Fuckface von Clownstick

Et nyt F-ord har overtaget scenen i amerikansk politik. Primærvalgene var knap begyndt, da den tidligere Maryland-guvernør Martin O’Malley tiltrak sig 15 sekunders opmærksomhed ved at skrive i et tweet: “@realdonaldtrump fjerner al tvivl: Han fører præsidentkampagne som en fascistisk demagog”. Fascist! Ja, sådan lød udbruddet fra den 53-årige O’Malley, som på det tidspunkt i december 2015 stadig selv forsøgte at blive nomineret som præsidentkandidat for Demokraterne. Men ingen tog ham rigtigt seriøst i den intense kappestrid mellem Hillary Clinton og Bernie Sanders.

Den skingre påstand er også så forventelig, at den næsten kan virke tandløs: ’Donald Trump er fascist, nazist og totalitær’, har det nemlig lydt fra både højre og venstre med stadig større kraft. Umiddelbart efter O’Malleys udbrud skrev kommentatoren Dana Milibank i det hæderkronede dagblad The Washington Post, at Donald Trump er “Amerikas moderne Mussolini”. Mexicos tidligere præsident Vicente Fox er endnu mere bramfri: “Han minder mig om Hitler”. I kinesiske medier hyldes Trump som sandsigersken, der endelig har revet den glade maske af de vestlige pseudo-demokratier; afsløret de frie valg som en vittighed og udstillet de individuelle frihedsidealer som et tyndt fernis: “Mussolini og Hitler kom også til magten via valg; en tung lærestreg for de vestlige demokratier,” lød det i lederen på et kinesisk dagblad.

Anklager om fascisme og nazisme er blevet den moderne valgkamps smædevers, som i dag hovedsageligt kommunikeres på Twitter eller Facebook. Enhver politisk debat udarter efterhånden til, at F-anklagen slynges afsted på nettet, ofte i rablende og anonyme debatter mellem knurrepotter, underbuksetrolde og kværulanter på sociale medier. Allerede i 1990 formulerede den amerikanske forfatter Mike Godwin et såkaldt internet-meme, som i dag kaldes for Godwins lov: “Når længden af en online-diskussion vokser, vil sandsynligheden for en sammenligning med Hitler eller nazisme nærme sig 100 procent”.

Reelt var det kun et spørgsmål om tid, før Donald Trump ville blive udskreget som fascist. Det samme skete for Barack Hussein Obama, som folk fra Tea Party-bevægelsen og konservative kommentatorer begyndte at kalde for ’fascist’, længe før han som den første afroamerikanske præsident indtog Det Hvide Hus i januar 2009.

At trække nazi-kortet som manøvren også kaldes, er blevet så klichéagtigt, at postulatet i langt de fleste tilfælde kun peger tilbage på afsenderen. Og ved at kalde Gud og hvermand for fascister og nazister, opnås heller ikke andet end at trivialisere det 20. århundredes mest systematiserede massemord. Debatten forplumres med historieløs dumhed.

Påstanden om Trumps neo-fascistiske træk har dog spredt sig lynhurtigt over hele det politiske spektrum, og Donald Trump har selv kraftigt pustet til ilden med sin monumentale selviscenesættelse, dæmoniserede udtalelser om både fremmede og minoritetsgrupper og ikke mindst kontroversielle re-tweets af deciderede fascistiske citater. Med stadig hyppigere frekvens har kommentatorer og analytikere sammenlignet Trump med stort set alle stærke lederskikkelser fra historien, aktuelt den russiske præsident Putin, som selv har betegnet Trump som “skarp og begavet”. Trump nyder således en vis form for respekt blandt lederne i de mange lande, hvor demokratiet og frihedsrettighederne er på tilbagetog.

Gennem valgkampen er en ny lov gradvist trådt i kraft: Tuckers lov. I nyhedsmagasinet Newsweek skrev skribenten Jeffrey A. Tucker i sommeren 2015 en kradsbørstig kommentar, hvor han optegnede en ny lovmæssighed, nemlig at Donald Trump skridt for skridt er sprunget ud som fascist. Altså at jo længere kampagnen har forløbet, desto mere er Donald Trumps fascistiske træk kommet til syne: “Siden Anden Verdenskrig har den ideologi, som han repræsenterer, kun levet i mørke hjørner, og vi har ikke længere et navn for den. Det rigtige navn, det korrekte navn, det historisk præcise navn, er fascisme. Jeg bruger ikke ordet kun som en fornærmelse. Det er korrekt,” skrev Jeffrey A. Tucker i Newsweek.

