John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix
Mens Danmark tirsdag agerer vært for et topmøde med EU-landene omkring Østersøen, hvor det bl.a. skal drøftes, hvordan man opnår et tættere samarbejde om energiforsyning og grøn omstilling, står Storbritannien stadig mere isoleret på den anden side af det kolde farvand. Og som om dét ikke var nok, har formandsopgøret i Det Konservative Parti sat briterne i en ubehagelig venteposition, bedst som energikrisen har skabt en elektrisk og nervøs stemning blandt befolkningen. Uanset om det bliver famlende Rishi Sunak eller forhåndsfavoritten Liz Truss, der d. 5. september kan kalde sig ny premierminister, kommer de stigende elpriser til at diktere politikken – eller manglen på samme.
I sidste uge kunne Ofgem, der regulerer markedet for gas og el i Storbritannien, oplyse, at briternes elregninger til oktober vil stige med hele 80 pct. Til januar risikerer op mod to tredjedele af de britiske husstande at leve i “fuel poverty“, altså at skulle bruge mindst 10 pct. af deres nettoindkomst på energi. Selvom regeringen gør sit bedste for at forsikre befolkningen om, at vinteren ikke bliver noget problem, ulmer frygten for en humanitær krise. Alt imens nabolandet Frankrig allerede har fastfrosset gaspriserne og sat et loft over elprisstigningerne i et forsøg på at beskytte de fattigste franske husstande, lader hjælpen i hvert fald vente på sig i Storbritannien. Og det på trods af, at landene har et delvist forbundet elforsyningsnet.
Som en nærmest tragikomisk understregning af, hvordan Storbritannien står uden lederskab på et ellers kritisk tidspunkt, kunne man i weekenden læse et (ikke videre betryggende) indlæg fra afgående Boris Johnson i The Daily Mail. Her fik Johnson på vanlig bombastisk vis opridset, hvordan de kommende måneder bliver “hårde, måske meget hårde“ med elregninger, der vil få “øjnene til at løbe i vand“. Samtidig fik Johnson behændigt sendt aben videre med et løfte om, at hans efterfølger vil komme med en “kæmpe finansiel støttepakke“ – uden at uddybe, hvordan den ellers vil blive udformet.
Meget mere betryggende er løfterne ikke ligefrem fra Liz Truss, der ventes at vinde formandsopgøret. I sin bedste parodi af Margaret Thatcher har Truss indtil videre henvist til skattelettelser som det universelle vidundermiddel, der skal løse alle briternes problemer. Ifølge kritikere risikerer dén manøvre dog blot at forværre inflationen i landet, og det i en tid, hvor pengene i forvejen bliver slugt af energiprisernes sorte hul. For at gøre ondt værre har Norge tilmed indikeret, at man overvejer at stoppe for eksporten af den strøm fra vandkraft (betalingsmur), som Storbritannien modtager via undersøiske kabler. Hvor tårevædet vinteren bliver afhænger i høj grad af, om Truss gør alvor af sine trusler. Man forstår dog godt, hvis briterne længes efter at komme over på den anden side af Østersøen. /David Dragsted