Hvis du for en håndfuld år siden bevægede dig ind i dagligvarebutikken SuperBest på Rungsted Bytorv, ville du med stor sandsynlighed møde en ung filippinsk kvinde, der fyldte indkøbsvognen med leverpostej, spaghetti og figenstænger. Hun fyldte ikke indkøbsvognen, fordi hun selv skulle mæske sig i uanede mængder leverdreng. Nej, postejen købte hun til den børnefamilie, som havde valgt hende som au pair.
Der er lille sandsynlighed for, at du i dag ville møde hende. Antallet af au pairs, der kommer til Danmark, har nemlig ikke været lavere i mange år. Statistikken var på sit højdepunkt i 2008, hvor knap 3.000 personer fik opholdstilladelse til at være au pair i Danmark, mens antallet sidste år var 670. Det viser tal fra Udlændingestyrelsen.
De familier, som au pairen plejede at handle leverpostej til, var og er (udover deres forbrug af danskerspisen) ikke helt almindelige. De har typisk en indkomst, der er langt højere end gennemsnittet og bor oftest i en af de nordsjællandske kommuner. Familierne betalte sig med au pairs fra hverdagens huslige arbejde, ofte med den begrundelse, at begge forældre på den måde kunne deltage i karriereræset.
Flere kvinder i ledelse
Au pair-ordningen er tidligere blevet kaldt en gave til ligestillingen. En au pair gjorde det nemlig muligt for mor at gøre hvad far altid har kunne: få en karriere og et travlt arbejdsliv. I heteroseksuelle forhold er det stadig kvinden, der laver størstedelen af det huslige arbejde såsom at hente, lave aftensmad og vaske tøj. En au pair aflastede kvindens arbejdsbyrde og gjorde det dermed muligt for flere kvinder at bryde glasloftet og sætte sig i chefstolen.
Sådan var fortællingen i hvert fald. Allerbedst fortalt blev den af chefredaktør på Berlingske Tidende Mette Østergaard i et opsigtsvækkende debatindlæg. Hun skrev, at hendes au pair var årsagen til, at hun kunne besidde stillingen som chefredaktør og samtidig være fraskilt mor til to. “Au pair-ordningen er en gave til os, som gerne vil betale vores skat, gerne vil bidrage til samfundet, gerne vil være nærværende for vores børn og samtidig slå positivt ud i de problematiske ligestillingsstatistikker,“ skrev Mette Østergaard.
Umiddelbart virker au pair-ordningen da også som en oplagt løsning for begge parter. En kvinde fra Filippinerne ønsker et arbejde, hvor hun kan tjene mere end derhjemme. Hun kommer til en velstillet dansk børnefamilie, der ønsker hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen, fordi moren i et heteroseksuelt forhold retfærdigt nok ønsker en karriere på samme måde som faren. I Danmark får vi flere kvinder i lederstillinger, og flere penge kan sendes tilbage til Filippinerne. Det må da være en win-win-situation.
Billig arbejdskraft
Professor ved Institut for samfundsvidenskab og erhvervsøkonomi på RUC Hanne Marlene Dahl er dog skeptisk. Hun mener, at det er tvivlsomt, at man kan løse et ligestillingsproblem ved “at importere, undskyld udtrykket, billig arbejdskraft fra det globale syd“.
Den typiske au pair i Danmark er en filippinsk kvinde i sluttyverne med en mellemlang videregående uddannelse, viser en evaluering af ordningen fra 2019. Hanne Marlene Dahl påpeger, at nogle au pairs er uddannede folkeskolelærere eller sygeplejersker, og at man ved au pair-ordningen “tømmer samfund for arbejdskraft og kvindelige omsorgsgivere. På den måde bidrager man også til nogle globale uligheder og derfor har det en omkostning, at man prøver at løse et ligestillingsproblem ved hjælp af en løsning, som betyder, at der bliver genskabt uligheder i andre dele af verden“.
Samme skepsis udtrykker postdoc på sociologisk institut ved Københavns Universitet Anna Sofie Bach, der har skrevet ph.d. om karrierekvinder og deres partnere: “Selvom det er et kulturudvekslingsprogram, har vi set, at filippinske kvinder efterlader deres egne børn i Filippinerne hos nogle slægtninge for at kunne komme op og tage sig af rige vestlige kvinders børn, så de kvinder kan gå på arbejde.” Hun uddyber: “Hvis den kæde knækker, er det jo interessant, hvem der så tager over? Jeg tror ikke nødvendigvis arbejdet ryger tilbage til karrierekvinden og heller ikke nødvendigvis til hendes mand.“
Hvor ender det huslige arbejde?
Velstillede børnefamilier er langt hen af vejen stoppet med at lappe et ligestillingsproblem med au pair-ordningen. Spørgsmålet er så bare, hvad de gør nu? Hvordan sikrer de, at mor stadig kan have en karriere? Der findes ingen dansk forskning på området, men Anna Sofie Bach fortæller, at selvom det huslige arbejde i mindre grad bliver gjort af en au pair, betyder det ikke nødvendigvis, at forældrene nu gør det selv: “Der er ikke nogen, der siger, at bare fordi man ikke har en au pair, så ligger den opgave imellem parret. Man kan jo få andre til at købe ind, man kan købe madordninger, man kan købe rengøringshjælp, man kan også have andre, der henter sine børn“.