Den konservative militærhistoriker Max Boot konkluderede kort efter på Twitter: “Trump er fascist. Og det er ikke en betegnelse, jeg bruger løsagtigt eller ofte. Men han har fortjent den”. Max Boot forsker for Council on Foreign Relations, og fungerede – ikke uvæsentligt – som rådgiver for den republikanske modkandidat Marco Rubio. Andre konservative løjtnanter har også smidt fascisme-kortet mod Trump, eksempelvis sikkerhedsrådgiveren John Noonan, som arbejdede for den anden Establishment-modkandidat Jeb Bush: “Føderal tvangsregistrering af amerikanske borgere, baseret på religiøs identitet, er fascisme. Punktum. Det kan ikke kaldes andet,” skrev John Noonan i et tweet

Blandt amerikanske tabloidaviser har der udspillet sig en konkurrence om at skabe de mest spektakulære forsider om Donald Trump. New York Post afbilleder ham konsekvent som en klovn, og har formået at provokere Trump selv, idet han flere gange har tweetet om avisens faldende oplagstal. Prisen for den mest opsigtsvækkende forside går dog til Philadelphia Daily News, som 8. december 2015 bragte et billede af Donald Trump med hævet højre arm i spotlys, åben mund og overskriften: “The New Furor”, et oplagt ordspil på det tyske ord “der Führer”, føreren, her blot udskiftet med ’furore’, altså det at skabe forargelse eller forfærdelse.

Trump skulle angiveligt have et eksemplar af ‘My New Order’, en samling af Hitlers taler, stående i soveværelset. I vanlig Trump-stil afkræfter han ikke rygtet: “Hvis jeg har talerne, og jeg siger ikke, at det har jeg, så ville jeg aldrig læse dem”. Ifølge fætteren John Walter, som arbejder i Trump-organisationen, titulerer han Donald Trump med et Heil Hitler akkompagneret af et klik med hælene, når han besøger Trump på kontoret. Men korridorsnak beviser intet.

Oprindeligt var fascisme en snæver betegnelse for den nationalistiske og totalitære ideologi, som den italienske diktator Benito ’Il Duce’ Mussolini stod i spidsen for fra 1922 til 1943. Konkret kommer ordet fra det latinske ’fascis’, der betyder et sammenbundet risknippe med økse i midten; et magtsymbol i det gamle Romerrige. I dag bruges fascisme-etiketten langt bredere, og altså også mere lemfældigt. Men ligesom samtlige autoritære regimer i verden ikke meningsfuldt kan kaldes for fascistiske, giver det heller ingen mening at reducere fascisme til udelukkende at kunne betegne 1930’ernes italienske rædselsregime. At kunne genkende fascismens ansigt er demokratiets første overlevelsesinstinkt.

Den britiske fascisme-forsker, professor Roger Griffin har i hovedværket ’The Nature of Fascism’ fra 1991 defineret fascisme som “palingenesisk ultranationalisme”, altså en særegen form for ekstrem-nationalisme med hovedvægt på genfødslen af et tabt imperium – anført af en autoritær faderskikkelse: “Fascisme opstår, når en populistisk ultranationalisme kombineres med en myte om et radikalt korstog mod forfaldet og for fornyelse i alle sfærer af det nationale liv. Resultatet er en ideologi, der opererer som en mytisk kraft og hylder enheden og suveræniteten for hele folket i en specifik ikke-liberal og ikke-marxistisk forstand. Det særlige kendetegn for den fascistiske mentalitet er følelsen af at leve i skellet mellem to tidsaldre, og selv at kæmpe i frontlinjen mod forfaldet og for skabelsen af et genfødt nationalt fællesskab,” skriver Roger Griffin. Fascisme, gammel som ny, handler således om at ville genrejse et smuldrende imperium, trusler om vold og en førerkult, der bæres frem af ekstase og offervilje.

Palingenesisk? Sarah-Palin-genesisk? Umiddelbart kan begrebet lyde som en drilsk reference til skikkelsen Sarah Palin, eks-guvernøren fra Alaska, som republikaneren John McCain helt uforståeligt og skæbnesvangert valgte som sin vicepræsidentkandidat tilbage i 2008, og som i slutningen af januar troppede op i Iowa og anbefalede Donald Trump – lige inden det første og dermed retningsgivende caucus-valgmøde i den konservative bondestat.

