Virkelighedens PlayStation

”Jeg er en handelsvare”, sagde Jon Dahl Tomasson engang. Karl Marx talte om sociale artefakter, som den symbolske økonomi kan hægte sig på. Jean Baudrillard, afdød fransk sociolog, påstod, at medierne er kommet så tæt på de kendte, at forførelsen er pist væk. Der er ikke mere at afdække. Vi lever, som han beskt sagde, i ”af-scenificeringens” tidsalder.

Her følger en række portrætter af de mest ikoniske figurer i fodboldens drømmeteater.

Beckham

17. oktober 2005. Becks kan godt lide at surfe. Men det må han ikke for Real Madrid, klubben, han spiller for. Det er for risikabelt, får han at vide af ledelsen. Ikoner må ikke gå i stykker. Og Becks var muligvis det sidste store af slagsen.

”David elsker suset ved at surfe og vil mægtig gerne dyrke det noget hyppigere. Han er jo meget sporty, han har god balance og er ekstrem fit. Så selvfølgelig er han mere eller mindre født til at surfe. Okay, han er ikke Keanu Reeves i Point Break endnu, men det kommer lige om lidt”, fortæller en nær ven af Beckham-familien til Daily Star. Der er selvfølgelig også et foto. Vennen fortsætter:

”David tog nogle lektioner i Marokko og lærte det super hurtigt. Men på grund af risikoen for skader bliver han nødt til at passe på. Hans plan er at surfe meget mere, når han engang holder op med at spille fodbold”.

Hustruen, Victoria Beckham, er også vild med surfing, for David ser, som hun siger, ”utroligt cool” ud på et surfbræt. Selv er hun ikke så adræt (hun var jo Posh Spice engang), så hun er glad for bare at kunne kigge på.

Da David ægtede Victoria i januar 1998, levendegjorde parret en engelsk drøm med global tiltrækning. Historien var ikke ny, men den var aldrig blevet eksponeret så kraftigt. Det var en dobbelt Askepot. Alle kan vinde uanset herkomst. Den eneste vej ud af de triste forstæder – David er fra Leytonstone, og dér regner det altid – er et liv som fodboldstjerne eller popidol. Becks fik begge dele, aviserne fik deres forsider, og Beckham erhvervede sig retten til ene mand at redefinere maskuliniteten via sit nye Victoria-inspirerede look som homoerotisk satire.

Måske blev Beckham træt af at ligne en nyrig puddelhund med hårbånd og fletninger. Måske var hans hede sms-eventyr med den tidligere assistent Rebecca Loos – og angiveligt mange flere – et drenget forsøg på at generobre de værdier, som fru Beckham havde kidnappet fra ham. Målet kunne være mindre hårbånd og familiefar. Metoden kunne være flere fotomodeller og mere beskidt sex.

Eller også tog vi fejl. Måske var Loos-affæren endnu ét af Victorias små kneb. Et pr-stunt, da det blev hverdag i medierne.

Sms-utroskaben i marts-april 2004 gav Victoria næring til en dobbelt strategi. Først skulle der ruskes op i den slunkne medieomtale og skabes nye markedsandele. Dernæst skulle medierne brødfødes med historien om det skibbrudne, men ærlige par, som nu måtte slide med at få ægteskabet på ret køl igen. Saft og sentimentalitet i ét hug.

Hele affæren var meget katolsk. Beckham angrede og bad om syndsforladelse. Samtidig havde hans synd bestemt ikke været kedelig. Og præsten og medierne skulle helst give grønt lys for den ægteskabelige fremtid. Det franske ferieslot, hvor parret valgte at trække sig tilbage, var langt væk fra pressens sultne blikke. Men stedet havde også fine transportmuligheder. Med bil og med tog, lige til døren, kunne paparazziene knipse løs.

Zlatan

Verden er forbløffende enkel, hvis man spørger den franske Front National-leder Jean-Marie Le Pen. Især når det handler om Zlatan Ibrahimovic, der gjorde sig bemærket med udtalelsen om, at Frankrig var ”et lorteland”, der slet ikke ”havde fortjent Paris Saint-Germain”.

”Hvis han synes, Frankrig er sådan et lorteland, så kan han bare rejse. Sådan. Så enkelt er det”, gjorde Le Pen det klart.

Det var søndag den 15. marts 2015. Zlatan var på vej til omklædning, tværs gennem spillertunnellen. Der var mismod og aggression i luften. Paris Saint-Germain havde lige tabt 2-3 til Bordeaux i den franske Liegue 1. Zlatan var stiktosset. Trøjeløs og høj som et truende fyrtårn føg uartighederne.

”Sikke dog nogle lortedomme”, råbte han på engelsk, mens holdkammeraterne trissede forbi ham og væk fra scenen. ”Jeg har aldrig set noget lignende i 15 år”.

I midten af marts måned 2015 foretog dagbladet Le Parisien en omfattende spørgeundersøgelse, hvor det blev slået fast, at næsten otte ud af 10 franskmænd tænker negativt om den store svensker. Hele 84 procent mente, at Zlatan var arrogant – ikke bare i kølvandet på Bordeaux-kampen og de grove ord, men generelt set. Marts 2014 mente 62 procent, at Zlatan var en fin fyr. De kunne godt lide ham. Nu var tallet nede på 21 procent.

