Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Tilbage i juli kom Københavns Universitet (KU) med et ret illustrativt eksempel på, hvad regeringens foreslåede udspil til et “nyt og forbedret“ optagelsessystem for de videregående uddannelser vil kunne betyde (betalingsmur) for de unge. Idéen med udspillet er sådan set ganske sympatisk – hvad KU da også selv medgiver: At man gør op med gymnasiernes karakterræs ved bl.a. at gøre et karaktergennemsnit på 10 til det højeste adgangskrav, og derudover gør det muligt at optage flere studerende på baggrund af individuelle vurderinger.
Problemet er bare, at der i sidste ende stadig skal laves en udvælgelse. Og i stedet for at det vil være karaktererne, der presser de unge, vil det nu i stedet være et hav af optagelsesprøver, der alle skal afvikles i samme periode, hvor gymnasieeleverne i forvejen har nok at se til med studentereksaminer. Med den til lejligheden opfundne “Julie“ som skræmmeeksempel påpeger KU, hvordan en almindelig gymnasieelev med drømme om en videregående uddannelse kan risikere at få et forår fyldt med så meget som 16 prøver. Hvis målet var at mindske forventningspresset, er udspillet af samme grund ret langt fra bestået.
Det samme kan i øvrigt siges om et nyt forslag fra Dansk Industri (DI), som man her til morgen kan læse (betalingsmur) i Berlingske. Står det til DI, vil man nemlig gøre SU’en til et lån, som studerende kan få tilbage, hvis de ellers gennemfører uddannelsen på normeret tid. Tager de studerende til gengæld længere tid om at blive færdige, vil der være kontant afregning ved kasse et – og lånet bliver altså dyrere, desto mere man bliver forsinket med sin uddannelse.
Baggrunden for DI’s udspil fejler som sådan ikke noget: Organisationen påpeger, hvordan der i dag bruges flere penge på SU-stipendier end på selve de videregående uddannelser, hvilket altså går udover kvaliteten på undervisningen og forskningen. Snarere end at man direkte øger støtten til sidstnævnte, er det imidlertid de unge, der åbenbart skal betale prisen for de forringede uddannelser – og i samme ombæring presses til at klø på, og tænke på deres fremtidige karriere:
“Der er en effekt i, at man måske skal betale sit lån tilbage. Indirekte giver det et incitament til at vælge en karrierevej, hvor man får midler til at betale sådan et lån tilbage,“ som Emil Fannike Kiær, politisk direktør i DI, forklarer det til Berlingske. Heldigvis giver uddannelsesminister Jesper Petersen (S) dog indtil videre ikke meget for DI’s hastværk: “Der kan være mange årsager til at bruge ekstra tid på uddannelse, og jeg vægter princippet med fri og lige adgang til uddannelse meget højt.“
Kostbare besparelser
Det er imidlertid ikke kun på gymnasierne og de videregående uddannelser, at de unge kan mærket presset og ressourcemanglen. Søndag aften kunne man i et åbent brev til folketingspolitikerne læse, hvordan over 1.000 psykologer – hvoraf flere er psykologer i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) – nu advarer om en uholdbar situation på landets skoler og dagtilbud. For som der malerisk står i brevet:
“Vi psykologer er efterhånden som viceværter i et hus, hvor der er ild i taget, vand i kælderen, skimmelsvamp i væggene og et lig på 1. sal. Det bedste, vi kan gøre på nuværende tidspunkt, er at bidrage til at begrænse skadernes omfang.“
Kort fortalt mener de mange psykologer – med opbakning fra bl.a. pædagogernes fagforening, BUPL, samt Danmarks Lærerforening – at børn og unge risikerer psykisk mistrivsel som følge af de nuværende rammer, hvor fagpersonale ikke har nok ressourcer til at hjælpe dem. Situationen er på mange måder paradoksal: Selvom både professionelle og forældre tilsyneladende er enige om, at vilkårene skal forbedres, er der simpelthen ikke nok håndtag at skrue på. Eller som det lyder i brevet:
“Det vil kræve en meget stor tværprofessionel indsats at vende den eksisterende udvikling, men vi anbefaler at begynde med at sikre, at der i praksis er tilstrækkelig mange veluddannede pædagoger i daginstitutionerne med den fornødne tid og normering til de vigtige samspil med børnene, der er afgørende for deres videre udvikling. Det en af de vigtigste forebyggende indsatser.“
Håbet blandt psykologerne er, at opsangen kan få politikernes ageren på gled, når forhandlingerne til en ny, 10-årig psykiatriplan indledes onsdag. Den fungerer dog også som en glimrende påmindelse om, at det er langt fra gratis at negligere vores fælles velfærdssystem. Som sommerens drastiske fald i optaget på de fire største velfærdsuddannelser også vidnede om, bliver manglen på eksempelvis lærere, sygeplejersker og pædagoger i hvert fald ikke mindre. Det skal blive spændende at se, hvilke partier der rent faktisk tør tackle problemet med andet end nye nedskæringsøvelser og øgede forventninger til de unge. /David Dragsted