Men begrebet palingenesisk handler naturligvis ikke om Sarah Palin, men udspringer derimod fra begrebet ’Palin-Genesis’, som betyder Gen-Fødsel, og som handler om længslen efter at blive genrejst som folk; drømmen om at vinde ære og værdighed tilbage. I nyere tid er genfødselsmytologien blevet brugt absolut mest ulyksaligt af det 20. århundredes blodige diktatorer, heriblandt Benito Mussolini og Adolf Hitler. Både den italienske fascisme og den tyske nazisme havde en ekspansiv ambition, i sin egen forståelse for at genforene det tabte imperium. Mussolini talte om “spazio vitale”, og Hitler motiverede sine nådesløse krigstogter med begrebet “Lebensraum”.

I Italien byggede det mytologiske genfødselsprojekt på en vulgær fantasi om at ville genrejse det for længst forsvundne Romerrige. Det gamle kejserrige skulle reinkarneres med lederen Mussolini i front. Flere tusinde års gemt stolthed skulle forløses – igen. Fra Cæsar til Benito. I Tyskland vandt Adolf Hitler i 1933 et demokratisk mandat til at genføde det tyske rige – for tredje gang. Som en revitalisering af først ’Heiliges Römisches Reich’ (962–1806) og dernæst ’Deutsches Kaiserreich’ (1871–1918) stræbte nazisterne efter at skabe et nyt pan-germansk ’Drittes Reich’. I både Mussolinis og Hitlers forståelse, var imperiet kollapset og kunne kun revitaliseres i en eksistenskamp mod både indre og ydre fjender af nationen. Men forestillingen om fornyelse, foryngelse og genskabt håb er naturligvis ikke fascistisk i sig selv. Stort set alle fortællinger rummer en kim af en eventyrlig tilbagevenden til en lykketilstand, ja, grundeventyret om, at det gode til sidst vinder den skæbnesvangre kamp mod det onde er vel selve den vestlige verdens moderfortælling – fra Teenage Mutant Ninja Turtles over det galaktiske imperiums tilbageslag i ’Star Wars’-filmene til den messianske genfødselsmyte i Det Nye Testamente.

Skridtet videre fra eventyrlighed til en egentlig fascistisk fortælling kræver en ekstra og materiel tretrinsraket af svunden storhed, aktuel lidelse og fremtidig frigørelse. Indbygget i krigseventyret om en snarlig genrejsning er således både en svulstig romantisering af nationens grandiose fortid og en pinefuld forfaldsmyte, som udpeger de fremmede som ansvarlige for befolkningens afsavn og tidens trængsler. Prygelknaberne er altid fremmedlegemer, som har trængt sig ind udefra og fordærvet folkets oprindeligt kernesunde organisme. Tilbage i 1930’erne blev blandt andre jøder, sigøjnere og afrikanere forfulgt, henrettet i hobetal og hængt ud som nationens dødsfjender. I dag peger risknippet mod nye menneskeskarer.

Donald Trump kan ikke siges at have været opfindsom, da han valgte sin valgslogan: “Make America Great Again”. I 1980 gik Ronald Reagan til valg på sloganet “Let’s Make America Great Again”, og lovede dengang at ville vinde atomkapløbet og den kolde krig. Og missionen lykkedes: Sovjetunionen kollapsede, Berlinmuren væltede, og Vesten vandt verdensherredømmet. I hvert fald for en kort bemærkning. Ronald Reagan står tilbage som en moderne forløser, som alle republikanske præsidentbejlere lovpriser ved enhver given lejlighed.

Men ingen har formået at hylde Reagan mere utilsløret og skamløst end Donald Trump, som 36 år senere ligefrem forsøgte at registrere sloganet med varemærkebeskyttelse. Donald Trump lover at ville genføde det amerikanske imperium, i sagens natur ikke helt tilbage fra civilisationens vugge, hvor kun indfødte stammer strejfede rundt som nomader på den nordamerikanske prærie. Nej, Donald Trump lover med sit genbrugsslogan at genrejse et mere håndgribeligt imperium, nemlig tidligere præsident Ronald Reagans Amerika, også kendt som anti-tesen, altså modsætningen, til ’Det Onde Imperium’, Sovjetunionen. På vanlig storskrydende vis udsendte Trump i maj 2015 et tweet med et gammelt billede af sig selv og Reagan: “Jeg var stolt over at være én af Ronald Reagans tidligste støtter. Det er tid til at gøre Amerika fremragende igen”.

