Dylan Martinez/Reuters
Fortiden indhenter de britiske premierministerkandidater. Eller snarere en bestemt udlægning af den. For mens den konservative Rishi Sunak pynter sig med at være barnebarn til et ægtepar, der måtte knokle på det lokale apotek, holder storfavoritten Liz Truss fast i, at hun har arbejdet sig op fra sin skolegang i en almindelig forstad.
Begge historier har kun lidt hold i virkeligheden, for begges privilegier er langt over gennemsnittet. Men som vi tidligere har beskrevet, står idéen om meritokratiet så stærkt i Storbritannien, at selv de mest velstillede påstår, at de kommer fra arbejderklassen. På samme måde, som det er en dyd at være selfmade, kan de konservative godt lide at sige, at de kommer fra et hårdtarbejdende bagland.
Netop derfor har det også vakt opsigt, efter The Guardian har fået fat i et to minutter langt lækket lydklip af Truss, der beskylder briterne for at være luddovne, og at deres “tankegang og indstilling“ skulle være skyld i landets dalende produktivitet. For som avisen skriver, virker bemærkningen ikke kun malplaceret i lyset af fortællingen om briternes høje arbejdsmoral, men også over for samarbejdet med Labour-partiet:
“Hvis man ser på produktiviteten, er den meget, meget forskellig i London fra resten af landet. Men grundlæggende … det har været en historisk kendsgerning i årtier. Jeg tror, at det i bund og grund til dels er en mentalitet og en holdning. Det er i bund og grund en arbejdskultur. Hvis du tager til Kina, er det helt anderledes, det kan jeg forsikre dig. Der er et grundlæggende problem med den britiske arbejdskultur. Hvis vi skal blive et rigere og mere velstående land, skal det ændres. Men jeg tror ikke, at folk er så ivrige efter at ændre det,“ lyder det i kommentaren, der skulle været givet i hendes tid i Finansministeriet mellem 2017 og 2019.
Egentlig er den ikke ny: For ti år siden skrev Liz Truss med en række torykollegaer i bogen Britannia Unchained, at briterne går for meget op i sport og popmusik. Men siden har hun ivrigt beskyldt kollegaen Dominic Raab for at stå bag kapitlet og mener, at hun har lagt den bag sig. Spørgsmålet er så bare, om hun har det.
Tidligere på måneden måtte Truss efter massiv kritik droppe sin plan om at skære i lønningerne uden for hovedstaden. Storbritannien har en af de højeste regionale uligheder i Europa, og det bliver umuligt at undgå i valgkampen: Ifølge nye officielle tal oplever de rigeste 1 pct. over hele landet lønstigninger på 9,1 pct. årligt, mens det for den laveste tiendedel kun er 1,3 pct. – og langt under det, priserne er steget med efter inflationen.
London er det sted med den højeste produktion og de største skrævvridninger, men hvor Liz Truss vil tillægge det arbejdsmoral, ligger forklaringen snarere i, at hovedstaden er hjemby for de største multinationale selskaber, og at eksport og infrastruktur er i orden. Det handler med andre ord meget lidt om flid og meget mere om den førte politik. Efter et år med inflation og manglende vækst lyder det fra hendes modstandere, at hendes kommentarer er “groft fornærmende“: Midt i en boligkrise, hvor netop den skæve løn er en drivkraft for prisstigningerne, arbejder briterne over hele landet i døgndrift for at få tag over hovedet, mad på bordet og for at forsørge deres familier. Så hvorfor bliver politikerne ved med at skælde ud på arbejderklassen?
Eliten går til fodbold
Den sydkoreanske udviklingsøkonom Ha-Joon Chang skrev for ni år siden, at Europa er forfulgt af et spøgelse, der ser “en hær dovne bumser, hvis livsstil med ligegyldighed og hedonisme, der finansieres af lammende skatter på de rige, er ved at suge livsnerven ud af økonomien“. På samme måde som man gav de dovne grækere, der spillede skak hele dagen, ansvaret for finanskrisen, mens det i virkeligheden forholdt sig sådan, at grækerne i gennemsnit arbejder langt mere end de ellers hårdtarbejdende tyskere og hollændere.
Ligesom med narrativer om Dovne Robert tjener det til at holde fast i fortællingen om, at flid fører til succes. Det giver følelsen af, at uretfærdigheden har en snert af retfærdighed og er en behændig måde at skyde skylden væk fra den førte politik. Det giver os en optimisme, noget at arbejde henimod, mens taberne kun kan bebrejde sig selv. Men myten om den hårdtarbejdende rige og den dovne fattige har aldrig været bakket op i data.
Over de seneste mange år er indkomsten for de rigeste mere end fordoblet, mens arbejdstimerne næsten tilsvarende er faldende. En ny graf med tal fra 2016 viser, at de 10 pct. fattigste danskere arbejder 20 min. mere om dagen end de 10 pct. rigeste, og den tendens er gældende for det meste af Europa.
Og selvom tallene ikke tegner et fuldstændigt billede, da de ikke er korrigeret for alder og kun tager højde for mennesker, der arbejder over 35 timer om ugen, kan de trods alt sige noget om, at produktivitet skabes af andet end arbejdsmoral, men af magtpositioner, forældre og passive indtægter. Eller som Ha-Joon Chang skrev: De er fattige på trods af velfærdsstaten og ikke på grund af den.
For det er endnu et privilegie overhovedet at kunne sige sit job op, selvom flere er begyndt at gøre det. Arbejdet er ikke længere den protestantiske vej til livsglæde, og ifølge London School of Economics-forskeren Sam Friedman – ham, der undersøgte, hvorfor briterne er så bange for at blive afsløret som en del af middelklassen – er det nu blevet et elitetegn, at man går op i fodbold og kæledyr frem for opera og teater. Også selvom de kun viser det udadtil, mens timerne på kontoret stadig hober sig op.
I år er Friedman så gået videre i sin forskning og har fundet ud af, at mønsterbrydende kvinder fra arbejderklassen ofte føler skam over at have “arbejdet sig op“. Hvor særligt mænd i lederstillinger gerne bryster sig af en unik indsigt i livet, holder kvinderne sig tilbage i frygt for at blive opfattet som snobbede – og det forhindrer dem i at blive forfremmet. Man kunne også vende den om: Jo mere en velstillet person taler højt om sin baggrund, jo mindre er sandsynligheden for, at vedkommende i virkeligheden er mønsterbryder. Det gælder også uanset kønnet på den kommende premierminister. /Emma Louise Stenholm
Analysen her indgår også i den næste udgave af Feuilleton, der sendes ud senere i dag. Har du ikke skrevet dig op til at modtage Feuilleton, kan det gøres lige her.