Allstar Picture Library Ltd/Mary Evans/Ritzau Scanpix
Hvor lang tid skal man tålmodigt vente på at få, hvad man fortjener? Skuespiller og aktivist Sacheen Littlefeather fra det amerikansk oprindelige folk apache ventede næsten 50 år. Og hvad havde hun så fortjent? En simpel undskyldning.
Til Oscarshowet i 1973 stod Sacheen Littlefeather på scenen og afslog en statuette på vegne af Godfather-skuespiller Marlon Brando. Efter en producer truede med at få hende arresteret i tilfælde af, at hendes tale varede mere end 60 sek., fortalte Littlefeather i en forkortet version, at Marlon Brando ikke vil modtage statuetten på grund af “behandlingen af de oprindelige folk i filmindustrien, på tv og i filmgenudsendelser“.
Den udmelding begejstrede ikke umiddelbart den blege filmbranche, og buh-råb afbrød Littlefeather i løbet af talen. For skuespiller John Wayne – som man jo må sige har gjort karriere i at besejre stereotype udlægninger af oprindelige folk i westernfilm som fx Stagecoach– var “buh“ ikke nok. Efter sigende måtte flere sikkerhedsvagter stoppe manden i at gå komplet Will Smith på Littlefeather.
Næsten 50 år senere modtager Littlefeather nu en officiel undskyldning fra Oscar-akademiet for deres håndtering af talen og efterspillet, hvor Littlefeather modtog dødstrusler og blev persona non grata i filmbranchen. Om undskyldningen siger Littlefeather: “Vi oprindelige folk er meget tålmodige mennesker.“
Samme tålmodighed skal man til gengæld ikke forvente fra alle andre, der har ofret sig i den gode sags tjeneste. De afghanske tolke og øvrige medarbejdere samt rettighedsforkæmpere, der sidste år blev evakueret til Danmark, er i hvert fald ved at have opbrugt deres.
Presset på tålmodigheden
Som tak for at hjælpe med at bekæmpe Taliban tilbød den danske stat knap 1.000 afghanske tolke og lokalt ansatte at komme til Danmark. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det ikke var et udpræget attraktivt tilbud. Afghanerne blev nemlig placeret i asylcentre, mens et bredt flertal vedtog en særlov, der gav afghanerne lov til at blive i sølle to år.
Ikke så overraskende føler afghanerne sig ikke særligt velkomne. At komme til Danmark bliver endda beskrevet som at trække en nitte. Derfor er der nu mange af dem, der simpelthen skrider. De pakker tasken og sætter kurs mod især USA og England, hvor der er udsigt til permanent ophold i anerkendelse af, at de satte livet på spil i kampen mod Taliban.
I stedet for at tilbyde afghanerne permanent ophold, som flere vestlige lande har gjort, henviser man i Danmark til muligheden for at søge asyl i det almindelige system. Nu, hvor ca. halvdelen af de to år er gået, har kun 484 ud af de i alt 839 dækkede af særloven søgt asyl. For mange af de nu udvandrende, danskevakuerede afghanere er det usikkerheden omkring, hvad der sker efter de to års opholdstilladelse, som får dem til flytte andre steder hen.
Det virker derfor nærliggende at ændre særloven. Og det viser sig nu, at der faktisk findes et politisk flertal fra både højre og venstre til at gøre netop det. Selv De Konservatives udlændingeordfører, Marcus Knuth, finder situationen så uholdbar, at han “har meget svært ved at se andet, end at vi selvfølgelig forlænger aftalen i en eller anden form, så længe Taliban er ved magten“, som han fortæller til Jyllands-Posten. Desværre har Marcus Knuth bare ikke forstået roden til ængsteligheden hos afghanerne. Knuth vil nemlig fastholde midlertidigheden i særloven ved kun at forlænge opholdet med to år og dermed fastholde afghanerne i et uvist limbo.
De Konservatives ikke-løsning er dog trods alt stadig bedre, end hvad regeringen har fundet frem til. Socialdemokratiet mener nemlig, at de to års ophold i særloven er passende. Socialdemokratiets udlændingeordfører, Kasper Sand Kjær, henviser til, at der med over et år tilbage stadig er tid til at behandle de evakueredes ansøgninger om asyl. Regeringen har åbenbart ikke indset, at et tilbud om at søge asyl altså ikke giver ro i maven for de evakuerede afghanere. Hvorfor ikke bare give dem permanent ophold, når nu de har sat livet på spil for Danmark? Hvis det står til Socialdemokratiet, kan de danskevakuerede afghanere åbenbart komme til at vente lige så længe som Sacheen Littlefeather på værdig anerkendelse. /Xenia Heiberg Heurlin