Kære læser

Thumbs up for børnepride

Ramona Macho. Foto: Enghave Kirke

På sådan en solrig torsdag, der sikkert ville have været en helligdag, hvis den havde ligget i løbet af foråret, kan man, såfremt man trænger til et hurtigt skud underholdning, med fordel trykke sig ind på Kristeligt Dagblads hjemmeside og tjekke det forløbne døgns ‘Mest læste’ artikler. Her ligger sognepræsten Sørine Gotfredsens klummer som oftest lunt i svinget, men det er nu ikke hende, der topper listen. Hendes seneste klumme, hvor hun revser tidligere håndboldlandstræner Jan Pytlick for at lade sig ansætte af Saudi-Arabiens håndboldforbund, er nok for mainstream og lidt for lidt ‘det ledige standpunkt’ på holdningsfronten til, at folk gider klikke på den.

Næ, det, folk valfarter til kristeligt-dagblad.dk for at læse i disse timer, er en nyhedsartikel (betalingsmur), som vist også er på forsiden af avisens papirudgave: ‘Børnepride i københavnsk kirke får kritik: Lad børn være børn’, lyder overskriften.

Det handler om, at Vesterbro Sogn i forbindelse med det smukke, inkluderende Copenhagen Pride, der starter på lørdag, har arrangeret et ‘børnepride’ i Enghave Kirke. Ved arrangementet, som præst Viggo Julsgaard Jensen på Folkekirken Vesterbros Facebook-side skriver er for “regnbuebørn, deres familier og venner – og alle andre nysgerrige“, vil der bl.a. ske det, at en drag queen ved navn Ramona Macho læser højt fra historien om Noas Ark.

Som led i sin research til artiklen har Kristeligt Dagblads journalist været inde og granske kommentarsporet under præstens Facebook-opslag, som i skrivende stund (torsdag kl. 10.34) har fået 108 likes, 90 hjerte-emojier, 21 ked af det-emojier og 112 vrede smileyer. Kristeligt Dagblad har valgt at citere en Facebook-bruger for, at “det her topper al galskab“. Avisen har venligt anonymiseret brugeren, men da tilkendegivelsen jo foregår i et offentligt rum, så det er vel ok at nævne, at personen hedder Elisabeth og ifølge sin profil bor i Tarm i Vestjylland. Hun skriver i samme kommentar, at kirken er “i frit fald for denne verdens fyrste“, og at “vildledelsen“ nu også sker “i børnehøjde“. Hun sætter trumf på: “I kender ikke Guds Ord – så ville I ikke åbne døren for noget, som Gud udtrykkeligt tilkendegiver, er imod Hans Ord. Dette er 100 % vildledelse. Trist.“

Når man lige gør sig den ulejlighed at få det hele med, tegner der sig et billede af nogle lidt mere rabiate kristne meningstilkendegivere. Ovre på Enghave Kirkes Facebook-side skriver en anden kristen outlier under navnet Ida Maria, at kirken ikke skal gøres til platform for “seksuelle orienteringer“, hvor man “exponerer sine seksuelle kinks… hvad bliver det næste? Sadomasochister iført kvælningsudstyr og håndjern?“ Ida Maria får også nævnt “skatofile“, som vi lige måtte slå op her på redaktionen (det er noget med lort). Men som en anden Facebook-bruger svarer: “Sjovt som kristne heteroseksuelle har så perverse fantasier om, hvad vi laver hjemme i sengen […] i stedet for at fokusere på, at det handler om kærlighed mellem mennesker.“

Tilbage til Kristeligt Dagblad. Her har man valgt at forsøge at kvalificere kritikken af det totalt uskadelige oplæsningsarrangement med Ramona Macho, der i øvrigt gennem de seneste år har optrådt i Enghave Kirke ved flere lejligheder (se fx her og her). Og hvordan gør man så det? Man ringer til borgerlig sognepræst og tænder for mikrofonen.

Anholt-præsten Kristian Ditlev Jensen mener, at priden er en politisk begivenhed, at pridens popularitet et modefænomen, og at det er “skrupforkert at invitere børn ind og fortælle dem, at det at have en afvigende seksualitet – hvilket i øvrigt er fuldt ud accepteret i samfundet i dag – skulle være cirka lige så udbredt som alt muligt andet. For det er det mildt sagt ikke. I værste fald får børnene en rystet kønsidentitet, når andres normer tvinges ned over dem, og en helt forkert opfattelse af, hvem de selv er, og hvad der egentlig er normalt.“

Kristeligt Dagblad har også snakket med Det Konservative Folkepartis kirkeordfører, Birgitte Bergmann, der “helt generelt“ mener, at “man skal lade børn være børn“, hvorfor man ikke skal blande dem “ind i arrangementer, som grundlæggende handler om seksualitet“.

Birgitte Bergmann, Kristian Ditlev Jensen, Ida Maria med skatofili-tankerne og Elisabeth fra Tarm er på vildveje i al deres konservatisme. At en drag queen læser op af Noas Ark for nogle børn er ikke et hvervningsprojekt. Det kommer ikke til at ødelægge deres seksualitet, det gør dem ikke til afvigere. Det åbner deres verden. Hvis man endelig skulle følge Birgitte Bergmanns tanker om at lade børn være børn, så skulle de slet ikke udsættes for religion i det hele taget, før de blev myndige og selv kunne tage stilling. Men historierne i Det Gamle Testamente er nu gode nok som historier.

Nu venter vi spændt på, hvor Kristeligt Dagblad står i denne sag. Må børn gerne møde åbenhed og mangfoldighed i folkekirken, eller kommer vi til at se en ‘Kristeligt Dagblad mener: Lad børn være børn’-overskrift på listen over døgnets mest læste artikler? Hvilken side vil avisen vælge: Mørkets eller lysets? /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12