Foto: Scanpix
For nogle måneder siden udsendte det amerikanske forlag Little, Brown and Company en erindringsbog med titlen Because Our Fathers Lied: A Memoir of Truth and Family, From Vietnam to Today. Forfatteren er den i offentligheden ikke synderlig kendte 72-årige valnøddefarmer Craig McNamara. Men det er hans efternavn jo så til gengæld. Craig McNamara er søn af USA’s tidligere forsvarsminister Robert McNamara (1916-2009), som var en af hovedarkitekterne bag landets fuldstændig forfejlede, dybt ulykkelige engagement i Vietnam, der kostede mere end en million civile vietnamesere og 58.000 amerikanske soldater livet.
Som bogens titel antyder, handler den om forfatterens forhold til faderen, og hvordan den enorme tragedie i Vietnam kastede lange skygger over et familieliv, som set udefra virkede idyllisk og attråværdigt.
Journalisten og forfatteren Joe Klein (ham med den politiske nøgleroman Primærfarver) skriver i sin anmeldelse i Washington Post, at ”der er noget akavet, staccato-agtigt over Craig McNamaras sproglige udtryksform, som giver den troværdighed og styrke”, og fortsætter: ”Craig synes at have levet det meste af sit liv i en tilstand af chok. Frygtelige ting bliver ved med at ske for ham, og igen og igen er han ude af stand til at genkalde sig sin reaktion. Han havde lyst til at spørge sine søstre, ‘Hvordan skal vi kunne leve, når vi ved, hvad vores far har gjort?’ Men han fik det aldrig gjort. McNamaraerne var en Potemkin-kulisse af familielykke.”
Robert McNamara vedstod hen ad vejen sit ansvar. ”Vi tog fejl, vi tog frygteligt fejl,” skrev han i 1995 i bogen In Retrospect: The Tragedy and Lessons of Vietnam. I 2003 stillede han op til interview i Errol Morris’ fremragende dokumentar The Fog of War. Her fremstår han brødebetynget og deprimeret. Men til familien sagde han ikke ord om Vietnam. Han talte aldrig om krigen. I begyndelsen af 1980’erne var han med til at købe sønnens valnøddefarm i Californien, men han viste sig aldrig på den og udviste ingen interesse for sine børnebørn. Til gengæld ringede han som regel kl. kvart i fem om morgenen og spurgte, hvor mange valnødder der var blevet høstet. Som Joe Klein opsummerer: ”The walnut body count. Det var Vietnam om igen. Der var ingen udvej.”
Tæppehandler på tværs
Det er noget mærkeligt noget, det der med at vade ind i en katastrofe med åbne øjne og ikke føle sig i stand til at gøre noget for at stoppe den. McNamara vidste allerede i 1966, at den var helt gal i Vietnam. Alligevel fortsatte krigen frem til 1975, og navnet McNamara er sværtet for tid og evighed.
Det samme vil ske for efternavnet Manchin. Den amerikanske senator Joe Manchin, der ellers er demokrat, har i næsten et år, ene mand, blokeret for en gigantisk og for kloden ekstremt nødvendig klimapakke fremsat i Kongressen af hans eget parti. Joe Manchin, der engang var tæppehandler, og i dag modtager store økonomiske bidrag fra kulindustrien i hjemstaten West Virginia, har næppe Robert McNamaras lysende intelligens (tværtimod), men om det gør sagen værre eller bedre, er ikke til at sige. Det korte af det lange er, at Manchin, eftersom demokraternes flertal i senatet er så spinkelt, nærmest er verdens mægtigste mand, i hvert fald på klimaområdet.
Hans parti har forhandlet og forhandlet med ham, og han har sagt nej og så ja og så nej igen – med henvisning til, at han var bange for inflation og tab af arbejdspladser, og hvad man nu ellers kan komme i tanker om af kortsigtede udfordringer. For et år siden forkastede han præsident Joe Bidens prestigeprojekt Build Back Better med denne forklaring: ”Hvis jeg ikke kan tage hjem og forklare den til folk i West Virginia, så kan jeg ikke stemme for den.” Og vi taler om en plan til 3,5 billioner dollars. Hvem kan forklare sådan en til manden på gaden?
Efter lange forhandlinger blev pakken i december sidste år reduceret til 1,75 billioner dollars – hvorefter Manchin afviste den. På et tidspunkt blev forhandlingerne genoptaget, og længe så det ud til, at man kunne nå til enighed. Indtil Manchin for nogle uger siden meldte ud, at resultatet af de forhandlinger heller ikke lige var hans kop te.
I sidste uge kom det frem, at han og demokraternes majoritetsleder i Senatet, Chuck Schumer, i al hemmelighed har forhandlet videre og er landet på en aftale på 739 mia. dollars (og 700 sider), Inflation Reduction Act of 2022, som med Manchins ord indeholder en ”realistisk energi- og klimapolitik”. Et af tiltagene i pakken er en skattenedsættelse på sol- og vindenergiprojekter og 30 mia. dollars til at skubbe på udviklingen mod vedvarende, CO2-neutral elektricitet.
Det ændrer ikke ved, at Joe Manchin er et røvhul. Men det kunne jo være værre. Republikanerne kunne have flertal i Kongressen, og – gys – Donald Trump kunne være præsident. /Oliver Stilling