Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Én ting er at glemme mad og vasketøj, når man gennemfører en hurtig flugt. Noget andet er at efterlade militært materiel som kampvogne og raketstyr. Hel bizar bliver flugten dog, når man ligefrem lader de lærere tilbage i stikken, som man har indsat for at indoktrinere skolebørn i kontrafaktisk russisk historieskrivning.
I takt med at den ukrainske modoffensiv har sendt Rusland på et desperat tilbagetog i det nordøstlige Ukraine, er historierne om en demoraliseret russisk hær væltet ud. Overrumplede af den uventede, ukrainske blitz, har russerne i adskillelige byer taget benene på nakken og efterladt drømmen om en smertefri sejr. Ukrainere fortæller, hvordan russerne er flygtet på alle tænkelige måder, har efterladt soldaterkammerater i forbifarten og tilsyneladende ikke har tænkt på at tage deres våben med sig.
Ifølge den 55-årige Iryna Chmil fra den nu tidligere besatte by Verbivka løb de russiske soldater eksempelvis så hurtigt, at “deres bukser var ved at falde af“. Og da en gruppe forlangte at få hendes minibus, så de kunne flygte, gav hun dem fluks nøglerne. Imens har den ukrainske viceforsvarsminister Hanna Maliar beskrevet, hvordan man skyder flyvebreve mod russerne ved frontlinjen, hvor de opfordres til at overgive sig – med henvisninger til, at de blot bruges af Putin som “kanonføde“.
Kort fortalt: Krigen er mildest talt ikke gået, som Vladimir Putin havde forestillet sig. Tirsdag lød der meldinger om, at Ukraine har gentaget kontrollen over byen Vovchansk blot tre kilometer fra den russiske grænse, mens russiske tropper angiveligt også er ved at forlade den strategisk vigtige by Melitopol, den andenstørste by i den sydlige Zaporizhzhia-region. Selv Rusland har indrømmet, at man har trukket tropper tilbage fra Kharkiv-regionen, mens Ukraine ifølge præsident, Volodymyr Zelenskij, nu har befriet et areal svarende til 8.000 kvadratkilometer.
På sociale medier er der flittigt blevet delt fotos af brændte russiske flag og genindsatte ukrainske bannere. Et af de mere ydmygende billeder på Putins kuldsejlede invasion, må dog næsten være de ovennævnte lærere. I Washington Post kan man læse, hvordan Kreml åbenbart har været så sikker på sejren, at man allerede havde indsat russiske lærere i den besatte, østlige del af Ukraine, hvor elever skulle indoktrineres i et russisk bestemt pensum – og i den forbindelse forberedes på fremtidige, ulovlige afstemninger om regionens indlemmelse i Rusland. Nu er selvsamme lærere imidlertid blevet efterladt med udsigt til retsforfølgelser og lange fængselsstraffe.
Febrilsk har Rusland forsøgt at forklare, at lærerne faktisk ikke var russere, men ukrainske kollaboratører. Tilbage står Putin dog med et stadig større forklaringsproblem i hjemlandet. Den gloriøse fremtid, som lærernes tilstedeværelse i Ukraine signallerede, har vist sig at være et blændværk. Og selv russiske hardlinere er tilsyneladende begyndt at indse, at de er blevet ført bag lyset. Kritikken af Putin er pludselig mere udtalt, eksempelvis med henvisninger til, at man bør indføre en general-mobilisering i landet. Imens går Putin rundt og indvier pariserhjul i Moskva, som om intet var hændt.
I et 90 minutter langt telefonopkald med Putin opfordrede Tysklands kansler Olaf Scholz tirsdag til, at den russiske diktator trækker sine tropper helt ud af Ukraine. Sandsynligheden for, at Putin rent faktisk lytter til Scholz, er vist stadig forsvindende lille. Vi gad dog virkelig godt have overhørt det telefonopkald. At man overhovedet har holdt samtalen kørende i hele 90 min. virker som en bedrift i sig selv. Den pinlige tavshed må have været tæt på uudholdelig. For er der noget, vi har lært de seneste dage, er det, at Ukraine har langt flere muskler at spille med, end man hidtil har tænkt muligt – og at Putin står stadig mere ydmyget og isoleret tilbage. /David Dragsted