Pedro Nunes/Reuters/Ritzau Scanpix
“Blandt alle de mindst vigtige ting i livet, er fodbold den vigtigste,“ har den legendariske fodboldtræner Arrigo Sacchi engang udtalt. Nu er det ikke, fordi vi vil give Sacchi ret uden videre. Hvordan, den præcise rangliste over livsvigtige ligegyldigheder ser ud, kan helt sikkert diskuteres. For slet ikke at tale om hvilke ting i livet, der rent faktisk er vigtige. Som Ukraine i denne uge har illustreret med al tydelighed, er det dog svært at komme udenom fodboldens mytiske tiltrækningskraft. Midt i den nu seks måneder lange krig, hvor luftsirener og missilangreb er blevet en nærmest fast del af hverdagen, har landet i hvert fald valgt at genoptage den nationale fodboldliga.
Tirsdag blev en ny sæson af Ukrayinska Premier Liha officielt sparket i gang, da storholdet Shakhtar Donetsk spillede 0-0 mod FC Metalist 1925 Kharkiv på det olympiske stadium i Kyjiv. Og selvsagt var alt ikke ligefrem ved det gamle. Kampen blev spillet uden tilskuere og bag lukkede døre, ligesom spillerne var blevet instrueret i at søge mod et sikkerhedsrum, hvis luftsirenerne skulle lyde. Shakhtars hold, der normalt er spækket med brasilianske stjernespillere – og som i øvrigt ejes af den ukrainske milliardær Rinat Akhmetov, der også ejer Azovstal-stålværket i Mariupol – stillede med ni ukrainere i startopstillingen. Holdene FC Desna Chernihiv og FC Mariupol deltager slet ikke i turneringen, da deres byer er blevet totalsmadrede af krigen.
På trods af, at fodbolden nu bliver spillet med livet som indsats – og på mange måder virker som en lidt overflødig fornøjelse midt i tragedien – har ukrainerne imidlertid ikke tænkt sig at stoppe. Tværtimod.
“Når jeg spiller fodbold, tænker jeg slet ikke på krigen. Vi bør spillede for vores land. Det er vores pligt,“ udtaler Shakhtar Donetsks midtbanespiller Taras Stepanenko til Al Jazeera. “Fodbold er en stor del af hverdagen for mange mennesker her, og det er vigtigt at have den smule normalitet, den smule trodsighed: Du kan bombe os, alt det du vil, men vi kommer stadig til at spille og se kampene,“ fortæller en 33-årig fan. Tilsvarende har Andrij Pavelko, præsident for det ukrainske fodboldforbund, forklaret, hvordan han har talt med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij om, “hvor vigtig fodbold er som distraktion“ og som noget, “der kan hjælpe os med at tænke på fremtiden“.
Onde, mindre fodboldglade tunger vil måske sige, at hele foretagendet virker absurd. Det paradoksale er dog, at det absurde faktisk er pointen. Sjovt nok var absurdismens hof-filosof Albert Camus da også selv en ferm fodboldspiller, indtil han fik konstateret tuberkulose i sine sene teenageår. Ligesom han aldrig sidenhen slap passionen for det ellers meningsløse spil. Fodbold – og anden sport og leg i det hele taget – tilbyder nemlig en umiddelbarhed, en fysisk tilstedeværelse i nuet, der kan hjælpe os med at undslippe tilværelsens eksistentielle tyngde. Lige så meningsløst det er at rulle en sten op ad et bjerg, lige så meningsløst er det at tjatte en bold frem og tilbage i håbet om at score et mål, der måske aldrig kommer. Det er imidlertid i selve hengivelsen til den meningsløse aktivitet, at livet får fylde. Glæden skal findes ikke på trods af, men i kraft af det absurde.
Kort fortalt: Ukrainerne vinder ikke krigen ved at genoptage fodbolden. Til gengæld genvinder de livet. Og hvad kunne vel være vigtigere i en tid, hvor Rusland fortsætter sine luftangreb på civile bygninger, og samtidig truer med at forårsage en ulykke på Zaporizhzhia-atomkraftværket – det største i Europa – der er blevet besat af russiske styrker? Indrømmet, i en uge, der både har budt på Ukraines uafhængighedsdag og halvårs-“jubilæet“ for den russiske invasion, har opgøret mellem Shakhtar Donetsk og FC Metalist måske hverken været den væsentligste eller allermest sindsoprivende begivenhed (og her tænker vi ikke kun på, at kampen endte 0-0). Blandt alle de mindst vigtige ting, er fodbolden dog det, der har givet allerbedst mening. /David Dragsted