Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Sikkert sidder han i sadlen, som det har været tilfældet de sidste mange uger. Man kan åbenbart ikke tage cyklen ud af ham, uanset hvor meget man prøver. Gad vide, om benene stadig er i gang med at trampe watt ud i bilsædet? Og er det mon et imaginært styr, venstre hånd rækker ud efter?
Én ting er i hvert fald sikker: Vores mand i gult kan roligt sætte den i frigear og nyde sin hyldest. Der er alligevel ingen hårde stigninger i København, konkurrenten Tadej Pogačar kan angribe fra. Ja, den største udfordring bliver vel egentlig bare at finde ud af, om menneskemængden skal kaldes ”fantastisk” eller ”fantastisk”.
Apropos menneskemængder, så er national masseeufori egentlig en sjov størrelse. Det virker næsten som en mere overkommelig opgave at finde Holger, end samtlige dannebrogsflag på billedet. Jublen fremstår på én og samme tid altopslugende og afmålt, hverdagen er sat ud af spil, men kun op til en vis politikontrolleret grænse. Et løfte om sammensmeltning hænger løst i luften, meget ligesom Jonas Vingegaards ubesvarede highfive. Og snart risikerer alting at flyde ud i den gule førertrøjes fikspunkt…
”Man skal være en gud for dem, ellers er man intet”, skriver masseteoriens fader, den kontroversielle franske tænker Gustave Le Bon, om den kollektive sjæls benhårde krav. Heltedyrkelsen må imidlertid føles ret mærkelig for en sportsmand, der normalt forsøger at undslippe resten af feltet, så han kan køre mutters alene til toppen. Måske har sejrstalen ligefrem gjort mere ondt på Vingegaard end Pyrenæerne?
”Løbet bliver vundet af den rytter, der evner at lide mest”, bemærker forfatter og journalist Tonny Vorm i bogen Om cykling, at cykellegenden Eddy Merckx engang har sagt. ”Kannibalen” blev Merckx også kaldt, på grund af hans umættelige sult efter sejren. Konkurrenterne skulle simpelthen ædes op i alle slags løb. Det er da også kun til at få ondt i maven af, når man har så voldsom en vindermentalitet.
Til sammenligning er det magiske vel ved Vingegaard, at smerten her synes mere afmålt. Danskeren spiser ikke hvad som helst, nej, han er en gourmet, der sætter kniven ind de helt rigtige steder. Styrter Pogačar venter man pænt på ham, så sloveneren i stedet kan blive sat fair and square. Der er ikke meget at sige til, at publikum af samme grund sluger Jonas Vingegaard råt. Tilbage er der bare at håbe, at Tour de France-vinderen alligevel kommer ud af bilen i ét stykke. /David Dragsted