Hvem kupper hvem?

USA-forskeren Niels Bjerre Poulsen har fortalt en sjov anekdote: Da Donald Trump i slutningen af sidste uge mødtes med med de Republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, blev han spurgt til sit syn på Artikel I i den amerikanske forfatning. Den handler om Kongressens beføjelser, og et spørgsmål til en præsidentkandidat om Artikel I er derfor et spørgsmål til hans opfattelse af  magtfordelingen mellem Kongressen og præsidenten.

Men sådan forstod Trump det ikke. Han svarede, at han ville ”beskytte Artikel I”, og lovede derefter at han sandeligt også ville beskytte Artikel II, III , IV, V,  VI, VII, VIII, IX, X, XI, og XII. Det var stærkt foruroligende for mange af de tilstedeværende Republikanere. Der er kun syv artikler i Forfatningen.

Trumps forsøg på at møde sine kritikere, gik på mange måder galt. Han forsøgte at række hånden ud til Ted Cruz, men i mødet med 41 republikanere i Washington eksploderede det hele mellem hænderne på ham. ”Foretrækker du Clinton som præsident?” spurgte han hidsigt Ben Sasse, senator fra Nebraska, som tidligere har efterspurgt en uafhængig præsidentkandidat. Den samtale havde Sasse ikke lyst til at deltage i, og i stedet svarede Jeff Flake fra Arizona. Han fortalte at han ikke kunne stemme på Trump på grund af hans holdninger til mexicanere. Så lovede Trump at Flake aldrig ville blive genvalgt hvis ikke og så videre, og Flake svarede, at han sådan set ikke skulle genvælges lige nu. I kan næsten selv regne ud, hvor det hele bærer hen. Det er som med så meget i politik: Det ville være frygteligt sjovt, hvis ikke der var så frygteligt meget på spil.

Det begynder at stå klart: Det kan ikke afvises at Trump kan vinde det amerikanske præsidentvalg, men han kommer aldrig til at vinde hjerter i det republikanske parti. Søndag rygtedes det, at Trump overvejer Michael Flynn som vicepræsident. Flynn er tidligere general (hvilket ikke er så skidt), erklæret demokrat (hvilket ikke er så heldigt) og – viste det sig søndag – fortaler for kvinders ret til abort (hvilket er lidt af en katastrofe). Trump står vist nok tæt på partilinien, når det handler om abort (‘vist nok’ –  det kan som bekendt være svært at sige præcist, hvad Trump egentligt mener), men Flynns udmelding ville bringe Trump på direkte kollissionskur med langt størstedelen af det republikanske parti.

De stærkeste kritikere af Trump tror stadig, det er muligt at kuppe Trump på det republikanske konvent, men det er mere et udtryk for dagdrømmeri og eskapisme end et egentligt kvalificeret alternativ. Amerikanerne derimod står foran et frit valg i år: De kan stadig stemme på den bedst kvalificerede kandidat, selvom ingen af os synes at kunne lide hende. Værre ser det ud for republikanerne. Partiet er reelt blevet udsat for et kup i ordets egentligt betydning: En overrumplende magtovertagelse.
PS: Ikke et ord om Europamesterskabet i dagens Føljeton. En repræsentant fra UEFA beskrev forleden i Politiken den nye turneringsform som en kæmpe succes. Han beskrev fodbold som en missionerende sekt: Fordi flere lande deltog i EM, har det skabt begejstring og interesse for fodbold i de mange lande, der ikke ellers ville have deltaget. Det vil skabe en masse nye små og begejstrede fodboldspillere. Det er muligt, men det var ikke just en begejstring der skinnede igennem den kedeligste EM-finale nogensinde. Vi ved det godt: Alle elsker outsiders. Men her på Føljeton foretrækker vi i sport favoritter fremfor overraskelser. Så hellere tennis, hvor Serena Williams i weekenden tangerede Steffi Grafs rekord, og hvor skotten Andy Murray vandt Wimbledon med denne hilsen til det politike landskab post-Brexit: ”Det var en ære at spille foran tidligere mestre og legender, men også foran landets premierminister. Det kan godt være, at det er hårdt at spille en Wimbledon-finale, men jeg kunne virkelig ikke tænke mig at være premierminister, fordi det er et umuligt job.”