77 procent var chokerede over PSG-forwardens udtalelser om det franske lorteland, og selv om Zlatan var forholdsvis hurtigt ude med en offentlig undskyldning, mente 65 procent af de adspurgte, at det stadig ikke var nok. Manden var fortfarende arrogant.

Zlatan er en vred mand, mente 84 procent. Han er alt for selvisk, sagde 77 procent ja til, og 8 procent syntes, at han manglede disciplin.

Og kunne det blive værre fra en marketingsorienteret synsvinkel? 66 procent af Le Parisiens respondenter mente, at Zlatan havde haft en negativ indvirkning på Paris Saint-Germains brand siden sin ankomst i sommeren 2012.

Måske er han bare for spoleret til at opføre sig anderledes. Eller også spytter han citater ud med jævne mellemrum, som flugter fint med de drejebøger, vi på forhånd har skrevet for ham: Han er den flamboyante bad boy. Nogle skal jo være det. Hvis han – og Suarez, Bendtner og Balotelli – ikke var der, måtte vi opfinde dem. Skurken er simpelthen en bedre historie.

Pirlo

“Da jeg så ham spille, tænkte jeg, at Gud måtte eksistere. Det er simpelthen skammeligt, så god, han er”, udbrød Gianluigi Buffon om sin klubkammerat fra Juventus og det italienske landshold, Andrea Pirlo.

Den 37-årige italiener, som i dag spiller for New York City FC, er kendt for sit graciøse svæv over grønsværen. Han fryser spillet, som Michael Laudrup, Pavel Nedved og Guti også gjorde. Snorlige pasninger brækker igen og igen alverdens defensiver itu. Hans blotte signatur er et vedvarende slag i nosserne på en verden af Gattuso’er, dummernikker og ritualiseret metroseksualitet. Alligevel er hans fuldskæg og senede, livstrætte look for længst blevet intellektuelt hipster-ideal.

Forfængeligheden er en umiskendelig del af varen ”fodbold”. Pirlo adresserer den selv i selvbiografien, der spiller på Descartes’ berømte diktum, I think therefore I play:

”Når jeg kigger i spejlet om morgenen, når jeg står op, eller om aftenen, når jeg skal i seng, ser jeg en mand af gennemsnitlig grimhed. Med skægstubbe, uregerlig hårmanke, skæv næse, let forfaldent ansigt og poser under øjnene. Men jeg ser også en mand, som er fuldstændig afklaret med det billede, som stirrer tilbage på ham”.

Han fortæller, at han ofte dagdrømte om at spille for Real Madrid:

”Jeg så mig selv i den hvide dragt. Så fin og på samme tid aggressiv. Et strejf af hårdhed vævet ind i en usædvanlig renhed. Mine tanker gik ofte mod Santiago Bernabéu, templet, som modstandere frygter. Forslåede og nedkæmpede slaver ved kongens bord”.

På et tidspunkt vil FC Barcelona have ham. Pep Guardiola er en mand, Pirlo har respekt for. I Guardiolas filosofi er beherskelsen af fodboldens materiale blevet til ren virtualitet, noget, der på én gang er hårdt arbejde og tæt på at ophøre med at eksistere. Pirlo og Guardiola er en slags humane kynikere. De har gennemskuet systemet og strukturerne, men snarere end at sætte noget andet i stedet forædler de det bestående til ren perfektion:

”Guardiola har foræret fodbolden så meget og gjort den til en smuk videnskab. Han søgte i sin hjerne og trængte igennem tågen først og fremmest ved hårdt arbejde. Det, han har opnået, er ikke et mirakel, men snarere en subtil programmering af sine spillere. Hans stil er crèma catalana – og den er nem at spotte. Den er virtual reality blandet med det virkelige liv: en svømmetur mellem fantasiens og realitetens kyster. Med andre ord, vi taler PlayStation”.

 Goffman

Livet er en scene, sagde sociologien Erving Goffman. Begrebet om dramaturgi er ideen om, at livet er et teaterstykke, hvor sociale steder er kulisser, og mennesker er skuespillere. Når vi fødes, siger Goffman i The Presentation of Self in Everyday Life fra 1956, kastes vi op på den scene, vi kalder hverdagen, og den gradvise socialisering, vi gennemløber, består i at lære, hvordan vi bedst spiller vores rolle, og ikke mindst hvordan andre dømmer os herpå.

Han kaldte det ”impression management”, indtryksstyring. Vores begær retter sig mod manipulationen af, hvordan de andre opfatter os, ser os og bedømmer os, når vi optræder på scenen. At mestre den sociale interaktion er også, hævder Goffman, at kommandere rum. Det personlige rum, der er rundt om vores krop, som dikterer afstand og intimitet. Og det kulturelle rum, som foreskriver de koder, der gør os begribelige for andre.

