Italian Presidential Palace/Reuters/Ritzau Scanpix
En altafgørende underskrift, en afventende overvåger. Til forveksling kunne det ligne, at der bliver stået skoleret over for rektoren. Men hvem er egentlig rektor her? Magtbalancen synes sært tvetydig. Italiens afgående premierminister Mario Draghi – for det er ham, der ses til venstre i billedet – er i hvert fald svær at blive klog på. Hans højre hånd er på vej til at blive knyttet, måske i vrede, måske i anspændthed. Men er det fordi han får skrevet i kontaktbogen, eller snarere venter på, at manden ved siden af – Italiens præsident Sergio Mattarella – får afleveret sine lektier?
Lidt baggrundshistorie er vist nødvendig: Efter at være blevet headhuntet og udpeget af Mattarella til at lede Italien i den økonomiske genopbygning på bagkant af coronakrisen, stødte den ellers populære Draghi for to uger siden på det, der nok bedst kan betegnes som en italiensk klassiker, nemlig parlamentarisk kaos. Pludselig måtte teknokraten (og eks-chefen for Den Europæiske Centralbank) bakse med en mere end modvillig koalitionspartner, da Femstjernebevægelsen trak stikket fra en foreslået hjælpepakke, der skulle give italienerne en håndsrækning under inflationen. Draghi tog konsekvensen, og indgav sin opsigelse til Mattarella. Problemet var bare, at Mattarella i første omgang sagde nej.
Egentlig er det ikke fordi Mattarella ser udpræget magtfuld ud, som han sidder der ved sit skrivebord i Quirinalpaladset. Bevares, stolens og bordets guldornamenter hjælper da på det, det samme gør Mont Blanc-fyldepennen (?) i hans hånd. Men taler vi distance og intimiderende langborde à la Putin, har den italienske præsident lang vej endnu – se bare, hvor nemt Mario Draghi kan holde øje med Mattarellas arbejde. Omvendt udsender det smalle møblement et vigtigt signal: Præsidenten er faktisk til at tale med. Så meget erfarede Draghi torsdag, da Mattarella til sidst godtog Draghis afskedsbrev. Det krævede bare lige, at ikke kun Femstjernebevægelsen, men også Lega og Forza Italia trak deres støtte til regeringen.
Kort fortalt er det hverken Draghi eller Mattarella, der står skoleret på billedet. Det er snarere det italienske parlament, som præsidenten er ved at opløse med sin underskrift. Centrum-venstre er blevet sendt til tælling, mens højrefløjspartierne har fået det, som de ville have det: Til september går italienerne atter til stemmeurnerne, hvor Giorgia Meloni fra det nationalkonservative Fratelli d’Italia meget vel kan blive valgt som ny premierminister.
Med et trylleslag vil Draghis reformarbejde og teknokratiske værktøjskasse dermed være forduftet – og det til EU’s store fortrydelse. Bedst som Italien står til at modtage et milliardstort beløb fra EU’s genopretningsfond, kaster (betalingsmur) det nært forestående valg i hvert fald en masse grus og usikkerhed i maskineriet. Og hvad skal der så ikke blive af Italien? Kun én ting synes sikker: Når landet om lidt får sin 70. regering efter Anden Verdenskrig (intet mindre), bliver det ikke længere Mario Draghi, der skal levere løsningerne. Reelt er det nok også det, Draghi kan kan ane på præsidentens papirer: Den ufrivillige frihed, som underskriften giver. /David Dragsted