Foto: Cnp/Ritzau Scanpix
Flashback til for nogle og tyve år siden: Republikaneren George W. Bush er USA’s præsident. Bush virker ikke super kvik, og han har i den grad daddy issues i forhold til sit ophav, George Bush senior, der også var præsident. Men man må give ham, altså junior, at han har en folkelig appel.
På en eller anden måde lykkes det George W. Bush at omgive sig med ideologer og høge af værste skuffe. Det er ham, der bestemmer, men han bliver hvisket i øret af sin vicepræsident Dick Cheney, og hvis Cheney er bortrejst eller på toilettet, så står forsvarsminister Donald Rumsfeld klar.
Skaldepanden Dick Cheney er en mærkelig karl. Allerede dengang var det fremme, at han sådan set kunne dratte om når som helst. Han havde haft hjerteanfald i 1978, 1984 og 1988 (og han havde det igen i 2000 og 2010). Han fremstod altid lettere grumpy og høgeagtig, mens han hjalp Bush med at føre USA ud i korstog mod terror i Afghanistan og Irak, og det var svært at vurdere hans alder alene på hans ansigt. Han så bare gammel ud. I 2006 kom han under en vagteljagt i Texas til at skyde en 78-årig advokat i ryggen med et haglgevær af mærket Perazzi. I 2018 kom der en film om ham, Vice, instrueret af Adam McKay (ham med The Big Short og Don’t Look Up). Vice er i den lettere ende, den er sjov, Christian Bale, der er sminket til ukendelighed, ligner ham på en prik, og det er vel også den rigtige måde at skildre så tragisk og deprimerende en skikkelse som Dick Cheney.
Et utroligt mod
Midt i alt det her har vi Liz Cheney – Dicks voksne datter! I dag er hun 56 år, men ligesom Bush blev hun født ind i et politisk familiedynasti. Liz havde/har de samme holdninger som sin far, hun var cheerleader på sit gymnasium og blev senere jurist. Efter at have forsøgt at få en plads i Senatet stillede hun op til Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, hvor hun nåede at sidde i fem år, indtil hun forleden røg ud på røv og albuer, fordi hun – som Det Republikanske Partis mest fremtrædende medlem (hun er nr. 3 i hierarkiet) – har sat sig op imod Donald Trump. Hun har ageret næstformand i kongresudvalget, som i månedsvis har undersøgt omstændighederne omkring stormløbet på Kongresbygningen i Washington, D.C., d. 6. januar 2021.
Man kan ikke overvurdere det mod, det har krævet af hende; at stå der som nærmest den eneste folkevalgte republikaner i Kongressen og holde fast i, at der må være en moralsk nedre grænse, mens de fleste af hendes partifæller offentligt sværger deres troskab til Donald Trump, fordi de ved, at alt andet vil betyde en ende på deres politiske karriere ved næste valg.
Liz Cheney tabte forleden primærvalgkampen i delstaten Wyoming. Af de 10 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, som stemte for en rigsretssag mod Trump efter angrebet på Kongresbygningen, har fire trukket sig tilbage, mens fire har tabt primærvalget til Trump-venlige kandidater i deres respektive delstater. I sin tale efter nederlaget sagde Cheney, at hun ville “gøre alt hvad det kræver for at sikre, at Donald Trump aldrig nogensinde mere kommer i nærheden af Det Ovale Kontor – og jeg mener det“.
Og med det mener Cheney efter alt at dømme, at hun vil stille op til præsidentvalget i 2024. Om det så bliver som republikaner eller som uafhængig kandidat er ikke til at vide. Men som senioranalytiker Matt Continett fra centrumhøjre-tænketanken American Enterprise Institute siger (betalingsmur) til Financial Times: “Cheney vil sikkert blive ved med at identificere sig som republikaner, men hun vil i hvert fald befinde sig i udkanten af sit parti: Hvad, der engang var udkant, er nu centrum, og centrum er nu udkant.“
Det er ikke sådan, at Liz Cheney står til at have gode muligheder for at blive præsident. Det er nærmest utænkeligt. Men det kan have stor betydning, at hun stiller op. Aaron Blake, der er politisk journalist på Washington Post, formulerer det ret præcist: “Der er velsagtens ingen, som vil være bedre til at føre sagen mod Trump end Cheney, og det kan være, at hun beslutter, at det er hendes rolle i 2024 – at lufte alt det offentligt på den størst mulige politiske scene. Selv om det ikke afholder Trump fra at vinde republikanernes nominering som kandidat, kan det have betydning for det endelige præsidentvalg.“
Man må sige, at Liz Cheney har formået bringe sit familienavn over på den rigtige side af historien, selv om mange af hendes øvrige politiske synspunkter er dybt reaktionære – fx når det gælder retten til abort. Men sloganet Liz for prez klinger i hvert fald godt. /Oliver Stilling