærgrer hun sig over, at den forvoksede mønt faktisk er blevet mindre værd, siden den blev bestilt? Tjo, det kunne nok godt være dér, skoen trykker. Det ser faktisk lidt fedtet ud, at Kroatien ikke engang kan købe en is for sin symbolske velkomstgave.
Den blå, euro-fyldte baggrund overlader i øvrigt ikke meget til fantasien. Det er tydeligvis pengene, det her handler om. Hvilket egentlig kun gør hele devalueringen af møntfoden endnu mere pinlig. Graeber havde ret: Det er ikke værdiskabelsen, men selve værdisættelsen, der betyder noget. Set i det lys, er det dog nok ikke så dumt at have præsidenten for Den Europæiske Centralbank ved sin side. Måske kan hun endda hjælpe Zdravko Marić med at holde regnskab over kommende op- og nedture. Godt tænkt, hr. finansminister – og held og lykke med euroen. /David Dragsted