Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Indsatsen blev mere end fordoblet, da De Radikale i går præsenterede en ny 2030-plan. Ikke blot lyder det kompromisløse krav, at statsminister Mette Frederiksen (S) skal udskrive nyvalg senest ved Folketingets åbning her i begyndelsen af oktober, men nu stiller Sofie Carsten Nielsen (RV) også kontante krav til selve indholdet i et nyt regeringsgrundlag.
Med varmesøgende præcision rammer de nye radikale krav netop dér, hvor det gør allermest ondt for Socialdemokratiet: Kravet om en total udfasning af efterlønnen er som designet til at skabe maksimale spændinger mellem de to partier, som tidligere har udkæmpet traumatiserende slag om netop tidlig tilbagetrækning.
Sofie Carsten Nielsen ved godt, at Mette Frederiksen under ingen omstændigheder vil kunne gå med til helt at afskaffe den efterlønsordning, som S-regeringen har brugt de seneste tre år på at udbedre en anelse med den såkaldte Arne-pension. Tværtimod ønsker Socialdemokratiet at forbedre muligheden yderligere for midaldrende med små pensionsopsparinger.
Mette Frederiksen ved også godt, at Sofie Carsten Nielsen ved, at Socialdemokratiet ikke vil kunne være med til at danne en ny regering, som afskaffer efterlønnen. Derfor er der reelt tale om en realpolitisk krigserklæring, som vil forgifte forholdet mellem de to partier i mange år frem.
Som De Radikale har haft held til før, kræver Sofie Carsten Nielsen i virkeligheden, at Mette Frederiksen begynder at føre en mere borgerlig økonomisk politik – som det senest lykkedes under Margrethe Vestager, hvor De Radikale ligefrem fik tvunget Socialdemokratiet til at indskrive i regeringsgrundlaget i 2011, at SRSF-regeringen ville “videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand“.
Hvis Mette Frederiksen ikke er villig til at slå tilbage på den blå reformkurs, som Helle Thorning-Schmidt i sin tid blev tvunget ind på, ja, så er De Radikale parat til at støtte en borgerlig regering, altså skifte side – på samme måde, som det lille midterparti tidligere har gjort, f.eks. da Niels Helveg Petersen først støttede Poul Schlüter som konservativ statsminister og senere svingede over og fik Poul Nyrup Rasmussen valgt som ny S-formand og dernæst statsminister.
Historisk har De Radikale indtaget rollen som parlamentarisk kongemager, og det er tydeligvis også ambitionen for Sofie Carsten Nielsen, som gambler overraskende stort ved så hårdt at stille krav til indholdet i et nyt regeringsgrundlag. Hun har i hvert fald skabt en situation, hvor Mette Frederiksen vil gå meget langt for undgå at give ministerposter til De Radikale – ud fra en ganske simpel ledetråd, nemlig at en regering bliver nødt til at kunne blive enig med sig selv.
Med udspillet om at ville afskaffe efterlønnen har De Radikale gjort det usandsynligt, at Mette Frederiksen og Sofie Carsten Nielsen vil kunne opnå tilstrækkelig tillid og politisk enighed til at kunne danne en fælles regering, og når man endvidere tager de aktuelle meningsmålinger i betragtning, tegner situationen i stigende grad til at pege i retning af en borgerlig regeringskonstellation.
I de seneste tre store meningsmålinger – fra Megafon, Epinion og Voxmeter – står flertallet til at skifte, og Mette Frederiksen således til at miste muligheden for at kunne videreføre en regering, der støttes af Enhedslisten, SF og De Radikale. Den næste regering i Danmark vil næppe blive støttet af Enhedslisten, måske heller ikke af SF, og spørgsmålet er efterhånden kun, hvor langt mod højre dansk politik snart vil rykke.
I denne uge er en politisk epoke i realiteten blevet lukket og slukket, og på paradoksal vis kan turbulensen føre til, at tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen, nu formand for partiet Moderaterne, bliver manden, som skal få enderne til at mødes. I nogle målinger står Løkke til at have netop de afgørende og udslagsgivende mandater, som Sofie Carsten Nielsen drømmer om. Frem for De Radikale kan det dermed meget sandsynligt blive Lars Løkke, der på surrealistisk vis vender tilbage og bestemmer, hvem der skal regere Danmark.
På papiret holder De Radikale ganske vist døren åben for Socialdemokratiet. Sofie Carsten Nielsen siger, at Mette Frederiksen er velkommen til at foreslå alternative, økonomiske reformer, som skaber et lige så stort øget arbejdsudbud som en total afskaffelse af efterlønnen – men da det ikke engang vil kunne opnås med en rundbarbering af SU’en til studerende eller yderligere forringelser for langtidsledige, er der i praksis ikke mange muligheder tilbage for Mette Frederiksen.
Hvis mandaterne efter det snarlige folketingsvalg fordeler sig, som meningsmålingerne lige nu forudser, vil Danmark igen få en borgerlig regering, og vel at mærke ikke kun i værdipolitikken. En bred alliance mellem Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Moderaterne – og nu også både De Radikale og Danmarksdemokraterne – ser ud til at være parat til at gennemføre en borgerlig reformkurs, som på én og samme tid skal sænke niveauet for overførselsindkomster og topskatten.
Det sociale flertal, som Socialdemokratiet havde sammen med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti – indtil Kristian Thulesen Dahl blev væltet og erstattet med den mere højreorienterede Morten Messerschmidt – findes ikke længere og vil være udraderet efter valget. I dag ville Arne-pensionen ikke kunne være vedtaget efter faneflugten fra DF, og efter valget vil lignende aftaler være komplet urealistiske.
Med massiv tilbagegang til både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti – og en tilsvarende fremgang for bl.a. De Konservative og Danmarksdemokraterne – er magtbalancen skiftet fundamentalt i den økonomiske politik. Resultatet af næste valg bliver, at en ny regering vil “videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand“. Det åbne spørgsmål er kun, hvem der er parat til at gå sammen om at genstarte Lars Løkkes gamle projekt. /Lars Trier Mogensen