John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Hvor går grænsen for grådighed? Da FN’s generalsekretær, António Guterres, tidligere på ugen holdt pressemøde ved FN’s hovedkvarter i New York, lagde han i hvert fald ikke skjul på, at olie- og gasselskaberne liiige skal tage en slapper med profitjagten. Ja, ifølge Guterres er det faktisk “umoralsk“, at selskaberne “laver rekordhøje overskud på energikrisen, der rammer de fattigste mennesker og samfund“. Med en løftet pegefinger fik generalsekretæren samtidig opfordret til, at verdens regeringer modsvarer den “groteske grådighed“ med en beskatning af de “overdrevent høje profitter“.
Som Information også påpegede (betalingsmur) fredag, er der da virkelig også nok penge at tage af hos selskaber som ExxonMobil, Shell og Total. Tilsammen har de tre oliegiganter lavet overskud på den gode side af 400 mia. kr. i første halvdel i 2022. Der er altså ikke meget at sige til, at USA’s præsident, Joe Biden, tilbage i juni udtalte, at ExxonMobil har “tjent flere penge end Gud i år“.
Okay, vi er godt nok ikke helt sikre på, hvad Guds årsløn er. De syv dødssynder taget i betragtning – hvor både grådighed og fråseri fordømmes – må den vel faktisk være til den mere beskedne side. For slet ikke at tale om Jesus’ ord i Lukasevangeliet kapitel 18, vers 24-25: “Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige. Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.“
Tilbage står imidlertid pointen om, at der er noget ret uhelligt – hvis ikke ligefrem syndigt – over måden, hvorpå nogle af verden største, mest magtfulde virksomheder har spundet guld på krigs- og krisetiderne, alt imens almindelige mennesker må bøde for de stigende priser. Man behøver ikke have læst meget Thomas Piketty for at indse, at der er tale om en ulige udvikling. Af samme grund har flere lande rundtom i Europa (herunder Spanien, Storbritannien og Tjekkiet) enten indført – eller overvejet at indføre – en såkaldt “windfall tax“, der fungerer som en slags ekstra beskatning af virksomhedernes unormale profit.
Hvilken selskabsskat?
Også herhjemme har der været godt gang i guldregnen hos enkelte, dejligt heldige virksomheder. Onsdag kunne Mærsk melde om et overskud så voldsomt, at flere politikere og økonomer nok engang har valgt at revse rederigigantens favorable skatteforhold. Efter Mærsk sidste år kunne sætte danmarksrekord med et overskud på svimlende 117,5 mia. kr., er profitfesten nemlig kun fortsat i første halvår af 2022. På bare seks måneder har selskabet nået et overskud på 113 mia. kr., takket være markedets tårnhøje fragtrater.
Kort fortalt har eftervirkningerne af coronapandemien – hvor folk shoppede løs af forbrugsvarer, snarere end rejser og restaurantbesøg – ført til, at containerrederierne har kunnet skovle penge ind i noget nær blinde. Og som om det ikke var nok, har Mærsk kunnet nøjes med at betale en såkaldt tonnageskat på ca. fire pct., snarere end den selskabsskat på 22 pct., som andre store danske virksomheder som eksempelvis Novo Nordisk skal betale. Siden 2001 har rederierne nemlig været underlagt en særlig ordning, hvor de blot skal betale en skat baseret på skibenes størrelse – den såkaldte nettotonnage.
Argumentet for tonnageskatten var dengang, at danske rederier skulle have en gulerod, så de ikke bare valgte at udflage deres skibe. Spørger man støttepartierne SF og Enhedslisten, er tiden imidlertid løbet fra ordningen. Særligt hvis man medtager den nuværende, groteske indtjening hos Mærsk. Mens Novo Nordisk eksempelvis skulle betale 14,7 mia. kr. i skat ud fra et overskud på 48,7 mia. kr. i 2021, kunne Mærsk samme år nøjes med at slippe godt fem mia. skattekroner, det rekordhøje overskud til trods.
Hvorfor skal Mærsk egentlig nyde godt af en skatterabat, andre succesfulde danske virksomheder kun kan drømme om? Eller som Lisbeth Bech-Nielsen, erhvervsordfører i SF, udtrykker det: “Der er noget helt galt, når man kan tjene så mange penge, at Novo Nordisk til sammenligning ligner en dværg og ikke er i nærheden af at betale skat som resten af det danske erhvervsliv.“
Tung tøven
Stod det til SF, burde Danmark simpelthen overveje at indføre en windfall tax, der kan tage brodden af den skæve udvikling – ligesom skattesystemet generelt bør lave som, så rederierne kommer til at betale for en mere fair del af samfundskagen. Tilbage i juli foreslog partiet ligeledes, at Mærsk passende kan følge det franske rederi CMA CGM’s eksempel og sænke fragtpriserne for danske virksomheder. Også hos Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, er utilfredsheden til at spore:
“Jeg kan slet ikke forstå, at en socialdemokratisk regering vil lægge navn til, at et erhverv – og her Mærsk – tjener så grotesk mange penge, som Mærsk gør i denne situation, og bare sige ‘det er, som det er’.“
For nej, på trods af støttepartiernes gentagende korstog mod tonnageskatteordningen (er det ikke bare et sexet ord?), har regeringen indtil videre nægtet at ændre på reglerne. Da daværende skatteminister Morten Bødskov tilbage i december skulle forholde sig til sagen på et samråd, lød det eksempelvis, at tonnageordningen er en “tidssvarende“ forudsætning for at “fastholde Danmarks position som en søfartsnation med mange maritime arbejdspladser – både på skibene og på land“. Det er jo som taget ud af Mærsks egen presseafdeling, der til Berlingske skriver, at “[d]et er vigtigt fortsat at sikre konkurrencekraft for rederier, der er baseret i Danmark“.
Ifølge Carl Johan Dalgaard, økonomiprofessor og overvismand ved De Økonomiske Råd, holder (betalingsmur) det dog ikke helt vand, at Danmark skulle lide skade, hvis Mærsk mister sine skattefordele. Faktisk vil det modsatte nok være tilfældet: “Erfaringerne viser, at når man skattebegunstiger et bestemt erhverv, bliver det for stort, set ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel. Fjerner man den forvridning, som skattebegunstigelsen er, vil der være investeringer, som vil blive ledt andre steder hen, hvor afkastet er højere, og det vil isoleret set stimulere BNP“. Dalgaard mener af samme grund, at tonnageskatten “er en ordning, som overordnet på samfundsplan må anses for ikke at være hensigtsmæssig“.
Det kan meget vel være, at Mærsk ikke selv er meget for idéen, men hvis kamelen ikke kan komme gennem nåleøjet, kan man vel altid sluge den. Når nu man er blevet velsignet med så uventet et overskud, ville det alt andet lige være klædeligt, hvis man udviste bare lidt mindre grådighed og sagde ja til at dele med resten af samfundet – et samfund, der i øvrigt er med til at drive efterspørgslen på gode fragtløsninger. Eller endnu bedre: At regeringen rent faktisk tog ansvar for den skæve fordeling og skubbede Mærsk i retning mod Guds rige. /David Dragsted