Fortællingen om imperiets genrejsning skærpes yderligere i Donald Trumps seneste bog, ’Crippled America’, der udkom 3. november 2015; en undergangsfortælling om et storslået verdensrige, der nu er gået i hundene på grund af en flok uduelige kustode-politikere, som udelukkende har plejet deres donorers kortsigtede interesser. Allerede i åbningen slår Trump tonen for sin valgkamp an: “Illegale indvandrere har taget jobs, der burde gå til folk, som er her legalt – mens 20 procent af amerikanerne er ledige eller underbeskæftigede. Kongressen, som har været handlingslammet i årevis og reelt ude af stand til at håndtere de mest presserende problemer herhjemme, selv de mest basale såsom at vedtage et budget. Imens har middelklassen – fundamentet for vores land – og de 45 millioner borgere, som sidder fast i fattigdom, måttet se deres indkomst falde gennem de seneste 20 år. Helt forståeligt vokser utilfredsheden og frustrationen med udviklingen dag for dag,” skriver Donald Trump, og fortsætter: “Idéen om amerikansk storhed, og om at vores land skal være lederen af den frie verden, er smuldret”.

Som valgprogram er ’Crippled America’ et sjældent stykke ’palingenesisk’ litteratur. Igen og igen skriver Donald Trump, at Amerikas Forenede Stater er bukket under og har tabt i den globale konkurrence med blandt andet Mexico og Kina; igen og igen tordner han imod de indre fjender og de ydre fjender, som står i vejen for genrejsning; og igen og igen tilbyder han sig selv som forløseren, der kan gøre USA til et storslået imperium igen. Tankevækkende nok foreslår han ligefrem samme samfundsøkonomiske opskrift, som gjorde nationalsocialisterne populære, nemlig en omfattende udbygning af den offentlige infrastruktur: “På den indenrigspolitiske front har vi brug for en massiv genopbygning af vores infrastruktur. Alt for mange broer er blevet for farlige, vores veje forfalder og er fulde af huller, mens trafikkøer koster millioner i tabt fortjeneste for alle dem, der arbejder i de tilstoppede byer. Den offentlige transport er overfyldt og upålidelig, og vores lufthavne skal genopbygges,” skriver Donald Trump i ’Crippled America’.

Umiddelbart kan det lyde som et kopinummer fra Kraftwerks album ’Autobahn’: Die Straßen Adolf Hitlers. Men ret beset er der snarere tale om en opdateret version af præsident Franklin D. Roosevelts ’New Deal’. At Trump endnu ikke har præsenteret blot antydningen af en finansieringsmodel, påvirker ikke tilhængerne. Forslaget er populært, og enhver, der har bumlet rundt på de amerikanske motor- og landeveje vil også vide, at det er påtrængende.

På ét afgørende område slipper Trump helt fri af fascisme-anklagen: Hans udenrigspolitiske projekt er alt andet end ekspansivt. Tværtimod dyrker Donald Trump en isolationistisk kurs, der står i skarp kontrast til det neo-konservative demokratiseringsprojekt, som i 00’erne førte præsident George W. Bush ud i et håbløst krigseventyr i blandt andet Irak. Donald Trump fører kampagne på det stik modsatte af udlængsel og behov for ekstra albuerum. Modsat alle andre seriøse præsidentkandidater siden Anden Verdenskrig lægger Donald Trump op til enten en egentlig tilbagetrækning fra resten af verden, hvor USA i dag har op mod 800 militærbaser i over 70 lande, eller i hvert fald en bedre økonomisk aftale. En række af de hårdeste, neokonservative høge i Washington D.C. har vendt Trump ryggen: “Hillary er et mindre onde – med stor margen,” udtaler Eliot Cohen, der var udenrigspolitisk toprådgiver under præsident George W. Bush.

