Hvem?
Han ligner umiddelbart en veltrænet bodyguard, som han står dér trofast og årvågen ved siden af den hårdt prøvede franske præsident, François Hollande. Og dét har både landet og præsidenten akut brug for.
I politisk forstand er Manuel Valls også manden, der lige nu holder sammen på den upopulære socialdemokratiske regering i Frankrig: Den 53-årige statsminister Manuel Valls har i de senere år været tvunget til at træde tungt frem i forbindelse med en række tragiske terrorangreb i Frankrig og er dermed samtidig trådt i karakter som en politisk leder, der vækker håb i andre EU-lande om en mulig renæssance for socialdemokratismen.
Han kan blive den politiske figur, der formår at bremse Front National og højrefløjens fremmarch i Europa. Midt i kaos står Manuel Valls således som en sidste politisk autoritet, der på en og samme tid symboliserer republikkens sisyfos-kamp mod terrorismen og en ny fremtid for en socialdemokratisk bevægelse i Europa, som ellers lider valgnederlag fra land til land.
Men han er også magtmanden, som fremkalder mindst lige så meget vrede fra venstrefløjen, som Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair gjorde, da han stod på toppen af den tredje vej.
Hvorfra?
Han har fået tilnavnet ‘tyrefægteren’, da han er født i Barcelona i 1962. Manuel Valls blev først fransk statsborger som 20-årig, men flyttede allerede som teenager til Frankrig og blev som 17-årig aktiv i det franske socialistparti. Allerede fra en tidlig alder sluttede han sig til højrefløjen i Parti Socialiste og har i de senere år påtaget sig rollen som hardliner, både i værdipolitikken og fordelingspolitikken.
Som indenrigsminister fra 2012-14 fortsatte han således den tidligere konservative regerings kontroversielle kurs med hårdhændet udvisning af bl.a. romaer, og som statsminister siden 2014 har han stået i spidsen for en kompromisløs reformkurs, der ville gøre selv tidligere finansminister Bjarne Corydon misundelig: Manuel Valls har gjort det til sin definerende mission at ville modernisere den offentlige sektor i Frankrig gennem vidtgående reformer af særligt arbejdsmarkedet og pensionssystemet.
På den hjemlige politiske scene har de demokratiske kampe været næsten lige så krævende for Manuel Valls som de gentagne islamistiske terrorangreb mod Frankrig – fra angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion i januar 2015 over massakren i bl.a. Bataclan i november 2015 til torsdagens lastbil-attentat i Nice.
Hvorhen?
Han kalder sig selv for en ‘Blairiste’ eller ‘Clintonien’, ja, man kunne måske ligefrem kalde ham for en ‘Nyrupiste‘. For Manuel Valls ser interessant nok den skandinaviske velfærdsmodel som et forbillede – vel at mærke den model, der i 1990’erne blev verdenskendt under etiketten ‘flexicurity’. Manuel Valls mener, præcis som daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at forudsætningen for at skabe en konkurrencedygtig økonomi er, at det skal være let både at hyre og fyre folk. Heraf det sammensatte ord ‘flexibility’ og ‘security’.
Kritikerne i Frankrig mener dog, at Valls har bevæget sig langt, meget langt, i retning af at opløse velerhvervede lønmodtagerrettigheder. Efter en periode med dramatiske begivenheder kan det måske være svært at huske, men umiddelbart før EM i fodbold var værtslandet Frankrig hærget af demonstrationer og gadeoptøjer. Og vreden blandt både de unge aktivister og de ældre fagforeningsfolk var i særdeleshed rettet mod Manuel Valls.
Som andre midtersøgende højrefløjs-socialdemokrater er det afgørende spørgsmål dog, om Manuel Valls vil formå at tiltrække flere borgerlige vælgere, end han oplagt også skræmmer venstreorienterede vælgere på vild flugt. I et land, hvor formanden for Front National, Marine le Pen, står til at kunne blive præsident – og socialdemokraterne allerede har prøvet at blive vraget i den sidste valgrunde ved et præsidentvalg, som det skete for Lionel Jospin i 2000 – kan Manuel Valls dog ende med at stå som sidste skanse for partierne og vælgerne til venstre for højrefløjen.
Forresten
I kampen om at blive samlingsfiguren for den socialdemokratiske bevægelse i Europa har Manuel Valls reelt kun én konkurrent – og i øvrigt personlige ven – nemlig Italiens kun 41-årige statsminister Matteo Renzi. De tilhører begge den socialdemokratiske reformfløj, og netop disse to herrer vil her i det kommede år skulle dyste om at præsentere håndgribelige svar på de kulturelle spændinger og sociale frustrationer, som dominerer dagens Europa, og som indtil videre ser ud til at gavne højrefløjen mest.
Hvis ikke enten Valls og/eller Renzi kan finde på et socialt afbalanceret svar på såvel den nye terrortilstand som uligheden efter finanskrisen, er der næppe nogen, der vil.