Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Politikere reagerer forskelligt under pres. Lige nu er S-regeringens ministre tydeligvis i vildrede. Frustrerede, mistænksomme og næsten helt ude af kontakt med omverdenen. Inden for kort tid vil statsminister Mette Frederiksen (S) blive tvunget til at udskrive nyvalg, selvom tidspunktet er håbløst for Socialdemokratiet.
S-regeringen har desperat brug for nogle vindersager. Frarøvet det overraskelsesmoment, som en statsminister normalt har i forhold til timingen af valgudskrivelsen og frataget muligheden for at kunne lancere nye og generøse valgløfter på grund af de stigende priser og inflation, står Socialdemokratiet med et sjældent svært afsæt for valgkampen.
Indtil videre har ministrene forsøgt sig med spredt fægtning. Justitsminister Mattias Tesfaye (S) vil sætte kriminelle længere tid i fængsel, og udlændingeminister Kaare Dybvad (S) vil både sende flere udlændinge ud af landet og have tørklæder forbudt i grundskolen. Men udspillene er defensive, tilbageskuende og uoriginale.
Fremlæggelsen af forslaget til en finanslov for 2023 kunne have været et vendepunkt, et mere selvsikkert modtræk til de faldende meningsmålinger. Men finansminister Nicolai Wammen (S) gjorde ikke situationen bedre for Socialdemokratiet, da han onsdag fremlagde udspillet som han selv kaldte for en “inflationsfinanslov“.
Den økonomiske kurs er stort set status quo, altså en bureaukratisk videreførelse af budgettet for i år. Det har næsten karakter af en afpolitiseret drifts-finanslov, som teknisk set ruller videre i januar, hvis det ikke lykkes for et flertal i Folketinget at blive enige om en ny finanslov inden nytår. Altså business-as-usual, hvor alting kører videre mere eller mindre uændret.
“Der er sikkert nogle, der vil sige, at en finansminister typisk, når han fremlægger den sidste finanslov op til et valg, vil have en masse gaver at dele ud,“ lød det fra finansminister Nicolai Wammen, som straks tilføjede: “Det er ikke tilfældet i dag.“
Udtrykket var demonstrativt endnu mere sparsommeligt, forsigtigt, og ja, næsten nervøst end under tidligere finansministre som f.eks. Bjarne Corydon og Claus Hjort Frederiksen. For selv det mest offensive udspil blev præsenteret uden overbevisning eller større politisk selvsikkerhed.
Selv S-regeringens eneste trumfnummer i form af ekstra penge til psykiatrien kom til at fremstå som en fuser. På den ene side afsætter S-regeringens ganske vist 550 mio. kr. til forbedringer inden for psykiatrien, men på den anden side vil det ifølge professor i sundhedsøkonomi ved VIVE, Jakob Kjellberg, koste op mod 4,5 mia. kr. – om året – at realisere den tiårsplan for psykiatrien, som sundhedsmyndighederne selv har lavet.
Sundhedspolitik tegner sig ellers som den markant største vælgerbekymring og ikke mindst den årelange vanrøgt af psykiatrien mobiliserer. På tværs af det politiske spektrum er der principiel enighed om, at psykiatrien trænger til en gevaldig opgradering, og helt uden for sammenligning er den del af det samlede sundhedsvæsen, som halter allermest bagefter den øvrige samfundsudvikling.
Den principielle enighed om at løfte psykiatrien er dog endnu ikke blevet fulgt op af vilje til også at betale for en bedre behandling af landets psykiatriske patienter og mest sårbare eksistenser. Indtil videre har flertallet i Folketinget ikke villet finde pengene – og sådan ser det nu ud til at ville fortsætte. Heller ikke Socialdemokratiet er klar til at prioritere ressourcerne.
Den påfaldende lille pose penge, der er afsat i S-regeringens finanslovsudspil, er opsigtsvækkende, fordi forhandlingerne om psykiatrien ellers netop er gået i gang hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Netop nu ville Socialdemokratiet dermed have alle muligheder for at sætte en kontant dagsorden, som både ville sætte en skarp kant til de borgerlige og potentielt kunne tiltrække mange af de titusindvis af vælgere, som i hverdagen og som bl.a. pårørende tumler med de menneskelige omkostninger fra den dysfunktionelle psykiatri.
På papiret er S-regeringens målsætninger godt gennemtænkte. Målet for psykiatriplanen er bl.a., at børn og unge skal kunne få rettidig hjælp i psykiatrien, at patienter ikke udskrives før tid, at brugen af tvang nedbringes, og sundhedspersonalet skal have lyst til at arbejde i psykiatrien. Men midlerne mangler. Pengene er ikke afsat, og dermed bliver det vanskeligt for Socialdemokratiet at gøre psykiatri til et valgkampstema.
Generalsekretær for organisationen Bedre Psykiatri, Jane Alrø Sørensen, har tydeligvis mistet tålmodigheden: “Jeg er dybt bekymret for, hvordan vi skal komme i mål med en psykiatriplan, når regeringen spiller så vagt ud i forhold til finansieringen af en psykiatriplan,“ siger hun:
“Og så er jeg ærlig talt også meget skuffet over, at regeringens finanslovsudspil ikke matcher det ambitionsniveau, som er lagt for dagen i det faglige udspil, der er kommet fra styrelserne, eller det politiske ambitionsniveau, som partierne har lagt for dagen.“
Finansminister Nicolai Wammen forsøger at afværge kritikken ved at appellere til en midtersøgende pragmatisme: “Det, man forhandler hos sundhedsministeren, er en tiårsplan for psykiatrien, så det er vigtigt at se det her som et skridt på vejen og ikke hele svaret på problemet,“ siger finansministeren: “Det er vigtigt at se det her som et skridt på vejen – og ikke som hele svaret på alt det, vi står med der.“
S-regeringen har altså valgt at placere sig tilbageholdende og neutralt. Mildest talt en besynderlig position her lige før en valgkamp, hvor Socialdemokratiet risikerer at miste regeringsmagten, og hvor psykiatri ellers tegnede til at kunne blive en tiltrængt vindersag. /Lars Trier Mogensen