Kvinderne i Kabuls gader

Det var svært at se på de små telefonvideoer fra begivenheden, hvor mange de var. Flere internationale medier beskrev dem som “dusinvis“, men antallet er egentlig også ligegyldigt. Det er modet, der tæller – tapperheden, manifestationen af overlegen moralsk styrke. Mod og mandshjerte, ville man engang sige, men i denne sammenhæng virker “mandshjerte“ totalt malplaceret (og måske burde man efterhånden lige så stille lempe det ud af det danske sprog). Lørdag marcherede en gruppe kvinder gennem Kabuls gader, mens de råbte slagord – “brød, arbejde, frihed“ – som afspejlede deres krav om basale rettigheder.

På billederne ser man afstumpede talibankrigere forsøge at stoppe processionen ved at slå på kvinderne med små, dumme stave – uden held. Først da de begynder at skyde op i luften og hen over hovedet på kvinderne med deres rifler, lykkes det at opløse demonstrationen. Flere kvinder søger tilflugt på et apotek i gaden, hvor de opskræmt taler videre.

Følelsen, man får, når man ser videoen, er den samme, som den britiske avis The Observers mangeårige Afghanistan-korrespondent Emma Graham-Harrison (som må have set lidt af hvert), siger ramte hende, da hun besøgte flere hemmelige pigeskoler: Det er på samme tid inspirerende og hjerteskærende.

I dag er det et år siden, at Taliban indtog den afghanske hovedstad. Op til magtovertagelsen forlød det fra den islamistiske bevægelse, at man ville “tillade kvinder at arbejde og studere“, dog “inden for islams rammer“ – eller det, som de her fundamentalister opfatter som islam. Dengang klingede det hult; det var ikke ligefrem ligestilling, Taliban var kendt for, da de havde magten i 90’erne. Kunne et regime med et middelalderligt menneske- og udsyn pludselig vise sig at være kommet ind i det 20. århundrede på ligestillingsområdet?

Nej, selvfølgelig ikke. Selvom de sagde det modsatte, fandt de straks den gamle, lasede håndbog med restriktioner frem; kvinder skal være fuldt tildækkede, i det offentlige rum skal de være i selskab med en mandlig værge, og piger og unge kvinder må ikke tage ungdomsuddannelser eller videregående uddannelser. Knægtelsen af kvinders rettigheder menes at være på direkte foranledning af talibanstyrets øverste leder, mullah Haibatullah Akhundzada.

Det er svært at fatte, hvor forandret livet er for afghanske kvinder, der indtil for et år siden havde et liv med håb for fremtiden. I The Economist kan man læse (betalingsmur) om den unge kvinde Lema, der “havde et godt liv“: “Bevæbnet med en bachelorgrad i jura og statskundskab havde den 27-årige et fast arbejde i Kabul. Hun arbejdede i et lokalt træningscenter i sin fritid. Men efter at Taliban overtog kontrollen […] har Lema mistet sit job. Hendes husstand på 13 personer – forældre, søskende og deres familier – kæmper for at få enderne til at mødes. Hendes forlovede mistede også sit arbejde. Hendes brors forretning er gået konkurs. Hun kan ikke gå alene på gaden. Træningscentret er udelukket.“

Et splittet Taliban?

Man hører, at der er folk i talibanledelsen, som mener, at piger selvfølgelig skal gå i skole. En højtstående kilde i Taliban “med gode forbindelser“ fortæller Emma Graham-Harrison, at tusindvis af gejstlige i forrige måned var samlet i et forsøg på fra visse “frustrerede talibanfraktioner“ at udmanøvrere den øverste ledelse og kræve uddannelse til piger.

Til Politiken udtaler (betalingsmur) Thomas Rüttig, der er senioranalytiker hos Afghanistan Analysts Network, imidlertid, at det er udtryk for ønsketænkning, at der skulle være intern splittelse i Taliban. “Der er forskellige geografiske grupperinger, der kæmper om indflydelse, men samlet set holder Taliban faktisk sammen som en bevægelse. Selvfølgelig er der politiske uenigheder, men Mullah Haibatullah Akhunzada og lederskabet er dygtige til at holde sammen på tingene. Der var uenigheder om de store pigers skolegang. Men i den sidste ende tog Akhunzada beslutningen om at udelukke pigerne fra undervisning, og alle har fulgt den.“

Et år efter at USA rømmede Afghanistan er landet på spanden. Det er ikke bare kvinderne, der lider, men hele befolkningen. Millioner af afghanere sulter, der er hungersnød og brug for humanitær hjælp. Det handler bl.a. om, at det internationale samfund nu i snart et år har indefrosset Afghanistans likvide midler. 32 afghanske og internationale ngo’er opfordrer i dag det internationale samfund til at hjælpe Afghanistan. “95 pct. af befolkningen har ikke nok at spise. Kvinder og piger lider uforholdsmæssigt meget. Ngo’er i landet rapporterer om familier, der tvunget til at foretage umulige valg for at overleve.“

På en dag, hvor den store nyhed i Danmark er, at Konservatives Søren Pape Poulsen melder sig som statsministerkandidat, er det værd at løfte blikket og se, om man kan gøre mere for at hjælpe afghanerne. /Oliver Stilling