Mest påfaldende vil Trump fremover ændre balancen i den transatlantiske sikkerhedsalliance: “Nato er uretfærdig, økonomisk, for os i USA, fordi det hjælper de andre mere end os, og vi betaler en uforholdsmæssig stor del af regningen”. Umiddelbart er det derfor fristende at konkludere, at fraværet af en ekspansionstrang i Trumps genfødselsfortælling bør fritage ham fra fascismeanklagen – lige indtil man læser det store interview om de udenrigspolitiske udfordringer, som han gav til New York Times:

“Vi har brug for uforudsigelighed. Vil jeg gå i krig? Se, lad mig fortælle dig. Det er et spørgsmål, som jeg ikke vil besvare, fordi jeg ganske enkelt ikke vil sige, om jeg vil eller ej” Det lyder ærligt talt skræmmende, og som et ekko af Vladimir Putins labile magttænkning, som også den anerkendte udenrigskommentator David Ignatius konkluderer i Washington Post: “Både Putin og Trump forstår, at magt og showmanship er uløseligt forbundet, særligt i nationer, der er traumatiserede af militære og økonomiske tab”. Senere har Trump også genopdaget Charles Lindberghs gamle slogan ’America First’.

Den mest bombastiske trussel om uforudsigelig og hensynsløs vold kom, da Trump ved et valgmøde i Charleston, South Carolina, fortalte en krigerisk anekdote, som senere afslørede sig som en løgn. Hovedpersonen er den historisk korrekte general John Joseph ‘Black Jack’ Pershing, som kæmpede i den filippinsk-amerikanske krig fra 1899 til 1902: “De havde problemer med terrorisme, lige som vi har i dag. Han tog 50 terrorister, som havde forårsaget voldsom ødelæggelse, han tog 50 soldater og dyppede 50 patroner i svineblod – I hørte det, ikke?” siger Trump ud til publikum på sin sædvanlige interaktive facon: “Han tog 50 patroner og dyppede dem i svineblod. Og så fik han sine mænd til at lade deres rifler, stillede de 50 op på række og skød 49. Men til nummer 50 sagde han: Gå hjem til dine folk og fortæl dem hvad der skete. Og de næste 25 år var der ingen problemer. Okay?”. Intet kan dokumentere anekdoten, selv om flere historikere flittigt har forsøgt at efterprøve røverhistorien. I stedet kommer idéen sandsynligvis fra Hollywood-filmen ‘The Real Glory’, hvor Gary Cooper, som spiller en doktor i den filippinske by Mindanao, indhyller en muslimsk fange i et svineskind.

Sammenblanding af fiktion og fakta, og Trumps åbenlyse impulsivitet, har fået flere af modkandidaterne til at advare mod, hvad der vil ske, hvis ‘The Donald’ flytter ind i Det Hvide Hus og overtager kontrollen med USA’s atomvåbenarsenal. Den konservative, republikanske præsidentkandidat Ted Cruz tager prisen for det mest uhyggelige billede. På et vælgermøde før primærvalget i New Hampshire udtalte Cruz til de sammenstimlede journalister: “Forestil jer, at vi vågner op en morgen og opdager, at præsident Donald har atombombet Danmark. Han har ikke temperamentet til at sørge for nationens sikkerhed”. Flere danske journalister forsøgte at opklare, hvorfor lige præcist Danmark skulle være mål for Trumps dommedagsvrede, men svaret blæser i atomskyen. Foreløbigt må vi nøjes med de råd, som stod i pjecen ‘Hvis krigen kommer’, som Statsministeriet udsendte i 1962: “Stands tilløb til panik og fortsæt Deres daglige virksomhed, så længe det er muligt”.

Krigsfrygten er vanskelig at rense væk, så snart tanken er tænkt. Og tanken er ikke blot tænkt, men også foldet episk ud i den amerikanske forfatter Philip Roths roman ’Komplottet mod Amerika’, der danner et mørkt, litterært bagtæppe for debatten om Trumps koleriske personlighed. I romanen bliver den virkelige pilot Charles Lindbergh USA’s første fascistiske præsident – på et valgløfte om ikke at gå i krig: “Det havde vist sig, konkluderede kommentatorerne, at det tyvende århundredes amerikanere, trætte af i hvert at stå over for nye kriser, tørstede efter normalitet, og at det Charles Lindbergh repræsenterede, var normalitet højnet til heltemodige dimensioner, en hædersmand med et ærligt ansigt og en upåfaldende stemme, som over for hele verden rungende havde demonstreret mod til at tage ansvaret på sig og uforfærdethed til at forme historien og, naturligvis, styrke til at sætte sig ud over personlig tragedie. Hvis Lindbergh lovede, at der ikke blev krig, så blev der ikke krig – så enkelt var det for det store flertal,” skriver Philip Roth. Charles Lindbergh fremstår som en veldisciplineret Trump. Voldstruslen lurer konstant.

