Et foregangsland under vand?

Hengemt i hjørne på førstesalen på Rijksmuseet i Amsterdam, langt væk fra andensalens mange turister, der ivrigt snor sig ind og ud mellem hinanden for at få et glimt af Vermeers Malkepige eller Rembrandts Nattevagten, hænger Wijnand Nuijens Schipbreuk op een rotsachtige kust fra 1837.

Et “højdepunkt for nederlandsk romantik“, som plaketten siger. Det gullige lys fra en tidlig morgensol i kontrast til bølgerne, der slår voldsomt ind mod klipperne og mod stranden, hvor de skibbrudne ligger forslåede og udspredte. Skibet sluges af havet, kæntret. Vandet går i ét med de store klippeformationer og oplyses af solen gennem skyerne, imens de skibbrudne er henlagt i mørke.

Blandt værker af landets havne, virkelighedstro kopier af datidens krigsfregatter og malerier af Amsterdams utallige kanaler, hænger skibbruddet som en påmindelse om menneskets skrøbelighed i mødet med naturen. Et faktum, som søfartsnationen Nederlandene i sin historie som europæisk stormagt og vandbetvinger, altid har levet i lyset af.

Trods sin størrelse er Nederlandene et af verdens tættest beboede lande. Den sparsomme plads har lagt til grund for et historisk behov for kreative løsninger i et land, hvor to tredjedele er i risiko for oversvømmelse, hvis det ikke var for deres digesystemer. Som jeg senere får at vide i mine skrattende engangshøretelefoner på en kanalrundfart, har livet i Amsterdam altid været centreret om byens kanaler, der både agerede forsvarsværk, transport og vandkontrol. Især vandkontrollen er vigtig, for størstedelen af datidens huse blev bygget på træ (en del er stadig), og hvis vandstanden falder, og træet udsættes for ilt, risikerer det at rådne. Byen ville helt bogstaveligt kollapse.

Men det er ikke længere faldende vandstand, som nederlænderne skal frygte. I en rapport, der udkom forrige år, kunne Det Royale Nederlandske Meteorologiske Institut (KNMI) varsle, at alle landets forsvarsinstanser mod det stigende havniveau vil være sat ud af kraft allerede omkring år 2050 som konsekvens af de hastigt tiltagende konsekvenser af klimaforandringerne.

Bygget til at kunne modstå en stigning på maksimalt én meter vand inden år 2100, viste målingerne nu dobbelt så meget, og hvis der ikke kommer et radikalt kystsikringsforslag, vil hele landets vestlige del risikere at stå under vand ved århundredeskiftet. Og det tæller altså også storbyerne Rotterdam, Haag og Amsterdam.

Vandafvisende videnskab

“På vej! Jeg har en grøn silkeskjorte på.“ Mailen tikker ind, imens jeg med hastige skridt bevæger mig igennem studerende i hobetal og over Utrecht Universitets overdådige campus. Jeg har retning mod universitetscaféen, hvor jeg har aftalt at mødes med Jana Cox, der forsker i flod- og deltamorfodynamik som ph.d.-studerende på Universiteit Utrecht.

“Vi kommer til at se en katastrofal begivenhed i Nederlandene i løbet af de næste fem til 10 år, som kommer til at skræmme folk helt vildt,“ forudser Cox, hvis forskning fokuserer primært på sediment – altså sand og mudder i floder og kanaler – og dredging, som løst kan oversættes til praksissen ’at opgrave mudder’ eller ’udskrabning’ af floder.

De nederlandske floder eroderer hastigt, og det især den store dredging-industri, der øger risikoen for potentiel oversvømmelse, understreger Cox. “Hvis du dybest set graver mudder op et sted, kan du forårsage ustabilitet et andet sted, hvor der vil ske erodering. Det er det problem, de har lige nu, fordi de konstant uddyber, hvor havnene er, men det, der sker, er, at nogle af kanalerne i land, meget tættere på byerne, eroderer virkelig hurtigt,“ siger hun og fortsætter: “Vand har energi, så hvis du ændrer energien ét sted, skal der være en reaktion et andet sted.“

Mængden af havnetrafik i Rotterdam Havn, Europas største fragthavn, stiger kun eksponentielt, og alene i første halvår af 2022 var mængden af den samlede fragtgennemstrømning 0,8 pct. højere end året før. Her snakker vi 233,5 mio. tons last. Den konstante stigning af trafik medfører også skibe, der kan følge med – som 400 meter lange supertankere. For at kunne imødekomme disse eksorbitante størrelser, bliver kanalerne hele tiden udgravet, hvilket påvirker kanalsystemerne.

