Vi passer på vor egne

I been knocking on the door that holds the throne / I been looking for the map that leads me home / I been stumbling on good hearts turned to stone / The road of good intentions has gone dry as a bone

Det var til tonerne af Bruce Springsteens We Take Care Of Our Own at Hillary Clinton og Bernie Sanders i går indtog scenen i New Hampshire. Sangen er fra 2012, og er en hård kommentar til det, finanskrisen har gjort ved både det store og det lille fællesskab i USA. Hvor er det arbejde, der vil sætte mine hænder og min sjæl fri, spørger den frustrerede fortæller i sangen. Som altid med Bruce Springsteen er tonen hård, men refrænet forløsende: “Wherever this flag’s flown / We take care of our own”. Det virker næsten ironisk, når New Jerseys helt synger at ‘vi passer på vor egne’, for det var så åbenlyst ikke det, der skete, og så entydigt ikke diagnosen i sangen. Og så alligevel. Verset gentages messende indtil alle ved, at det måske ikke er helt sådan det er, men alligevel sådan vi mødes: Vi passer på vor egne, vi passer på vore egne, vi passer på vor egne. Det er det, de færreste kan (og som alle politikere ville ønske at de kunne): Fastholde drømmen og så alligevel insistere på, at vi forholder usentimentalt til virkeligheden.

Det var jo næppe et tilfælde. Hverken sanger eller sang. ‘We take care of our own” rimer så fint på ‘It takes a village” – den bog Hillary Clinton skrev som førstedame om børneopdragelse, og om hvordan det lille fællesskab afhænger af det store.

Det var som bekendt  i går det endeligt skete: Bernie Sanders overgav sig og gav sin støtte til Hillary Clinton, nu den eneste demokratiske præsidentkandidat. Bernie Sanders sagde alle de pæne ting, man skal sige – og han sagde de lette ting, der næsten ingenting betyder (”Hillary Clinton er den bedste præsidentkandidat” – altså et mulehår bedre end Trump?). The New Yorkers John Cassidy mener at Sanders har taget sig godt betalt: At han har fået indrømmelser, der sikrer at i det mindste rester af hans ‘politiske revolution’ lever videre: Uddannelse, mindsteløn, dødstraf. Cassidy betegner det ligefrem som Sanders filosofiske sejr.

”Hun tror på, at vi skal hæve mindstelønnen til en løn, man kan leve for. Og hun vil skabe millioner af nye jobs ved at genopbygge en infrastruktur, der er ved at bryde sammen – vores veje, broer, vandforsyning og spildevandsanlæg”, sagde Sanders i sin tale og pegede dermed på en af de vigtigste indrømmelser til hans politiske revolution: At mindstelønnen i alle stater skal hæves fra 7,25 til 15 dollar.

Clinton har også imødekommet Sanders på uddannelsespørgsmålet. Ikke sådan helt, men alligevel: Sanders har argumenteret for at undervisningen skal være gratis på offentlige universitetet, og for nylig fremlagde Clinton en plan for at gøre universitetet gratis for lavindkomstfamilier.

”Tænk blot hvad det vil betyde, sagde Sanders i går, ”når alle børn i dette land uafhængigt af deres familie indkomst  vil vide, at hvis de arbejder hårdt  og klarer sig godt i skolen – ja, så har de muligheden for at få sig en universitetsuddannelse og forlade skolen uden gæld.”

Så er der alligevel rester af Sander politiske revolution, der lever længere end hans kampagne, siger John Cassidy, mens kynikeren straks vil indvende, at Hillary Clinton blot siger hvad hun skal, så hun kan vinde og  fortsætte med at kæle for Wall Street. Den konflikt mellem drømmeren og den usentimentale realist kan ikke afgøres på forhånd. Men den rejser en anden og vedholdende undren. Hvorfor er det at ingen af os, der kan lide Hillary Clinton, sådan rigtigt. Også her i Føljeton har vi igen og igen rost Hillary Clinton, blot for straks derefter at tage forbeholdet, at vi ikke rigtigt bryder os om hende.

Vox’ chefredaktør Ezra Klein har nået samme undren: Han kalder det ‘kløften’ og mener dermed kløften mellem den Hillary Clinton, som medarbejdere, modarbejdere og snart sagt alle der kender hende beskriver, og så den Hillary Clinton som overfor en bred offentlighed kæmper for at blive præsident. Ezra Klein har sat sig for at forstå kløften mellem de to Hillary’er og har talt med et hav af mennesker for at forstå modsætningen· Det er der kommet en fremragende tekst ud af, som er god at blive klog af. Konklusionen er, som Klein skriver, god for journalisten men skidt for skribenten:  Hun lytter mere end hun taler. Vi har stadig ikke sænket paraderne helt her på Føljeton, men vi lover at vi vil prøve at lytte bedre efter.

PS. Mange har undret sig over, hvilken titel Bill Clinton vil bære, hvis han takket være sin kone vender tilbage til Det Hvide Hus. Mens ‘præsident’ er herligt kønsneutral titel, er ‘first lady’ temmeligt entydigt bundet til et mere traditionelt kønsrollemønster. Men lige her er det en fordel, at den første kvindelige amerikanske præsident vil være gift med en tidligere en af slagsen. Bill er stadig præsident af navn, og derfor kommer der ingen ‘first lady’ men blot to ‘President Clintons’ i Det Hvide Hus.