Inger Støjberg og hunden Ludvig. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ukrainerne har fået et nyt våben i krigen mod Rusland: Deres egen helt egen hundeglade troldehær. Russiske bots og troldefarme længe har været berygtede på internettet, særligt efter det amerikanske præsidentvalg i 2016. Men nu får den russiske misinformation altså modstand i form af “forsvarsalliancen“ North Atlantic Fellas Organization, forkortet NAFO. Med dårligt tegnede og fotoshoppede billeder af Shiba Inu-hunde – kendt fra internettets “doge“-memes – går en broget skare af internetkrigere til angreb på russiske embedsmænds SoMe-profiler, der snart fanges i et net af latterliggørelse. Og den ukrainske regering sætter tydeligvis pris på indsatsen.
“Min personlige salut til #NAFOfellas […] jeres kamp mod misinformation er værdifuld,“ skrev forsvarsminister Oleksіj Reznіkov tirsdag i et tweet, hvorefter han ændrede sit profilbillede til en doge. Også det ukrainske forsvarsministeriums officielle Twitter-profil har været ude og hylde NAFO i utvetydige vendinger: “Tak for jeres benhårde kamp mod Kremls propaganda og trolls. Vi saluterer jer, fellas!“
Hvad der på overfladen ligner et fjollet projekt, der reducerer krigens rædsler til distanceret meme-kultur, har på mange måder ramt et ømt punkt hos Vladimir Putin og kompagni. De såkaldte “fellas“ – som NAFO-medlemmerne kalder sig – spænder vidt og bredt, på tværs af erhverv og landegrænser. Sikkerhedseksperter blander sig med politikere og almindelige Twitter-brugere, der sammen kan feje russernes løgnagtige argumenter af banen i en syndflod af shitposts. Samtidig er NAFO’s salg af doge-billeder med til at rejse penge til det ukrainske forsvar.
Som Jakub Kalenský, senioranalytiker ved European Center of Excellence for Countering Hybrid Threats, understreger til Politico, er “det at bruge humor til at modvirke misinformation en genial strategi“. Eks-militærmanden – og nuværende fella – Matthew forklarer meget godt hvorfor: “Jeg tænkte, at det var virkelig sjovt, både billederne af de små hunde, men også måden, hvorpå det kan bruges til at skide på russiske embedsmænd […] Når du tweeter til en af de her russiske regeringskonti eller spytslikkere, og de så svarer, er de jo pludselig i gang med at diskutere med en tegneseriehund.“ Med et snuptag synes den russiske propaganda ikke længere så skræmmende. Tak, doge.
Grinagtig debat
“Hvor ægte latteren end er, så forudsætter den et skjult håb om forståelse, jeg havde nær sagt delagtighed med andre grinebidere, virkelige eller indbildte,“ skriver filosof Henri Bergson i Latteren: Et essay om komikkens væsen. Underforstået: Det komiske er noget, vi deler med andre; det komiske er det menneskelige. Som Immanuel Kant bemærker i Kritik af dømmekraften, er latter dog også noget, der opstår, når anstrengelse støder på tomrum. Og den runger højest, når en forventning bygges op, der forvandles til det rene ingenting.
Set i det lys, må en politiker i valgkamp vel være noget nær det allermest komiske. Så meget energi bruges på at opnå forståelse blandt vælgerne, på at sprede forventninger til fremtiden. Ofte viser løfterne sig dog at bestå af den tommeste luft – hvorefter man dårligt ved, om man skal græde eller grine. Hvordan skal man fx ellers reagere på regeringens ønske om at sende asylansøgere til Rwanda, når man i Altinget kan læse, at det vil få EU-Kommissionen til at indlede et juridisk efterspil – og i værste fald kan få Danmark smidt ud af Dublin-forordningen? Eller når Inger Støjberg meget forventligt mener (betalingsmur), at hunden – og alle Danmarks problemer – ligger begravet i kulturlivet, der åbenbart skal have fjernet 800 mio. kr., så personer bosat i landets yderkommuner kan få hævet deres kørselsfradrag?
Om Støjberg har ladet sig inspirere af NAFO, skal vi i ikke kunne sige, men på Danmarksdemokraternes hjemmeside har hendes hund Ludvig i hvert fald fået en prominent placering som en “kandidat“, der “har begge (sæt) ben solidt plantet på jorden“ og blik for de ægte danske værdier. Som for eksempel det med “at hygge helst skal være noget, man kan tygge“. Det er god dansk gøgl, og velsagtens noget, der giver pluspoint hos partiets kernevælgere. Uden at lægge for meget i stuntet, peger det dog også på et voksende problem: At politik åbenbart ikke længere er et spørgsmål om faglighed, men om folkelighed. Det risikerer efterhånden at gøre os alle til grin.
Søndag skal den første statsministerkandidatdebat stå, en vaskeægte triel mellem Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (K). Vi kan næsten ikke vente. Forventningen kommer dog også med et forbehold: Bliver det mon tv-underholdning efter amerikansk forbillede, eller antager kandidaterne en sobrere, tysk tilgang? I krig og kærlighed gælder som bekendt alle kneb, men politik er ingen af delene. Kampen for demokratiet skal hverken være tøhø-sjovt eller et pinligt selvhjælpsprojekt (vi kigger på dig, Alex Vanopslagh). Ligesom den heller ikke skal bygge på ubegrundede følelser og forblommet virtue signalling, men på åbenhed og saglige argumenter. For som NAFO og de russiske embedsmænd har vist os – uden sammenligning i øvrigt – findes der næppe noget mere ydmygende end at skulle diskutere “politik“ med en hund kaldet Ludvig. /David Dragsted