“Når floderne har en ubalance i energi, forsøger de at udvide sig. De kan enten angribe nedad eller udad. Hvis de angriber udad, så angriber de digerne, havmure, flodbredder og andre sikkerhedsforanstaltninger mod oversvømmelser. Så vores sikkerhedsforanstaltninger oplever at blive angrebet mere konsistent, fordi vi tager for meget sediment ud. Des mere vi udgraver, des mindre sediment er der til at beskytte vores infrastruktur,“ tydeliggør Cox.

“Måden, hvorpå lavtliggende kystområder kan overleve havniveaustigning, er, at sedimentet bygger sig op hvert år. År for år skal deltaer og flodmundinger have en vis mængde materiale leveret, hvilket er sådan land opbygges. Når havniveauet stiger, skal man derfor sørge for, at mængden af materiale, der kommer hvert år, opvejer den mængde, havniveauet stiger. Og det er absolut ikke tilfældet i Nederlandene. De fleste af de europæiske flodmundinger og deltaer er faktisk ikke i fare, fordi havniveauet stiger hurtigt. De er primært i fare, fordi vi fjerner og flytter så meget af sedimentet – det eneste, der beskytter os.“

Mudrede løsninger

En af de nuværende strategier for at vedligeholde de naturlige diger og beskytte dem imod erosion, kan være noget så simpelt som at putte mudder og ler på, fortæller talsperson og kommunikationsrådgiver hos Foreningen for de Nederlandske Regionale Vandmyndigheder Jane Alblas mig, da jeg fanger hende på telefonen tilbage fra hotellet.

“Det kan være forvirrende for folk, der ikke er fra Nederlandene, at forstå, men vi har to organisationer, der arbejder med diger: Vi er de regionale, og så er der DeltaWorks, der varetager de kæmpestore diger, som har national betydning – og de er styret af den siddende regering,“ forklarer Alblas. Vandmyndighederne er fuldstændig selvstændige, hvorfor nederlænderne betaler en særegen, lovpligtig ‘vandskat’ til foreningen, hvis to primæropgaver er at sikre dem frisk vand og regional flodbeskyttelse.

“Det modstridende lige nu er, at vi nok er de sikreste, vi nogensinde har været, fordi der bliver gjort mere for at gøre digerne sikre, og standarderne er højere end nogensinde før. Og på den anden side er de udfordringer, vi står over for, større og langt mere indflydelsesrige, end de nogensinde har været før. Det er en ret betydelig periode lige nu […] Vi er vant til at skulle tilpasse os de skiftende omstændigheder. Hvad angår vedligeholdelsen af vores diger, har vi gjort det i 900 år. Men vi har virkelig brug for, at der skal virkelig ske en større forstærkning af digerne,“ forklarer Alblas og fortsætter:

“Hvert område har dets særegne element i forhold til, hvad der er den bedst egnede løsning for digerne. Der er mange aspekter, der spiller ind i de forskellige roller, som digerne har – fx hvis det er en dige ved en tæt befolket, eller hvis er en dige på landet, hvor behovet er anderledes.“

“Vores store byer og størstedelen af arbejdspladserne er i de lave områder. Behovet for boliger er der. Og det lyder svært, men vi er et land, der altid har været vant til at skulle kæmpe med vand. Vi er nødt til at erkende, at det ikke vil være den mest fornuftige ting at bygge huse i lavtliggende områder med alle de fremtidige udfordringer, vi står over for in mente. Havniveauet stiger, og vi bliver nødt til at justere boligerne. Vi skal også erkende, at vi nok ikke kommer til at bygge huse, der holder hundrede år, så vi skal bygge på en meget mere midlertidig måde.“

Synkende byer og evigt pladsmangel

Der er simpelthen ikke plads nok – især ikke man også befinder sig midt i en verserende boligkrise. På den lange bane er digeforstærkninger ikke nok. Der skal større tiltag til for at frigive land. Nederlandene er verdens næststørste eksport af afgrøder – kun overhalet af USA. Og når vandet stiger, er det især den opdyrkede jord, der kommer til at være i fokus.

