Asrin Mesbah er gæst i Det Næste Kapitel på Radio24syv
Føljetons Oliver Stilling er i juli sommerferievikar for Iben Maria Zeuthen på hendes ugentlige interviewudsendelse Det Næste Kapitel på Radio24syv.
Hans gæst er i denne udgave Asrin Mesbah, som i sommeren 2015 stiftede JuraRådgivningen. Asrin Mesbah er næsten færdig med sit jurastudium, men bruger allerede al sin tid på at rådgive og hjælpe folk – og i særlig grad flygtninge og udlændinge – der er fanget i systemet. JuraRådgivningen har i dag 10 frivillige jurastuderende tilknyttet og to pensionerede jurister.
I det forløbne år har JuraRådgivningen lukket 104 sager, heraf en del, som Udlændingestyrelsen af den ene eller den anden årsag ikke har kunnet få has på. Asrin Mesbah fortæller om et til tider kafkask system, hvor folks vigtige personlige dokumenter har det med at forsvinde, og om hvad der drev hende til at læse jura, efter at hun havde arbejdet som vagt på et blindehjem i mange år.
Det Næste Kapitel har for så vidt ikke noget med Føljeton at gøre, men vi tager os den frihed at linke til det alligevel! Udsendelsen varer to timer, som er optaget på to separate dage. Her er de fra en ende af.