Professor Hanne Marlene Dahl forestiller sig eksempelvis, at tilkøbt rengøring kunne være en løsning for familierne. Hun nævner, at fremkomsten af tjenester fra gig-økonomien såsom Wolt og Nemlig.com, hvor man fx kan få leveret dagligvarer, sandsynligvis også vil indgå som en del af hverdagens puslespil hos velstillede børnefamilier. Antallet af forbrugere, der anvender den slags tjenester, er steget med 75 pct. på fem år, og netop børnefamilier er de flittigste kunder.
At udlicitere det huslige arbejde er dog ikke altid en frugtbar løsning på ligestillingsproblemet. Det mener professor ved Birkbeck University of London Rosie Cox, der forsker i au pair-ordninger og hushjælp. Hun påpeger, at man skal se på, hvem den slags løsninger skaber ligestilling for.
Ligestilling for hvem?
Når det huslige arbejde udliciteres, er det muligt for overklassekvinden at tage et lederjob. Flere kvinder i ledelse er godt for ligestillingen. Til gengæld overser man, hvem der så faktisk laver det arbejde, som kvinden nu har betalt sig fra at udføre. Rengøringsarbejde udføres typisk af kvinder, ofte med indvandrerbaggrund, mens gigøkonomiens leveringsarbejde overvejende varetages af personer med lav uddannelsesbaggrund. Samtidig er det også her mere almindeligt for en ikke-etnisk dansker end for en etnisk dansker at varetage de jobs. På den måde kan den klasseprivilegerede danske kvinde sende det huslige arbejde videre til de mindre privilegerede i samfundet, og således fortsætter det huslige arbejde med at befinde sig nederst i hierarkiet.
“Husarbejde har sin status fra køn og fra dets placering i den kapitalistiske økonomi. Det kan ikke måles, det kan ikke værdisættes, og derfor anses som for ubetydeligt og ubrugeligt, og dermed betragtes dem, som udfører det, som ubetydelige og ubrugelige,“ fortæller Rosie Cox, og uddyber:
“Vi ved, at når kvinder udfører arbejde, der ligner det huslige, men bliver betalt for det, falder arbejdets status. Det gælder fx rengøring på hospitaler, der ikke anses som lige så vigtigt som at være portør på et hospital. Den lave status forbliver altså selvom arbejdet bliver betalt. Når det huslige arbejde går fra at være ubetalt til at være betalt, bliver arbejdets lave status overført til arbejderen. Men arbejderens status bliver også overført til arbejdet. Huslige opgaver, hvad end de er udført i et hus eller i et andet set-up, er altid langt nede og bliver set som nemme“.
En social nødvendighed
Når en familie betaler for at få deres hjem rengjort, indgår det i den betalte del af økonomien. Men selve arbejdet forbliver stadig usynligt, lavt betalt og underværdsat. Det harmonerer ifølge Rosie Cox ikke med, at arbejdet faktisk er nødvendigt for, at samfundet overhovedet kan fungere: “Husarbejdets lave status er så dybt forankret i vores samfund, i dens forbundethed til kvinden. Derudover er racisme også så dybtliggende, at det yderligere overfører lav status over på det traditionelle huslige arbejde. Det er to meget kraftfulde fænomener, og de har en tendens til at producere dårlige arbejdsvilkår eller lav betaling for mennesker, der bliver betalt for at udføre det. Der er en mangel på respekt og forståelse for arbejdets vigtighed“.
Hverken au pair-ordningen, rengøringshjælp eller gigøkonomi kan altså fikse ligestillingen. Så hvor efterlader det de velstillede kvinder med lederdrømme? Rosie Cox hævder, at løsningen er todelt. For det første skal vi anerkende husligt arbejde ikke bare som et socialt gode, men som en social nødvendighed. Vi skal “blive ved med at fremhæve de færdigheder, det kræver, vigtigheden af det samt synligheden af det,“ konstaterer Rosie Cox og tilføjer: “Herefter skal vi sætte spørgsmålstegn ved det. Vi skal spørge: Hvem gør det? Hvordan er de organiseret? Hvilke arbejdsvilkår har de?“.
I sidste ende mener Rosie Cox, at husligt arbejde altid vil blive set ned på, indtil det er mænd, der udfører det – nærmere bestemt mændene i de velstillede danske børnefamilier i de nordsjællandske kommuner. Det er nemlig først, når mænds engagement i det huslige arbejde bliver en norm, at dets status vil ændres, uddyber Rosie Cox.
Man løser ikke nogen ligestillingsproblemer ved at sende den huslige arbejdsbyrde videre nedad i samfundshierarkiet. Det bidrager snarere til, at de mest privilegerede kan nøjes med at udføre det arbejde, der rent faktisk giver prestige, og efterlader husligt arbejde til andre. Hvis ligestilling betragtes som en sag udelukkende mellem velstillede mænd og kvinder, der vil til tops ved at undgå husligt arbejde, risikerer man at sparke nedad. Og det har aldrig været en god strategi til at destruere hverken patriarkatet, racisme eller klasseundertrykkelse. /Xenia Heiberg Heurlin