Femi-konservatismen

Theresa May er endnu ikke blevet hyldet som en sejr for ligestillingen. Når konservative kvinder stiger op og kommer til magten, er det mærkeligt nok sjældent meget mere end deres dyre sko, der fremhæves. Men her på Føljeton er vi ikke bange for at bemærke opbruddene, når de sker.

Særligt ikke når de – som i tilfældet Theresa May, Storbritanniens nye premierminister – er en del af en bredere politisk bølge. Theresa May er nemlig meget mere og andet end en ‘Thatcher Light’, altså en klon af jernladyen fra 1980’erne. Theresa May gør allerede en forskel – som konservativ. Og som kvinde.

For danskere kan det lyde paradoksalt, ja, næsten umuligt, men i den virkelige verden, lige uden for Danmarks grænser, er det en ny form for femi-konservatisme, som styrer det meste af Nordeuropa. Borgerlighed identificeres ikke længere kun med små blå mænd, men derimod med slagkraftige, selvstændige kvinder. Overvej eksempelvis, hvad De Konservative ville kunne have drevet det til herhjemme, hvis de havde valgt tidligere klima-kommissær Connie Hedegaard som ny formand?

Potentialet er enormt. Det viser udviklingen i vores del af verden med al tænkelig tydelighed. Med lyn-udnævnelsen af den 59-årige Theresa May som efterfølger til David Cameron er kønsbalancen for alvor tippet i vores nærmeste nabolande – i retning af kvindelige regeringsledere, konservative kvinder: Fra Norges socialkonservative statsminister Erna Solberg over Polens nationalkonservative statsminister Beata Szydło til dronningen af Nordeuropas nykonservative bølge, Tysklands kansler Angela Merkel. Og ved næste valg kan Sveriges nye statsminister meget vel hedde Anna Kinberg Batra, den 46-årige nye leder af Moderaterna.

I praktisk politik er Danmark omsluttet – fra Nordjylland over Vest- og Sønderjylland til Sjælland og Bornholm – af konservative ledere, som forener noget så enestående som dels at være ganske populære i en tid præget af politikerlede og dels at være kvinder i en verden præget af magtens mænd. Storbritanniens nye premierminister Theresa May kom imponerende fra start med en klar, kontant og påfaldende indigneret tale, der kan vise sig at blive begyndelsen på en ny kurs.

Hun vil bekæmpe den ”brændende ulighed” for kortuddannede, farvede minoriteter og drenge. Ja, den nye, kvindelige regeringsleder lagde fra med at adressere ikke blot den voksende sociale ulighed i Storbritannien, men også den kønsbetingede ulighed, som i stigende grad hægter bogligt svage drenge af i svinget. Hun slår sig op på at være de under-priviligeredes repræsentant, ikke de riges. Hun tør tale om køn. Dét er opsigtsvækkende – skønt det naturligvis også er spin og taktik. Alt i alt et tegn på, at en intelligent kvinde sagtens kan komme ind fra højre og overtage store dele af socialdemokraternes klassiske dagsorden – uden at sparke nedad og bruge prygelknaber.

Den socialkonservative Theresa May er i disse døgn i fuld gang med at lave en omvendt Tony Blair: Hun er ved at indtage den politiske midte med socialdemokratiske paroler. May er i så henseende den fjerde vej. Og da hun samtidig med snarrådighed har fået viklet Brexit-fortalerne, ikke mindst Boris Johnson som ny udenrigsminister, godt og grundigt ind i magtens åg, står hun allerede som en politisk figur, der kan komme til at forme nordeuropæisk politik markant i de kommende år. Den femi-konservative æra er begyndt. Allerede andre steder end i Danmark.