Roni Rekomaa/AFP/Ritzau Scanpix
De unge gider ikke længere at drikke i Japan – og nu er det åbenbart også et problem. Bedst som man troede, at et mindsket alkoholforbrug er godt for folkesundheden, har det japanske skattevæsen simpelthen lanceret en konkurrence, der skal få unge til at drikke mere.
Efter at have gransket konsekvenserne af coronakrisen, der har ført til mindre kampdruk, og dermed også færre skatteindtægter, har regnskabsglade embedsmænd sagt skål i sake og forlangt, at de 20-39-årige følger med. “Sake Viva!“ hedder konkurrencen, hvor unge japanere bliver bedt om at komme med gode forretningsidéer, der kan højne deres alkoholindtag. Det hele skal munde ud i en turnering i Tokyo til november, der sandsynligvis bliver en våd affære. Man kunne vel også bare takke ungdommen for at være så fornuftig.
For nej, i modsætning til hvad man skulle tro, når man læser diverse diskussioner om puttefester og gymnasieelevers alkoholvaner, er unge i såvel Europa som USA, Australien og Japan faktisk mere mådeholdende og forsigtige med drukken end deres forældre. Alligevel får man tilsyneladende på puklen uagtet, hvad man gør: Glasset er altid tomt.
Det kan Finlands 36-årige statsminister Sanna Marin i øvrigt tale med om, efter en viral video af hende til en privat fest har fået krakilske moralister til at gå i selvsving over, at det ikke er sømmeligt for en statsminister, at hun har det… sjovt? Som Sanna Marin rammende siger, skal folk bare have værsgo’ at blande sig udenom: “Jeg dansede, jeg sang og jeg festede – komplet lovlige ting.“
Ord kan ikke dræbes
En anden, der ikke har gjort noget ulovligt – tværtimod – er den hæderkronede, 75-årige forfatter Salman Rushdie. Om noget har Rushdie med værker som De sataniske vers og Midnatsbørn blot vist, hvor fortryllende relevant litteratur kan være. Og hvor afgørende det er, at ordet forbliver frit, velovervejet og upåvirket af frygt.
Efter at have levet i permanent livsfare siden Irans daværende religiøse leder Ayatollah Khomeini i 1989 udstedte en fatwa mod ham, blev Rushdie i sidste uge udsat for et knivangreb i forbindelse med et foredrag i New York. Den 24-årige gerningsmand har sidenhen forklaret til den tabloide avis New York Post (som af en eller anden grund har valgt at interviewe ham), at han blot har læst et par sider af De sataniske vers, men ikke kan lide Salman Rushdie “særligt meget“. Ved en domstol i New York har han tilmed erklæret sig uskyldig, efter han altså har stukket forfatteren i halsen med tilsyneladende fuldt overlæg.
Hvis planen var at gøre Salman Rushdie tavs, har det dog på ingen måde virket. Efter angrebet er De sataniske vers blot strøget (betalingsmur) op af bestsellerlisterne, og bogen meldes nu udsolgt hos flere boghandlere. Noget kunne med andre ord tyde på, at idéer ikke sådan lader sig dræbe – hvad den britiske historiker Simon Schama da også fint (omend lidt pompøst) opridser (betalingsmur) i Financial Times:
“Autoritær undertrykkelse er, selvfølgelig, en indirekte kompliment til den uhæmmede skrivnings magt. På trods af al deres kvælende triumphalism, er fjenderne af den frie verden meget rigtigt bange for, at uanset hvor mange de indespærrer, torturerer eller dræber, vil ingen af deres brutaliteter permanent kunne begrave den kritiske tænkning. Og kunstnernes bedrifter vil næsten altid leve længere end tyranners grusomheder.“
Skål på det! Du bestemmer selv, om det skal være med eller uden alkohol. For hvor ville vi egentlig være, hvis ikke vi havde ret til at vælge fra eller til? Ikke at vi nødvendigvis har så meget at skulle have sagt i den sag. Frihed, bemærker gode gamle Jean-Jacques Rousseau i Samfundspagten (1762), er trods alt noget, vi er forpligtede til.
Plads til alle
Sjovt nok var de samtidige oplysningstænkere ikke meget for Rousseaus bramfrie ord. “Det er den ondeste galning, der nogensinde har levet; en abe, der bider dem, der giver den føde, er mere fornuftig og mere human end han,“ skriver den ellers frihedselskende Voltaire et sted om Rousseau. Det er lige før, den er kvart i fatwa.
Når Rousseau sådan kom i unåde, skyldtes det – udover en række mere personlige uoverensstemmelser – hans dengang særegne syn på oplysningsprojektet. Ifølge Rousseau var det nemlig også nødvendigt, at oplysningen var i stand til at kritisere sig selv. Andre tænkeres fokus på individuel frihed havde imidlertid skabt en ny performancekultur, der helt overså, at kimen til menneskets ufrihed ligger gemt i os selv. Af samme grund er det, lidt kontraintuitivt, faktisk nødvendigt at finde frihed i fællesskabet.
Det er netop her, samfundspagten kommer ind i billedet: Ved at afgive alle sine rettigheder til staten, går det enkelte menneske ikke fra total frihed til total underkastelse. Nej, det veksler blot sin naturlige frihed til en politisk frihed, der garanteres af borgerettigheder – og samtidig begrænses af andres ret til den selvsamme samme frihed. Det smarte ved konstruktionen er, at dem, som nu begrænses af samfundets love, samtidig også er dem, der er kilde til lovene (nu hvor det jo er dem, der har indgået pagten). Af samme grund vil der ikke være noget frihedstab. For som Rousseau forklarer:
“For at samfundspagten således ikke skal blive til en tom formular, indeholder den stiltiende den forpligtelse, som alene kan give de andre styrke, at enhver, der nægter at bøje sig for almenviljen, vil blive tvunget til det af hele fællesskabet. Hvilket ikke betyder andet, end man tvinger vedkommende til at være fri.“
Tanken er både smuk og simpel. Folk skal have – og give hinanden – frihed til at være præcis hvem de er. Ja, det er faktisk bydende nødvendigt. For som transkønnede Jonathan Jules Strange Kjeldsen også skriver i en kronik i Information i anledning af Copenhagen Pride-paraden, der løber af stablen i dag, lørdag:
“Hvis du ikke forstår nødvendigheden af priden, så er det, fordi du aldrig selv har skullet kæmpe for at være den, du er – eller for at elske den, du elsker […] Det her handler ikke kun om den halve procent af befolkningen, der befinder sig et sted under det transkønnede paraplybegreb. For alle mennesker kan opleve, at deres miljø har en normativ forventning til dem, som de ikke kan eller vil leve op til. Og det gør ondt på os alle.“
Rigtig god Pride! /David Dragsted