Ailen Diaz/Reuters/Ritzau Scanpix
Da en prisstigning på metrobilletterne i Chiles hovedstad Santiago tilbage i 2019 førte til omfattende demonstrationer, lå det måske ikke i kortene, at chilenerne – på baggrund af utilfredsheden – tre år senere ville gå til folkeafstemning om en ny forfatning. Endnu mindre lå det i kortene, at en progressiv forfatning, der gjorde op med arven fra diktator Augusto Pinochets neoliberale eksperimenter, rent faktisk ville blive nedstemt. Det er ikke desto mindre den ambivalente situation, chilenerne mandag må forholde sig til: Efter flere års slid og slæb for at udarbejde et nyt, mere retfærdigt og lige grundlag for landet, har befolkningen stemt nej til forslaget i utvetydige vendinger: Med godt 62 pct. af stemmerne for, og 38 pct. af stemmerne imod, er den nye forfatning blevet nedstemt. En skuffet præsident Gabriel Boric må af samme grund tilbage til tegnebrættet.
Efter Boric tilbage i december sidste år vandt det chilenske præsidentvalg foran den ultrakonservative Pinochet-apologet José Antonio Kast, var det ellers håbet, at arbejdet på den nye forfatning stod over for et gennembrud. Ikke nok med, at Boric blev den yngste præsident i Chiles historie, så virkede venstrefløjsprofilen også som den perfekte mand til at gøre op med landets gamle forfatning fra 1980, der bl.a. førte til omfattende privatiseringer og minimal statsindgriben i økonomien (med eksploderende ulighed og en udhulet velfærdsstat til følge). På bagkant af en overbevisende valgsejr tydede alt sågar på, at Boric også havde den folkelige opbakning til at trække landet i en ny retning.
Den nye forfatning, som chilenerne nu alligevel har takket nej til, tilbød da også et radikalt anderledes Chile. Udarbejdet af en særligt nedsat forsamling, der både har haft en ligelig kønsfordeling og repræsentation fra landets oprindelige befolkning, ønskede den 388-sider lange forfatning bl.a. at styrke landets klimaindsats og miljøbeskyttelse, at øge ligestillingen, sikre retten til fri abort, give flere rettigheder til oprindelige folk samt LGBTQIA+-grupper, og desuden at fastslå retten til uddannelse, sundhedspleje og rent drikkevand.
Kort fortalt: Forfatningen ville i store træk øge ligheden i landet og kaste Pinochet definitivt på porten. Og mens visse kritikere har kaldt den foreslåede forfatning økonomisk uansvarlig, har en lang række af stjerneøkonomer, herunder Mariana Mazzucato, Ha-Joon Chang og Thomas Piketty omvendt skamrost det “visionære“ dokument, der “sætter en ny global standard i dens modsvar til klimakrisen, økonomisk usikkerhed og manglen på bæredygtig udvikling“. Økonomernes omfavnelse har imidlertid ikke været nok i en betændt valgkamp, der bl.a. også har budt på en omfattende misinformationskampagne, som frygtes at have påvirket valgresultatet. På sociale medier har falske historier om, at forfatningen eksempelvis ville afskaffe den private ejendomsret, skabt virale ramaskrig, alt imens den voksende inflation og nuværende økonomiske usikkerhed formodentlig også har mindsket chilenernes radikale reformlyst.
“Hvis Chile var neoliberalismens vugge, vil det også være dens grav,“ har Gabriel Boric tidligere udtalt om sit arbejde for at skabe et nyt, mere progressivt og venstreorienteret Chile. Efter mandagens smertefulde nederlag, må Boric dog i første omgang fokusere på at forene et land, der tilsyneladende er blevet godt splittet af forfatningsdebatten. Alt tyder dog på, at nedstemningen ikke bliver et definitivt nej til en ny forfatning. Arbejdet kan snarere begynde forfra, da folkeafstemningen fra 2020 – hvor godt 80 pct. ønskede et opgør med 1980-forfatningen – stadig står ved magt. Pinochets arv kan altså stadig nå at blive lagt i graven. Det kommer bare til at tage flere forsøg og længere tid, end Boric nok havde håbet. /David Dragsted