En amerikansk lærestreg

Allerede fra om morgenstunden går der ikke mange minutter, før gåturen op ad Main Street bliver en svedig omgang. Temperaturen måler omkring 85 Fahrenheit, hvilket løst kan oversættes til, at det er varmt, og den alt for høje luftfugtighed får tøjet til at klæbe til huden.

Hovedgaden i Clarion, beliggende i det nordvestlige Pennsylvania, USA, rummer næsten hele den lille by. På Main Street kan man både finde biblioteket, byens sportsforretning, (som udelukkende forhandler tøj fra lokale sportshold), neglesalonen, plejehjemmet, byens diner, øl- og spiritusforretningen, Starbucks og – ikke mindst – byens universitet, PennWest University Clarion.

Det føles, som om man er om trådt direkte ind i et Norman Rockwell-maleri, så ærkeamerikansk står alle indtryk. Selvom Clarion er en universitetsby, bor her færre end 4.000 mennesker. Et tal, der som i mange andre småbyer rundt om i landet, er støt dalende. Omringet af det mægtige nordamerikanske skovlandskab er livet herude karakteriseret af en allestedsværende ro.

Ved nærmere eftersyn fremstår roen dog også anstrengt. Holdninger og uenigheder ignoreres og forties for den gode stemnings skyld, mens der skæves til Pittsburghs storbysnobberi. Med midtvejsvalgene lige på trapperne er virkelighedens dybt polariserede samfund for alvor trådt frem.

I godt selskab

Clarion County er – som mange andre amter langt fra storbyen – overvejende republikansk. Hele 75 pct. stemte her i 2020 på Donald Trump, hvilket en kort køretur gennem lokalområdet også afslører. I forhaverne mødes man konsekvent af plæneskilte med påskriften: “Trump 2020“, “Trump 2024“, “Trump won“ og helt simpelt – “Biden sucks“.

Den blatante skiltning af politiske tilhørsforhold er med til at skabe et miljø, der efterhånden er blevet så mærket af uenighed, at byens demokrater lige dobbelttjekker, om de er “in good company”, før de ytrer kritik af Trump og det republikanske parti. Og hvor det helt lavpraktisk kan være dårligt for forretningen at køre en Toyota fremfor en Buick, fordi førstnævnte ikke er amerikansk.

I disse dage er det dog ikke kun den orangefarvede eks-præsidents navn, der dukker op i Pennsylvanias forhaver, men også navnet “Mastriano“ – republikanernes højreradikale kandidat til guvernørposten. Amerikanerne skal til stemme til midtvejsvalgene til november, og i svingstaten Pennsylvania er det netop guvernørposten, der er blevet kampplads for den allestedsværende amerikanske splittelse.

Påklistrede værdisæt

Det første, der slår mig, da jeg endelig finder frem til det lille, rodede kontor på øverste etage i “Founders Hall“ på PennWest campus, er de utallige klistermærker, der hænger på væggen bag skrivebordet. Dr. Barry N. Sweet har været professor i political science på Clarion University i 23 år og har efter alt at dømme indsamlet stickers fra samtlige af de sidste årtiers politiske kampagner i landet – af både demokrater og republikanere.

Der gik ikke mange øjeblikke, før Barry Sweets navn blev nævnt i det intime lokalmiljø som værende en af områdets førende – og eneste – politiske eksperter. Han blev også beskrevet som noget af en workaholic, der til mit held arbejder selv i sommerferien. Jeg har sat ham stævne til en snak om polarisering og politik i Pennsylvania.

Sweet fortæller, at det længe har været tendensen til midtvejsvalgene, at den siddende præsidents parti bliver taberen. Og med demokratiske Joe Biden i Det Hvide Hus, vil en republikansk sejr kunne betyde, at Pennsylvania vil se et skred så langt til højre, som man pt. kan komme det.

Republikanernes kandidat, den tidligere oberst og nuværende konspirationsteoretiker Doug Mastriano, går til valg på højrerabiate, kristennationalistiske værdier. Han var også til stede ved stormløbet på den amerikanske kongres d. 6. januar 2021. Det er dog særligt hans voldsomme modstand mod abort – som han har omtalt som et “barbarisk holocaust“ – der sender rystelser gennem staten. Mest urovækkende er det faktum, at han lige nu står til 42 pct. af stemmerne.

Modstanderen, demokratiske Josh Shapiro, har nemlig endnu ikke formået at skabe et reelt forspring. Shapiro har ellers gjort sit for at falde i de flestes smag og stiller op som valgets både neutrale og progressive kandidat. Shapiro har holdt posten som statsadvokat siden 2017 og har et hjerte, der banker for lov og orden (og dødstraf), men da også en mindsteløn på 15 dollars og fri abort.

Abortrettigheder som slagplads

Det er imidlertid ikke mindstelønnen, der er valgets store samtaleemne. Efter USA’s højesteret omgjorde Roe v. Wade-beslutningen, der legaliserede abort, er det nu op til guvernørerne, hvorvidt abort skal forblive lovligt i den enkelte stat. Som Sweet påpeger, er det af samme grund abortspørgsmålet, der er blevet omdrejningspunkt for valget i Pennsylvania.

Josh Shapiro har lovet, at han vil nedlægge veto mod alle forsøg på at gøre abort mere restriktivt, hvis han vinder. Trods en omfattende kampagne på tv, radio og i aviser (og 13,4 mio. dollars i kampagnekroner i ryggen), har Shapiro dog ikke formået at umyndiggøre Mastriano, der hverken snakker med pressen eller har en betydelig kampagnesparegris. Mastrianos mærkbare succes har i den grad afsløret et Pennsylvania så opdelt, at den ene kandidat kan nøjes med at være den andens diamentrale modsætning – og alligevel stå til næsten halvdelen af stemmerne.

“Problemet er, hvad der er skyld i denne polarisering. Nogle ser på det som et enten-eller-valg. Der er nogle aspekter af det demokratiske parti, som folk virkelig ikke bryder sig om, såsom identitetspolitik eller deres skatte- og udgiftspolitik. De bryder sig så lidt om det, at de i stedet for er villige til at ignorere andre ting på den republikanske side. De kæmper på en måde mellem det, de føler som to ekstremer – og ignorerer dermed, hvad der er stødende ved det andet parti.“

Mit indtryk er, at de to sider efterhånden er kommet så langt fra hinanden, at det i højere grad splitter folk – og familier – ad. At man bevidst undgår at snakke politik bare for at opretholde relationer?

“Ja, netop. Folk har trukket sig tilbage til lejre, og de synes ikke at ville gå på kompromis. Jeg ved ikke, hvordan man kommer udover det. Jeg er virkelig overbevist om, at der er en længsel efter, at tingene bliver mere centristiske, men vi har endnu ikke været i stand til at have den samtale.“

Omrokeringen bliver langsomt til afskærmning, i takt med at familiemedlemmer begynder at undgå hinanden og tie om deres politiske holdning for at undgå dårlig stemning og udstødelse. Uanset om Pennsylvania bliver rød eller blå til efteråret, og uanset om dens beboere ender med at beholde retten til selv at bestemme, hvornår de vil have børn, er der for længst slået skår i det idylliske, Norman Rockwellske maleri.

For et land, der bryster sig af retten til “fri tale“, synes det efterhånden at se sort ud for den konstruktive samtale tværs over midten. Særligt når ingen åbner munden, men blot lader vejskiltene tale for sig selv. Det kan næsten ikke andet end at føles som en amerikansk lærestreg for os alle. /Astrid Plum