Michael M. Santiago/AFP/Ritzau Scanpix
Normalt er det ikke fordi vi her på Føljeton vil beskrive os selv som videre overtroiske. Alligevel måtte vi forleden spærre øjnene op, da vi hos TV2 Lorry kunne læse, at en slange med to hoveder er blevet spottet i Kalvebod Fælled på Amager. Sandt at sige kan man godt blive lidt apokalyptisk sindet, når man dagligt sidder med hovedet begravet i nyhedsstrømmen. Af samme grund skulle der ikke meget til, førend slangen havde sat gang i fantasien og katastrofetankerne. Hvordan kunne det her overhovedet være andet end et tegn på Jordens nært forestående undergang? Det virkede jo som noget taget direkte ud af Johannes’ Åbenbaring,
Til vores lettelse kunne vi efter en nærlæsning af Lorry-artiklen konstatere, at tohovedede slanger faktisk ikke er et ubeskrevet blad. Som naturvejleder i Naturstyrelsen Jes Aagaard kunne forklare, er en hugorm med to hoveder tidligere blevet spottet i Danmark tilbage i 2011. Med andre ord er der ”bare” tale om et særsyn, der giver anledning til nogle interessante tankeeksperimenter – såsom hvilket af de to hoveder, der overhovedet bestemmer. Det ændrede dog ikke helt på følelsen af et svært definerbart ubehag. På kvalmen, som Jean Paul-Sartre ville sige.
For nej, nok var slangen alligevel ikke en inkarnation af ondskaben. Men det er nu heller ikke fordi verden fattes bebudere af dommedag. Det kan i hvert fald være svært at holde hovedet koldt, når man det ene øjeblik læser om en mulig katastrofe ved Zaporizhzhia-atomkraftværket i Ukraine, og det næste øjeblik om nye, skræmmende klimaundersøgelser. For slet ikke at tale om alle de dårligdomme, der knap nok finder vej til dagspressens spalter. Som at der eksempelvis er flygtet flere end 6,8 mio. mennesker fra Venezuela siden 2015, hvilket er tæt på det samme antal, som der er flygtet fra krigen i Ukraine. Eller at hvert femte barn i Somalia fra oktober risikerer at lide af dødelig underernæring, hvis den nuværende hungersnød fortsætter.
Patagonia redder dagen
Onsdag i denne uge begyndte FN’s 77. generalforsamling, der løber af stablen i New York frem til den 27. september. Der bliver nok at diskutere, særligt når det kommer til FN’s verdensmål. For nok har verdensmålsnålen gået sin sejrsgang som obligatorisk udstyrsstykke på enhver midaldrende mellemleders jakkesæt. Men når man faktisk kigger på selve målene, står det mere dystert til. Forud for generalforsamlingens startskud kunne FN’s Udviklingsprogram (UNDP) i sidste uge frigive en noget nedslående pressemeddelelse, der i grove træk fortalte, at det går… ja, ad helvede til.
”For første gang i de 32 år, UNDP har beregnet det Menneskelige Udviklingsindeks (HDI), som måler en nations sundhed, uddannelse og levestandard, er det faldet globalt to år i træk. Menneskelig udvikling er tilbage på 2016-niveau, og vi har dermed tabt tidligere opnåede fremskridt mod verdensmålene for bæredygtig udvikling”, stod der pressemeddelelsen. Og så har vi end ikke nævnt den ildevarslende indledning:
”Verden slingrer fra krise til krise, fanget i en cyklus af brandslukning og ude af stand til at tackle de grundlæggende årsager til de problemer, vi står over for. Uden en skarp kursændring kan vi være på vej mod endnu flere afsavn og uretfærdigheder.”
Av for den. Uanset hvor sort alting har set ud, har vi ellers længe haft den olivengren at klamre os til, at det netop er gået fremad med de positive udviklinger på verdensplan. Fattigdommen er faldet, levestandarden er blevet hævet, tallene går stadig den rigtige vej, det hele skal nok blive godt i sidste ende. Populærvidenskabelige tænkere som canadisk-amerikanske Steven Pinker er blevet hyldet vidt og bredt for diverse opløftende budskaber om, at kloden både er blevet sundere, sikrere og mindre voldelig.
Gemt væk dybt inde i den ellers sympatiske positivisme, har der dog også ligget konturerne af en farlig selvtilfredshed. Foranlediges man først til at se de opløftende statistikker som en særegen naturlov, som et vidnesbyrd om, at den fortsatte globale vækst nok også skal forlænge fremskridtet, risikerer man i hvert fald at selvfølgeliggøre det benhårde arbejde, som forandringen kræver. Én ting er at konstatere, at verden gradvist bliver et bedre sted. Noget helt andet er at sikre, at udviklingen fortsætter. Eller som UNDP altså også siger: Skarpe kursændringer er nødvendige. De opadgående kurver laver ikke sig selv.
Set i det lys, kan man dårligt gøre andet end beundre den seneste udmelding fra milliardvirksomheden Patagonia og dennes stifter Yvon Chouinard: I stedet for at sælge eller børsnotere Patagonia, vil 83-årige Chouinard nu donere hele virksomheden til en særlig fond, der skal investere alle Patagonias profitter i at bekæmpe miljøkrisen og klimaforandringerne. ”Jorden er nu vores eneste aktionær”, lyder Chouinards meget elegante forklaring af manøvren.
Det kan man da kalde vækst med omtanke. Ja, pludselig virker verden bare lidt mindre dyster; man kan næsten mærke kvalmen fortage sig. Steven Pinker kan meget vel have ret i, at sortsynet mestendels bør pakkes væk. Men hvis flere beslutningstagere rent faktisk brugte mindre tid på at klappe selvtilfredst på deres verdensmålsnål, og i stedet betragtede tingene som Yvon Chouinard, ville der næppe være slanger i paradis. /David Dragsted