Udadtil lover Donald Trump ganske vist, at USA fremover skal involvere sig i færre krige, men indadtil er volden blusset op. Tumultscenerne kulminerede fredag 11. marts på University of Illinois i Chicago, hvor det endeligt lykkedes for demonstranter at skabe så meget ballade, at Donald Trump måtte aflyse sit stort anlagte valgmøde. Det var langt fra første gang, at slåskampe brød ud mellem hans egne tilhængere og de stadig mere velorganiserede modstandere. Men det var den mest omfattende tumultscene – og samtidig et afgørende vendepunkt i valgkampagnen. For lige siden har kommentatorer og andre politikerne, ikke mindst de republikanske modkandidater, spurgt: Har Donald Trump selv opgejlet folk til vold og overfald? Er han overhovedet tilhænger af folkestyre? Er der et militant og aggressivt budskab i hans præsidentvalgkamp?

Flere af Trumps udtalelser taler for sig selv: “Hvis I ser nogen, der smider en tomat, så slå dem til plukfisk! Vil I ikke? Seriøst. Okay? Bare smadr dem – jeg lover, at jeg betaler for retssagen. Det lover jeg. Det lover jeg,” råbte Trump til tilhørerne 1. februar 2015 i Cedar Rapids, Iowa. Kort efter er han på talerstolen i Las Vegas, da en demonstrant bliver ført væk: “Vagterne er meget hensynsfulde. Han får lov til at gå ud selv, smilende, grinende og med high-fives,” udtaler Trump om demonstranten og forsætter: “Jeg har lyst til at knalde ham én i ansigtet, ærligt talt”. Da han bliver spurgt til konkrete voldsepisoder, hvor Trump-tilhængere har tævet demonstranter, siger han til CNN: “Vi har 25.000-30.000 folk, der kommer med enorm kærlighed og lidenskab for vores land. Du nævner én episode, som jeg ikke kender til, og som jeg da ikke bryder mig om. Men når folk ser, hvad der sker med dette land, ja, så bliver de vrede. De elsker dette land. De er trætte af dårlige handelsaftaler, højere skatter, og de bryder sig ikke om, at vores job forsvinder. Jeg ved det, for jeg ser det. Der er vrede derude. Men også fædrelandskærlige. Og dét er en smuk ting”.

Blandingen af lidenskab, vrede og fædrelandskærlighed kan være højeksplosiv, særligt når de anspændte følelser forløses omkring en lederskikkelse. Og dét er netop, hvad der sker, ifølge Donald Trump selv. Han er forløseren, der giver vreden retning. Flere gange er han tilmed gået i en fælde. Kritikere har villet udstille ham som en fascistisk fører. Det skete mest ubarmhjertigt, da Gawker-journalisten Ashley Feinberg – som på forhånd havde oprettet en særlig Twitter-konto med titlen @ilduce2016, opkaldt efter Benito ‘Il Duce’ Mussolini – fik Trump selv til at re-tweete følgende citat: “Det er bedre at leve én dag som løve end 100 år som et får”. Et ordret Mussolini-citat, som Trump gør til sig eget.

Drilleriet ville næppe have været tillagt større betydning, hvis Donald Trump ikke selv kort efter forstærkede pointen ved at komme med en opfordring på et valgmøde i Orlando, Florida, og dermed kom til at skabe en situation, der tog sig bizar ud på billeder: “Lad os afgive et løfte,” råbte Trump: “Hvem holder af mig i rummet her? Løft din højre hånd. Jeg lover højtideligt, at – uanset hvordan jeg føler, uanset omstændighederne, om der kommer orkaner eller andet – så vil jeg stemme på Donald J. Trump til præsidentvalget”. Når en menneskemasse i fælles flok løfter højre arm og hylder en leder på talerstolen, er det svært ikke at få associationer. Særligt når tilhørerne er instrueret i at råbe “Trump, Trump, Trump”, hvis valgmøderne afbrydes af demonstranter. Koreografien og den aggressive stemning har efterladt et indtryk af en førerkult omkring Trump.