For at vores tilstedeværelse skal have betydning, må den mening, vi ønsker at viderebringe, altså bygges ind i vores fremtræden. Derved opstår det paradoks, at vi tyr til dramatisering for netop at skabe en troværdig og autentisk relation mellem den rolle, vi spiller eller den maske, vi bærer, og den situation, vi står i. Fremtoningen siger noget om vores sociale status, hvorimod vores manerer er et vidnesbyrd om selve interaktionens rolle i situationen.

På den måde er identitet ikke et spørgsmål om at finde ind til et ubesmittet ”jeg”, men snarere et spørgsmål om at finde en vis tryghed i den idealisering, som det lille drama om ”mig hér” og ”mig dér” afstedkommer. For virkelig at vise, hvem jeg er, må jeg performe idéen om mig, snarere end realiteten om mig.

Fodboldspilleres tilstedeværelse i vores sociale liv er et vidnesbyrd om, at kravet om performance er blevet stadigt hidsigere. Når grænsen mellem det private og det offentlige konstant sløres og bliver til en porøs drejescene i midten af det hele, træder den talende dukke i karakter: Individueringen stigmatiseres som socialt ritual. Nu taler han sådan dér. Ham dér er på dén måde. Men se nu ham dér! Det er den Zlatan, vi ikke kan leve foruden, selvom han konstant leverer kæbestød til det kulturradikale segment, der holder ham kørende. Det er den Beckham, der i talkshows med et glimt i øjet proklamerer, at ”I can read, you know”. Og den Pirlo, der ser sit eget fysiske fjæs som obligat grimhed og drømmer om FC Barcelonas perfekte virtual reality.

Cruyff

Johan Cruyff spillede ikke med bolden. Han mobiliserede de rum på banen, hvor bolden kunne være. Cruyff flyttede luften. Hans gestikulationer i græsset var ikke rettet mod bolden, men et forsøg på at drive molekylerne mod de bedste og smukkeste konstellationer. Dermed var Cruyffs despotiske orkestrering af fodboldbanens territorialitet en eksponering af totalfodboldens uforsonlige, uforenelige poler: Den var på én og samme tid planøkonomisk systematik og en hippiedrøm. På én gang oprejst i ultimativ, matematisk exces og afslappet i fotogen, reproducerbar mode. Begge dele inkarneret i Cruyffs krop. Oranje havde begge poler i sig. Jo bedre og mere håndgribeligt Cruyff selv spillede rollen som cool arkitekt af rummet omkring ham, jo mere ubønhørligt afsløredes ”det totale” i den kultur, der bar ham på hænder og fødder, som en skrøbelig konstruktion.

Bale og Baudrillard

I det eksalterede kølvand på Wales’ 3-1-sejr over Belgien, fredag den 1. juni 2016, rettedes det uundgåelige spørgsmål mod Gareth Bale, stjernen over dem alle. Det kom fra en portugisisk journalist. Men pressesalen, hvor Bale tronede på podiet i den ene ende, på én gang genert og selvsikkert, talte med én stemme:

”Hvordan bliver det for dig at møde Cristiano Ronaldo i semifinalen mod Portugal?”

”Det er Portugal mod Wales. Hverken mere eller mindre”, svarede Bale prompte.

Spørgsmålet var til at forudse. To verdensklassespillere, begge fra Real Madrid, den ene den dyreste, den anden den bedst betalte, skulle krydse klinger. Snarere end konspiratorisk dyneløfteri var det et hurtigt fix, hvor den promiskuøse rastløshed kommunikeres. Her nærmer vi os Jean Baudrillards ”af-scenificering”. Det handler ikke længere om modsætningen mellem virkeligt og uvirkeligt, mellem det reelle møde og det konstruerede møde. Nej, i ”den obskøne æra”, som Baudrillard taler om, har vi mistet grebet om forførelsen, for den antager præcis, at der kan lokkes med en sandhed bag fænomenerne. Eller at der er et yderligere ansigt bag ansigtet. Det obskøne er det, der ”ikke længere gemmer en hemmelighed, og er fuldstændig absorberet i information og kommunikation”, skriver Baudrillard. Ved at henvise brat til virkeligheden og den prunkløse eksistens bag glimmeret – ”Portugal mod Wales og ikke mere” – åbner Bales’ udsagn ikke desto mindre for en tsunami af friktionsfri mentalgeografi. Mener han det, han siger? Er der ikke en rivalisering, trods alt? Hvornår springer spindoktoren ud af panden på ham?

Bale er irriterende, må journalisterne have tænkt. Hans ytringer sætter farten en anelse ned. Ikke mod et nulpunkt, hvor dramaet om fremtoning iser til, for her er stadig en forsigtig justits af det personlige rum, som Cruyff mestrede og Beckham frejdigt kopierede, men i en folkelig tryghed, som tillader os at placere os i kommunikativt afgrænsede livs- og hverdagssituationer. Bale? En jordnær waliser med en pointe. Tag ham på ordet og digt videre.

Og dermed er vi tilbage i Pirlos refleksion. Realiteten i spejlet er en gennemsnitlig grimhed. Men kommunikationen på banen og til publikum er blank som en PlayStation og så forudsigelig som de helte og skurke a la Becks og Zlatan, vi finder på, når de ikke selv gider være det.