Patrick T. Fallon/AFP/Ritzau Scanpix
Lad os begynde med lidt latin: Ex nihilo nihil fit, af intet opstår der intet. Et gammelt græsk paradoks, som kristendommen behændigt løste ved at lade Gud skabe verden ud af intet. For nej, nok kan man tro, at ingenting ikke kan blive til noget, og at noget ikke kan blive til ingenting, men indsætter man en omnipotent skabning som Gud, bliver det hele altså meget nemmere. Gud er ens a se, han eksisterer i kraft af sig selv, og behøver derfor ikke følge de gængse filosofiske spilleregler. Faktisk er hans veje så godt som uransagelige. Og det skal vi da ellers lige love for, at den katolske kirke har udnyttet.
Med kirkefaderen Augustin blev det slået fast, at kirken stod over staten, og at der uden kirken heller ikke ville være nogen frelse. Snart fik paven monopol på at udlægge bibelen (den såkaldte nøglemagtsdoktrin, baseret på Matthæusevangeliet kap. 16, vers 18-20), mens Thomas Aquinas understregede, at verden er god eftersom Gud har skabt den. Og så gik der ellers ikke længe, førend paven havde i både pose og sæk: Ikke nok med, at den katolske kirke blev den dominerende magtinstans i stort set hele Europa, så kunne paven også affeje enhver kritik af klerikal ondskab med henvisning til det forunderlige skaberværk.
Okay, beklager den (meget forsimplede) udlægning af godt og vel 2.000 års katolsk kirkehistorie. Det skyldes egentlig bare, at Pave Frans’ igangværende bodsgang i Canada har sat vores tanker lidt i gang. For hvor skal man overhovedet begynde på en historie, der involverer årtiers overgreb og tusindvis af døde kostskolebørn, når det ikke engang er i top ti over de forbrydelser, den katolske kirke har på samvittigheden? Hvor mange undskyldninger skal der til, førend paven kan undsige sig fortiden?
Guderne skal vide, at vi har skrevet en hel del om pave Frans i disse spalter. Det skyldes ikke så meget fromhed og pietisme, som en form for besættelse. Alt ved paveembedet virker bare så anakronistisk, så distanceret fra virkeligheden. Og det på trods af, at pavens beslutninger (og mangel på samme) bliver ved med at have en enorm indflydelse på både godt og ondt.
I denne uge er Frans atter i vælten, idet han på en rundtur i Canada er i fuld sving med at søge tilgivelse for en sag, der synes så godt som ubegribelig: Fra 1831 til 1996 var den katolske kirke med til at drive en lang række kostskoler, hvor omkring 150.000 børn af oprindelige canadiere blev indskrevet og tvunget til at assimilere sig kristen canadisk kultur. Børnene blev udsat for alt fra vold til seksuelle overgreb i et genopdragelsesprogram så umenneskeligt, at den såkaldte ”Truth and Reconciliation”-kommision har kaldt det et ”kulturelt folkemord”. Flere end 4.000 børn døde på kostskolerne og blev efterfølgende lagt i massegrave, som stadig er ved at blive opdaget.
I flere forskellige vendinger forsøger pave Frans at undskylde for tragedien. Han har begrædt den ondskab, ”som så mange kristne” har begået mod Canadas oprindelige befolkning. Han har talt om ”en katastrofal fejl”, tilbudt at bede for ofrene, og undskyldt, at ”mange kristne” har ”samarbejdet” med datidens regeringer, og ”fulgt den koloniserende mentalitet fra magthavere, der har undertrykt de oprindelige folk”. Med i kufferten har paven sågar haft et par mokkasiner, der skal fungere som et symbol på de mange børn, der aldrig vendte hjem fra kostskolerne. Som flere talspersoner fra de oprindelige folk påpeger, tjener selv de mest dybfølte undskyldninger imidlertid som en ret ringe trøst.
Fredag vender pave Frans hjem fra Canada, efter at have besøgt både premierminister Justin Trudeau og mange af de kostskoler, hvor overgrebene fandt sted. Snarere end at agere tilfredsstillende punktum, vil turen dog mest af alt stå som et foreløbigt komma i den lange række af undskyldninger, som Frans og hans forgængere er blevet nødt til at give på vegne af kirken. Knap nok er skeletterne gemt væk, førend nye vælter ud af skabet. Paven kan bede alt det han vil. Problemet er bare, at overgrebene ikke kommer ud af ingenting, men fra et systematisk, mangeårigt og gentagende svigt i en antikveret institution, der ikke længere fortjener at blive frelst. /David Dragsted