Donald Trump bærer også næsten en form for uniform, det stilsikre italienske Brioni-jakkesæt: Sort, hvid skjorte og rødt slips. Han foretrækker dog, at jakkesættene ikke er skræddersyede. Prisen per sæt begynder ved 50.000 kroner: “Jeg køber dem direkte fra bøjlen. Nogle mener, at det er bedst at få skræddersyet tøj. Det kan jeg ikke anbefale, med mindre du har en mærkelig krop, eller har for meget tid”.

Den storladne fremtoning fik pludselig komikeren Louis C.K. til at slå klik. I en e-mail til sine fans skriver han et langt og ikke særligt komisk opråb: “Hold op med at stemme på Trump. Det var sjovt i et øjeblik. Men han er Hitler. Og dermed mener jeg, at vi er ved at blive Tyskland i 1930’erne. For tror I, at tyskerne kunne forudse, hvad der ville komme? Hitler var også blot en sjov og forfriskende fyr med en underlig hentehårsfrisure, der var klar til at sige hvad som helst,” indleder Louis C.K. Székely, der selv er berømt for en vulgær, personlig og grænseoverskridende humor:  “Jeg siger ikke, at han er ond eller et monster. Det tror jeg faktisk ikke engang, Hitler var. Trump er en sølle fyr med et hul i hjertet, som han nu forsøger at udfylde med penge og opmærksomhed. Han kan aldrig få nok, og han stopper aldrig. Han er syg. Og det gør ham virkelig, virkelig interessant. Han drager folk til sig, enten på en dejlig og besnærende måde eller på en fascinerende, ubehagelig måde. Men han er ikke et monster. Han er en sørgelig mand. Og det gør ham kun endnu farligere, hvis han skulle gå hen og blive præsident. Giv ham endnu et tv-show. Men undlad at stemme på ham,” skriver Louis C.K..

Den tidligere Reagan-rådgiver Peggy Noonan ser også Trumps opkomst som et nederlag for den fælles erindring og pragmatiske fornuft: “Tillykke til lederne fra begge partier: I løbet af de sidste 20 år har vi måttet høre på meget. Men nu er på vi på vej til Weimar, baby. Sump-uhyret er stået op fra dybet,” skriver hun med direkte reference til gennembruddet for Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei i 1930’ernes Tyskland.

Selv om skingre personsammenligninger kan virke underholdende, er og bliver Trump dog ikke en reinkarnation af hverken Hitler eller Mussolini. Institutleder af Italien-studierne på Princeton University, Gianni Riotta, rammer mere præcist, når han overbevisende konkluderer om Trump: “Han er ikke ved at opløse Det Demokratiske Parti og udvise Clinton-familien, Obama, Noam Chomsky, Michael Moore og Jimmy Fallon til eksil på Randall’s Island. Amerikanerne har ikke tænkt sig at gå gåsegang ned ad Broadway; ingen skrigende squadraccia af midaldrende Trump-fans vil besætte Grand Central-stationen i New York; og Amazon er ikke ved at blive nationaliseret som et ‘strategisk aktiv’”.

Trump har imidlertid et interessant et italiensk forbillede. En hovedrig forretningsmand, der blev valgt som premierminister i flere omgange, signore Silvio Berlusconi, selvfølgelig. Den italienske charlatan – som har været endnu rigere end Trump og domineret mediebilledet endnu mere end Trump som ejer af flere tv-stationer – formåede 20 år tidligere at iscenesætte et politisk projekt, som til forveksling minder om det, som Donald Trump har gang i nu. Udenrigsanalytikeren Rula Jebreal trækker en klar linje mellem de to flamboyante erhvervsledere, og hun rammer særligt præcist med sin pointe om, at de begge har formået at bruge modstandernes angrebsenergi til at virke anti-elitære: “Berlusconi satsede ligesom Trump på, at Italiens liberale mainstream-medier ville behandle ham som en joke, og han – ved hjælp af en effektivt og forstyrrende kampagne baseret på hans grumme fortalelser – kunne fjerne fokus fra hans uigennemtænkte idéer. Det virker også til at være Trumps plan. De ved begge, at de vinder ved at blive gjort til grin af den politiske elite, da vælgerne foragter etablissementet allermest,” skriver Rula Jebreal. Rigmændene kommer ganske enkelt til at virke folkelige og uhøjtidelige, når de gør grin med den gamle garde af folkevalgte magthavere.

