Nyhedsanalysen
fw - fredag
Sidst på ugen nåede vi til Ungarn, hvor premierminister Viktor Orbán har afskediget to … nej, ikke ministre, men meteorologer for ikke at være helt præcise i deres forudsigelser. Som Emilie Ewald skrev fredag, er der vist ingen, der har lært ham, at sol, måne og stjerner ikke er en eksakt videnskab, og at man ikke skal skyde budbringeren. Ellers er han fyldt med gode one liners: “Først troede jeg, at vi kun havde skudt os selv i foden, men nu er det tydeligt, at den europæiske økonomi har skudt sig selv i lungerne,“ siger han for eksempel om udsigten til en kold vinter uden gas, mens han selv læner sig tilbage og lader os andre vente på de gode løsninger.
Vi slutter i Grækenland, hvor en spionskandale har taget om sig i en grad, hvor efterretningschefen er gået af – og det samme er premierministerens kontorchef, der også er hans nevø. Det sker, efter henholdsvis en journalist, en oppositionsleder og muligvis mange flere er blevet overvåget med softwaren Predator. For hvem køber et overvågningssystem for at luske sig ind på kun to menneskers telefoner? Alle beviser peger i retning af den græske regering, der det seneste år har overvåget over 15.000 enheder, men selv benægter alt ulovligt. Så mens vi venter på den næste store afsløring fra forskerne hos Citizen Lab, der i øvrigt også har fundet lignende overvågning i Danmark: Skål, og god weekend! /Emma Louise Stenholm