Foto: Scanpix
Selvom Danmarks stolte statsminister Mette Frederiksen (S) dygtigt, men også temmelig bizart, bliver ved med at lade, som om det sleeet ikke er tilfældet, nærmer folketingsvalget sig med hastige skridt. Man må gå ud fra, at en hel del borgere med stemmeret har tænkt sig at sætte deres kryds ud for et parti, der tager klimakrisen for pålydende: Det vil sige dybt alvorligt.
Man må antage, at der er nogle – måske ikke mange, men nogle – mennesker ude omkring i landet, som ligefrem overvejer at give deres stemme til et andet parti end det, som de under normale omstændigheder ville betænke under valghandlingen. Man kan vel i princippet godt have stemt på Dansk Folkeparti i årevis og stadig synes, at Morten Messerschmidt er en sympatisk ung fyr med spændende politiske ideer og alligevel have en nagende følelse af, at de menneskeskabte klimaproblemer nok er en altoverskyggende politisk udfordring.
Hvis man har det sådan og endnu ikke har gjort op med sig selv, hvad der så er næste skridt, kan man med held lytte til Den Grønne Ungdomsbevægelses nye, stærkt anbefalelsesværdige podcast ‘Hvem fanden stemmer man på midt i en klimakrise?‘. Det er en meget tilgængelig podcast, hvor to unge værter, klimaaktivisterne Caroline Bessermann og Mette Susgaard, afsnit for afsnit gennemgår de forskellige politiske partiers klimapolitik ved simpelthen metodisk at sætte sig ind i, hvad partierne siger og skriver om klimaet.
Det er ikke, fordi Føljeton har et horn i siden på Det Konservative Folkeparti; mange af vores yndlingspersoner identificerer sig som konservative – fx crossdresseren og polyhistoren Ditlev Tamm og den tidligere EU-klimakommissær Connie Hedegaard (okay, måske ikke mange). Men det ville være synd at sige, at partiets klimapolitik klarer sig godt i Den Grønne Ungdomsbevægelses podcast. Værterne vurderer, at folketingsmedlemmerne Mette Abildgaard og Mona Juul virker oprigtigt optaget af, jo, faktisk ligefrem bekymrede for klimaet. Men Bessermann fortæller, at da hun gik ind på partiets hjemmeside for at studere dets klimapolitik, så… “altså Mette, jeg tabte kæben. Jeg var chokeret, jeg var faktisk oprigtigt rystet over, hvor lidt Konservative har på klimapolitik, og det gjorde mig rigtig bange for, at Pape Poulsen egentlig skulle være Danmarks næste statsminister.“
Særligt én fremhævet formulering irriterer de to klimaaktivister. Det er der, hvor der står, at Det Konservative Folkeparti gerne vil “vise resten af verden, at den grønne omstilling kan gå hånd i hånd med vækst og arbejdspladser“. Værterne sukker: “Det er så floskelagtigt. Det er så vildt for mig, at nogen kan få sig selv til at skrive det.“ To andre fremhævede formuleringer om, at Danmark skal være klimaneutralt i 2050, og at landets CO 2-udledning skal reduceres med 70 pct. i 2030, imponerer heller ikke, da det er det samme, som står i klimaloven. “Det er så vanvittigt, at man ikke har noget konkret klimapolitik, når man er et parti 2022. Jeg forstår det simpelthen ikke,“ lyder det.
Der er meget mere at komme efter i podcasten. Indtil videre er det kun Konservative og SF, som Den Grønne Ungdomsbevægelse har taget ved vingebenet. Og med den formulering (den med vingebenet) kan du måske fornemme, at vi også anbefaler borgere tilhørende det segment, som valgforskningen kalder ‘den ældre vælgermasse’, at gå ind og lytte – og evt. genkalde sig deres egen ungdoms vrede og indignation og måske endda handle på følelsen på valgdagen.
Hvis man som borgerlig vælger skulle nå frem til den erkendelse, at klimakrisen bør have førsteprioritet ved folketingsvalget, er der en risiko for, at krydset skal sættes lidt længere til venstre (for Guds skyld ikke på Venstre!) end sædvanligt. Og så må man sluge den bitre pille, at Mette Frederiksen, hvor upålidelig og dumstolt man end synes hun er, får nogle år mere som statsminister.
Det er i orden at have et anstrengt forhold til Alternativet. Det er mere end i orden. Men det totale kaos, der tidligere prægede partiet, og som kom til udtryk som flyvsk idioti, internt personfnidder og gensidig tilsvining på et niveau, der ikke engang var normalt for dansk politik, synes at være fortid, efter at Francisca Rosenkilde blev partiets politiske leder i 2021. At partiet Grøn Alliance nu er blevet en del af Alternativet siger meget. Nu mangler vi kun, at Frie Grønnes politiske leder Sikandar Siddique gør det samme. Klimaet er vigtigere end hans personlige politiske ambitioner. Der er selvfølgelig også den mulighed, at de borgerlige partier kommer ind i kampen. /Oliver Stilling