Digerne agerer både løsning og problem. De beskytter landet ved at adskille det fra tilstødende floder, men den selvsamme adskillelse afskærer samtidig landet fra at kunne få tilført sediment fra floderne, der netop ville muliggøre, at det kunne rejse sig over tid.

Jana Cox forklarer, at det “ender med synkende flodsletter eller synkende byer, og alt sedimentet sætter sig fast i de kanaler, som vi har brug for, at skibene kan komme igennem. Vi har sat et system op for os selv, hvor alt er ude af balance.“ Hun og hendes kollegaer har derfor kigget mod udenlandske projekter, hvor det er lykkes at rejse land i lyset af havniveaustigninger.

“De løsninger, vi arbejder med, forbinder jorden med vand og sediment igen. Nogle gange ved bevidst at lave et hul i et dige og lade noget af vandet og sedimentet komme igennem. Mange af løsningerne er på kort sigt ikke de mest økonomisk gavnende, men derimod i den forstand, at de mindsker oversvømmelsesrisikoen på lang sigt – fx ved at skabe et vådt landområde, hvor vi bare lukker vandet ind, og mindske oversvømmelsesrisikoen samt hæve jorden. Men det betyder også, at man skal flytte landmændenes marker. Så den største kamp, vi møder, er en kamp om arealanvendelsen.“

At tænke vertikalt

En anden måde at frigive plads på, kan man finde ude i industriparken ABC Westland, syd for Haag på vejen mod Rotterdam. Industriparken er selverklæret hjemsted for progressive producenter af agrikultur, “fremtidens landbrug“, og efter at være faret vild i den koksgrå labyrint så karakteristisk for sådanne parker, finder jeg mit mål: Vertical farming-landbruget Future Crops.

Nederlandene er verdenskendt for brugen af den type af grøntsagsproduktion, der foregår vertikalt frem for vandret – og på den måde kan formå at opretholde en lignende produktionsmængde som på de store landbrug, men på markant mindre areal.

“Vi er en producent på kun 2.500 kvadratmeter, hvilket er sjovt, når man falder i snak med andre producenter, som fx gror tomater eller agurker – så snakker de altid i hektarer, og vi er dem med kvadratmeterne,“ siger marketingsansvarlig Brenda Hanemaaijer, da vi kommer op i det lille mødelokale i bygningen, hvor alt dufter af koriander. “Og på grund af hastigheden af dyrkning af afgrøder kan vi producere op til 85 tons om året,“ tilføjer hun.

“Den store fordel ved vertikalt landbrug er, at man kan dyrke året rundt, hvilket begrænser mængden af affald og adskiller sig fra dyrkning udenfor, hvor man skal forholde sig til årstiderne – vind, sol osv. Og på grund af vores kontrollerede miljømæssige landbrug, kan vi styre alt, så planten kun får det, den virkelig skal bruge, hvilket gør den stærkere og længere frisk. Alt er målt og planlagt,“ påpeger Brenda og bliver suppleret af forretningschefen Susanne Mosmans, der suser ind i lokalet kort efter.

Alt i firmaet er en eksakt videnskab, forklarer de to kvinder. Afgrøderne bliver høstet mellem 20-28 dage efter plantning og sendes direkte ud til forhandleren. Og selvom virksomheden har eksperimenteret med andre typer produkter såsom tomater, kartoffelknolde og jordbær, så er det urter og bladgrønt, der fungerer bedst og deres primære fokus. “Dybest set kan du gøre hvad som helst i en vertikal farm, men pointen er, om du kan lave en ‘business case’ ud af det?“ understreger Susanne.

“Den største udfordring med vertikalt landbrug er, at vi stadig er dyrere end andre. Vores markedspris er højere end gennemsnitsprisen, men vi kommer derhenad og tættere på. Jeg mener, vi er fuldautomatiske, og det koster penge,“ påpeger hun.