Her ligger måske en væsentlig hemmelighed bag Trumps popularitet? Han spiller rollen som hofnar, og gør dermed på én og samme tid grin med magthaverne og opretholder magthierarkiet. I tilfældene Berlusconi og Trump forstærkes effekten ved, at medierne bruger al krudt på at indskrive dem i en klovnerolle – som den populære tidligere vært for tv-programmet ’The Daily Show’, Jon Stewart, formåede bedre end nogen andre, da han døbte Trump: ’Fuckface von Clownstick’. Navnet eksploderede på sociale medier og satte effektivt Trump i scene som cirkusartisten, der både kan optræde som den stærke mand og den uhyggelige klovn.

Den nye fascisme er kulørt. Den skarpeste analyse af Trumps post-fascistiske tendenser er skrevet af Center for Vild Analyse, en samling af krøllede hjerner fra Aarhus Universitet, som tidligere har brugt Olsenbanden til at fortolke dynamikkerne i dansk politik. I en analyse om ’Fuckface von Clownstick’ rammer de ind i hjertet af diskussionen om Trumps fascistoide træk: “Siden nogen fandt på betegnelsen ’klovnenes fascisme’, er det, som om den har vandret lidt uroligt omkring for at finde sin rette plads. Klovnenes fascisme er en dystopisk forudsigelse af, at vi efter det liberale demokrati kommer til at se fascismens fjæs stikke frem igen. Nu dog ikke med den stærke mand på toppen af et stramt styret hierarki, men i en mere klovnagtig form, hvor magten både er stærk, men også bizar og fyldt med selvmodsigelser og overskridelser”.

Folkene fra Center for Vild Analyse fortsætter underfundigt: “Klovnerier har traditionelt været magtens modsætning. I middelalderens karnevaller gjorde man nar ad magten, som litteraten Mikhail Bakhtin har beskrevet det. Men institutioner såsom karneval og hofnarren var alligevel strukturelt nødvendige dele af den bestående magt: De var netop de ventiler, der fik dampen til at gå af genuine politiske oprør. I tilfældet Trump er dette helt omvendt. Her er hver dag et karneval, og Trump er hofnarren, der ikke blot vil sidde ved kongens fod, men selv være konge. Måske er vi nået det punkt, hvor vi ikke mere tror på, at der er en konge, som ordner problemerne for os, når det hele er ved at gå galt. Situationen er efterhånden så alvorlig, at de fleste af os, om vi er højre- eller venstreorienterede, har mistet troen på, at vi overhovedet kan rette op, og derfor bliver det permanente klovneregime tillokkende”.

I forlængelse af Mikhail Bakhtins beskrivelser af, hvordan middelalderens karnevalisme og latterkultur er blevet undertrykt i nyere tid, kan Trumps klovnefascisme ses som en historisk forløsning, der udlever den oprindelige folkelige kraft – i form af “en tidsbegrænset befrielse for den herskende sandhed og det herskende samfundssystem, en midlertidig ophævelse af alle hierarkiske relationer, privilegier, normer og forbud”. Publikum bliver en del af showet, og føler sig høje i larmen fra scenen. Og dét er et nybrud. Engang blev moderne politik beskrevet som en permanent valgkamp. Med Trump har vi i stedet fået et inddragende totalteater. Ikke fascistisk, ej heller nazistisk, men grotesk tøjlesløst: “I middelalderens karneval – og lignende – fester satte man sex, mad og et godt grin, pis og prutter, orgier og naragtigheder i centrum. Man åd til man sprak og vendte op og ned på tingenes orden: Tog sine bukser på hovedet og tænkte med røven”.

Fra sin reportage på kampagnesporet i Iowa har den canadiske forfatter Stephen Marche lavet en tidstypisk iagttagelse, der på én og samme tid udstiller den autoritære hypnose og fraværet af en kollektiv samhørighed: “Da han endelig indtog scenen, eksploderede publikum – og telefonen steg til vejrs. Det var et orgie af telefoner. Sikkerhedsvagterne scannede mængden med deres telefoner. Kameraerne bagved i lokalet optog alle, der optog hinanden. Trump var den eneste person uden skærm – et fravær, som publikums begær rettede sig op imod. Han begyndte at brøle og alle i mængden stoppede op for at tjekke deres optagelser”. Det er svært at få vælgerne til at gå i takt i det 21. århundrede.