Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Hævngerrighed og en næsten gammeltestamentlig retsfølelse regerer – ikke fakta eller formalia – når statsminister Mette Frederiksen (S) nu vil straffe lovbrydere endnu hårdere. Der skal sendes et kompromisløst signal, simpelthen for at tilfredsstille befolkningens retsfølelse, uanset hvad erfaringerne siger.
Til gengæld råder den omvendte logik i statsministerens egen verden: Her er den blideste og mest respektfulde advarsel fuldt tilstrækkeligt, selv når det gælder de mest alvorlige lovbrud. Når det handler om Mette Frederiksens højre hånd, den kontroversielle departementschef Barbara Bertelsen, ja, så er hurtig rehabilitering tilsyneladende svaret.
Efter indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har den socialdemokratiske statsminister valgt på den ene side at acceptere den opsigtsvækkende kritik fra Granskningskommisssionen, herunder at Barbara Bertelsen begik tjenesteforseelse ved at tilsidesætte både “sandhedspligten og legalitetsprincippet“, og at hun “burde have rejst spørgsmålet om hjemmel til aflivning af alle mink“, men så på den anden side valgt alligevel ikke at gøre noget videre.
I modsætning til lavere rangerede embedsmænd, som omgående er blevet fritstillet, og som kan se frem til mulig retsforfølgelse, får det altså ingen formelle konsekvenser for Barbara Bertelsen, at Mette Frederiksen nu officielt har skrevet under på, at hendes egen departementschef havde et hovedansvar for, at loven blev brudt, og at skatteborgerne efterfølgende fik en ekstra regning på flere milliarder kroner i overkompensation til minkavlerne.
Den konsekvensløse sanktion mod Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen markerer ikke alene en forskel mellem store og små fisk, men står også i skarp kontrast til den skærpede strafkurs, som S-regeringen netop har sat på dagsordenen – og alene derfor tegner minkskandalen til kun at kunne blive yderligere intensiveret frem mod den snarlige valgkamp.
Hvis Mette Frederiksen troede, at sagen ville slutte med, at hun selv fik en næse af støttepartierne, og Barbara Bertelsen blot en advarsel, kan de begge godt begynde at tro om igen. For så flygtigt og flimrende fungerer det danske folkestyre trods alt ikke. Tværtimod har minkskandalen udviklet sig til et karakterspørgsmål for mange af de eks-DF-vælgere, som Socialdemokratiet ellers havde håbet på at kunne mobilisere med udspillet om hårdere straffe.
For en stor og udslagsgivende vælgergruppe er selve håndteringen af efterspillet til Granskningskommissionens beretning kommet til at fremstå som et symbol på dobbelte standarder, og som et vidnesbyrd om, at alle åbenbart ikke lige for loven, eller at alle i hvert fald ikke møder samme straf, hvis de bryder loven.
Ganske paradoksalt har det vist sig at være en spektakulær ulempe for Mette Frederiksen, at hendes nok mest direkte rival, formanden for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, for under et år siden blev idømt en fængselsstraf for at have brudt ministeransvarlighedsloven, og dernæst afsonede sin straf med fodlænke hjemme i Hadsund. I Støjbergs tilfælde faldt hammeren, og det er for en væsentlig vælgergruppe nu blevet modbilledet til vilkårene for Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen.
De to sager om ulovlige instrukser er indlysende og markant forskellige, særligt fordi Instrukskommissionen vurderede, at Inger Støjberg forsætligt havde brudt loven, mens Mette Frederiksen ifølge Granskningskommissionen ikke brød loven i ond tro. Men for netop den vælgergruppe, som ser ud til at rykke fra Socialdemokratiet til Danmarksdemokraterne i disse uger, er det ikke fakta og formalia, som styrer, men derimod den mere diffuse retsfølelse.
Ved ikke at ville lade den ulovlige instruks om at aflive alle mink få nogen som helst konsekvenser for de øverst ansvarlige, er Mette Frederiksen i færd med at sende et politisk signal om, at hun selv og Barbara Bertelsen er hævet over den profane virkelighed, som gælder for bandemedlemmer og Inger Støjberg. Og det synes en måske lille, men ikke desto mindre afgørende vælgergruppe at reagere skarpt på.
Paradokset er, at Mette Frederiksen ved valget risikerer at blive bedømt efter den stærkt følelsesladede form for retsfølelse, som hun selv appellerer til at opstemme og udløse over for andre lovbrydere. Hun har så at sige sluppet mørke kræfter løs, som få døgn senere rammer hende selv. Og ligesom Mette Frederiksen ikke selv er i stand til at henvise til reel dokumentation for, at strengere straffe overhovedet virker, nøjes hendes modstandere også med blot at insinuere, at toppen i Statsministeriet undviger ansvaret.
I politik findes ingen højere retfærdighed. Ved at frede Barbara Bertelsen – og nøjes med en advarsel, skønt de fleste garvede embedsfolk nok vil mene, at tiden er kommet til en diskret rokade – har Mette Frederiksen taget en stor risiko, der kan ramme hende i valgkampen. Hvor absurd det end lyder, så kan det være rigsretsdommen mod Inger Støjberg, som ender med at have skabt en revanchisme blandt netop de tidligere Dansk Folkeparti, som Mette Frederiksen formåede at kapre tilbage i 2019, som ender med at koste Socialdemokratiet en ny periode i Statsministeriet. /Lars Trier Mogensen