Foto: Victoria Jones/AFP/Ritzau Scanpix
Der er nu gået en uges tid, hvor hans højvelbårenhed kong Charles – formerly known as prince – har siddet på den britiske trone. Hvis man ikke fulgte de mange indsættelsesceremonialiteter på tv, men i stedet fx på Twitter, hvor små penible situationer af få sekunders varighed kan blive liked af tusinder og få et langt efterliv, så er det indtryk, der står klarest tilbage, nok fra episoden, hvor kong Charles skal til at sætte sig for at underskrive et dokument og med en irettesættende håndbevægelse og et teatralsk anstrengt ansigtsudtryk beder nærmeste tyende om at fjerne nogle skriveredskaber, som han synes står i vejen.
”Det klip repræsenterer ikke, hvem jeg er, eller hvad jeg føler, jeg står for,” ville kong Charles nok sige til det. ”Jeg er så meget mere end det.”
Der er jo også hans levende interesse for arkitektur (og kamp mod postmodernismens menneskefjendske arkitektoniske udtryk); og så er der selvfølgelig miljøforkæmperen Charles. I forbindelse med virkeliggørelsen af Charles’ kongedrømme efter moderens død har der atter været fokus på en række breve, som han sendte til forskellige myndighedspersoner i den britiske regering i 2004 og 2005. Korrespondancen, som The Guardian i 2015 fik aktindsigt i efter 10 års tovtrækkeri (!), giver et indblik i, hvordan den daværende prins har forsøgt at påvirke regeringens politik på en række områder – og som The Guardian formulerede det: ”nogle områder mere idiosynkratiske end andre”.
I 2004 skrev prins Charles til daværende miljøminister Elliot Morley, at han ”i særlig grad håber, at det ulovlige fiskeri af den sorte patagoniske isfisk står højt på jeres liste over prioriteter, fordi indtil den handel bliver stoppet, er der ikke meget håb for den stakkels gamle albatros, som jeg vil blive ved med at kæmpe for”.
I et brev stilet til premierminister Tony Blair i 2005 opfordrede Charles til, at regeringen fik aflivet en masse grævlinger (”a proper cull of badgers”), hvor det var nødvendigt. ”Det er mig ubegribeligt, at ‘grævlingelobbyen’ synes at være helt uberørt af nedslagtningen af dyrt kvæg i tusindtal og alligevel er modstandere af en kontrolleret aflivning af overbestanden af grævlinger – det er for mig at se intellektuel uredelighed.”
Prins Charles’ indsats på klimaområdet går årtier tilbage. I sidste uge bragte Dagbladet Information en leder med den lettere overraskende overskrift ”Længe live kong Charles!” (betalingsmur) signeret Jørgen Steen Nielsen, avisens mangeårige klimareporter og i øvrigt tidligere chefredaktør. Jørgen Steen Nielsen (herfra bare kaldet Jørgen), der næppe er royalist, skrev varmt om prins Charles’ klimakæmpende aktiviteter og energiudladninger, som åbenbart har stået på ikke bare i nogle årtier, men i en menneskealder.
Jørgen rekapitulerede, hvordan prins Charles allerede i 1970 som 22-årig holdt sin første offentlige miljøtale, ”hvor han i alle utvetydige vendinger advarede om, at ‘vi i dette øjeblik konfronteres med de forfærdende konsekvenser af forurening i alle dens kræftlignende former’.” Det er ikke en decideret lobhudling af prins Charles, som Jørgen er ude i, men mere en ret skal være ret-ting. Jørgen nævner også, hvordan prinsen sagde, ”vi går som søvngængere mod katastrofens afgrund”, 14 år inden FN’s nuværende generalsekretær turde svinge sig på de nagler med en lignende formulering. Og som Jørgen skriver videre: ”Meget mere har han sagt, både før og siden, drevet af bekymring over, hvad han har kaldt vores ‘totale beslutsomhed på at besejre naturen og undertrykke alt, hvad der har med den at gøre’.”
Den blinde vinkel
Det er meget godt, altsammen. Miljøreporteren Emily Atkin, som skriver det fremragende klimanyhedsbrev HEATED, er ikke så venligt stemt over for monarken. I seneste udgave opfordrer hun til, at man afholder sig fra at kalde Charles for ”klimakongen”. Hun nævner, at et medie har kaldt ham ”climate change king”, mens et andet omtaler ham ”den grønne konge”. Og værst af alt – som hun ser det – så har den britiske klimaforkæmper Tony Jupiter i et interview kaldt Charles III for ”måske den vigtigste klimaperson nogensinde”.
”Der er noget, som disse lovprisende artikler glemmer, skriver Emily Atkin: ”Meninger og holdninger hos klimaaktivister i nationer, som briterne har koloniseret, og som tilfældigvis er de lande, der er hårdest ramt af klimaforandringerne.” Atkin anfører, at Charles aldrig har anerkendt det britiske monarkis fulde ansvar for klimakrisen. ”Adspurgt af BBC sidste år om, hvorvidt Storbritannien gjorde nok for at bekæmpe klimaforandringerne, svarede han: ‘Det kan jeg umuligt kommentere.’ Og mens Charles har anerkendt den generelle uretfærdighed, som er en del af monarkiets koloniale eftermæle, har han ikke forbundet eftermælet med den voksende ulighed, som klimaet skaber rundt om i verden”.
Det er en god pointe. Men ulighed er jo nok blind vinkel nr. 1 i ethvert apanageinficeret kongehus, hvor trone, magt og privilegier går i arv. /Oliver Stilling