Planterne vokser i lukkede systemer, efter firmaets agronomer fandt frem til, at planterne kan vokse stabilt og ensformigt uden problemer, hvis menneskekontakt reduceres til lig nul. Og da jeg lidt senere får lov til at blive vist rundt på “gården“, er det uden nogen former for smykker, og først efter vi alle er blevet sprittet helt af igennem det, der i mistænkelig grad ligner en bilvask til mennesker. I størstedelen af planternes kortvarige liv befinder de sig i vokserummet, hvor de er i kontakt med en massiv robotarm. Vand, lys, mørke, fugtighed kontrolleres af maskiner, og gennem vandet får planterne næringsstoffer – uden nogen former for pesticider.

”Vi dyrker på substrat, i jord, og i den egenskab er vi ret unikke. Jorden er, hvor planter skal vokse, de skal have deres rødder ned i jorden. Vi har lavet en type ebbe-flod-system, som er hvordan de får deres vand i starten. Vi genbruger stort set alt, men selvfølgelig med substrat kommer der et tidspunkt, hvor jorden ikke er så rig længere, og den skal tages ud. Men vi sigter efter at være cirkulære, så vi sælger til en virksomhed, der kan sælge det videre, og resterne af vores basilikumplanter bruges til pesto,” forklarer Susanne. At planterne gror i jord, betyder dog også, at de har brug for gødning, og selvom alt på denne fremtidens gård føles som taget ud af en Ursula Le Guin-roman, så har man endnu ikke fundet en måde, hvorpå det helt kan undgås at bruge kunstgødning i det lukkede system.

Til gengæld genbruger Future Crops 97 pct. af deres vand, hvilket Susanne forklarer, efter jeg har forelagt hende og Brenda den gængse kritik af vertikalt landbrug – gårdenes enorme energi- og vandforbrug – og tilføjer:

“Vi har 18.000 solpaneler på taget, og taget er fyldt, så vi kan ikke have flere. Til vores resterende energibehov køber vi 100 pct. naturlig energi, der kommer fra vind,“ siger Susanne. “Om vinteren,“ tilføjer Brenda. “Så om sommeren har vi ikke brug for det, vel?“ “Nej, stort set aldrig.“

De to kvinder fortæller entusiastisk, at ambitionen rækker meget længere end bare Nederlandene – supermarkeder verden over skal kunne have deres eget tårn og derved blive selvforsynende på urter og bladgrønt. Men lige nu er en stor del af projektet stadig at få skabt opmærksomhed om produkterne og landbrugsmetoden. Susanne uddyber, at de ifølge den nuværende EU-lovgivning ikke må kalde deres produkter for økologiske. En ting er brugen af kunstgødning, en anden og mere væsentlig grund er, at man kun må kalde sit produkt økologisk, hvis det er groet “fuldt“ i jorden – og altså ikke på hylder.

Forelsket i fortiden

Selvom vertikalt landbrug langt hen ad vejen føles som en anden deus ex machina for Nederlandenes pladsproblemer, er der stadig en kamp at kæmpe, før landbruget erstattes af pakhuse fuld af robotter og LED-lys. Og selvom vandet stiger, skal befolkningen endnu overbevises om den immanente krise. En nylig undersøgelse kunne berette, at op mod 90 pct. af nederlænderne stadig har tiltro til, at de nuværende digesystemer vil holde.

Ligesom på Rijksmuseum i Amsterdam er det nemt at lade sig forføre at fordums bedrifter og af det system og den tekniske kunnen, som det gamle nationalmuseum også vidner om. Men det er netop, hvad det er og bliver: Et vidne, der, hvis man ikke passer på, nemt kan lulle en ind i en ubetinget tiltro til tidligere tiders kunnen. Pludselig glemmer man tiden, og så er der ikke lang tid til, at det nuværende flodsikringssystem vil stå under vand i 2050. Så er det bare at håbe, at nederlænderne får øjnene op inden da. /Astrid Plum

Serien er udgivet med støtte fra Europa-Nævnet.