Hvid mands hyrde

At blive udsat for racistisk og nedværdigende forskelsbehandling er ikke for hvide. Og slet ikke for hvide mænd. Sådan fungerer verden bare ikke. Eller hvad? I virkelighedens verden er der en stor og stigende gruppe af kortuddannede hvide mænd, som føler, at de er endt som en marginaliseret minoritet. De bliver gjort til grin som tabere uden smag og fornuft – og hånet for deres vulgære bandeord, mærkelige frisurer og usunde overvægt.

Dødeligheden blandt hvide midaldrende mænd er stigende. Alkoholisme, selvmord og pillemisbrug er de konkrete dødsårsager, men det kolde faktum er, at hvide midaldrende mænd i USA simpelthen er begyndt at dø – som den absolut eneste befolkningsgruppe i hele den vestlige verden – i en stadig tidligere alder. År for år bliver det farligere at være hvid mand uden uddannelse. Samtidig har USA i snart otte år haft en afro-amerikansk præsident,

Her træder den 70-årige finansmand og reality-stjerne Donald Trump ind på scenen. Ombord på sit eget private Boeing 727-fly, hvor sikkerhedsbælterne er lavet af 24-karat guld og han både har soveværelse og spisestue, har han engang udtalt: »Det sjove er, at jeg ikke kommer så godt ud af det med rige folk. Jeg svinger bedre med middelklassen og fattige folk«.

Zombien fra syd

Et større studie fra ANES, American National Election Studies, viser, at Trumps vælgere skiller sig ud ved at være “etnocentriske”, altså ved at sætte deres egen hvide etnicitet før andres. Mønsteret tegner sig endnu stærkere i en undersøgelse fra ’Presidential Election Panel Survey’ (PEPS), der påviser en korrelation mellem på den ene side at ville stemme på Donald Trump og på den anden side mistænksomhed over for etniske minoriteter.

Trump har formået at mobilisere en ny vælgergruppe, der karakteristisk nok definerer sig som ’amerikanere’ – og netop kun ’amerikanere’. Det kan lyde oplagt, men dét er langt mere opsigtsvækkende end som så. I de omfattende folkeoptællinger, som det amerikanske Census-bureau regelmæssigt gennemfører i form af enorme spørgeskemaundersøgelser, bliver alle borgere spurgt om deres baggrund, og de fleste hvide borgere vil udover ’amerikansk’ svare ’tysk’ eller ’engelsk’ eller lignende. Men ikke Trumps vælgere, som i påfaldende grad nøjes med at definere sig selv som ’amerikanere’. Og disse vælgere placerer sig ikke tilfældigt ud over landkortet.

De lever typisk i de valgkredse, hvor den kontroversielle segregeringstilhænger George Wallace klarede sig bedst tilbage i 1968, da han forsøgte at blive præsident som uafhængig kandidat for ’American Independent Party’. Trump har vakt et spøgelse til live fra USA’s nære fortid – zombien fra Sydstaterne; raceadskillelsens fantom.

Trumps succes med at drive kiler ind mellem befolkningsgrupper er på sin vis kulminationen på ét langt strategisk træk fra Republikanernes side. Gennem historien er grundpositionerne i amerikansk politik på forunderlig vis blevet byttet rundt: Republikanerne blev grundlagt i nordstaterne i 1854 i protest mod slaveriet og står i dag stærkest i de mest konservative stater i Syden, mens Demokraterne omvendt begyndte med en solid base i sydstaterne, hvor de såkaldte ’Dixiecrats’ stod vagt om raceadskillelsen, mens de i dag har deres højborge blandt veluddannede i millionbyerne langs de nordligste kyster.

Rollebyttet er bestemt ikke sket ved et tilfælde. Tværtimod har Republikanerne siden 1960’erne forfulgt den såkaldte ’Southern Strategy’, som går ud på at tale direkte til de sydstatsvælgere, som drømmer sig tilbage til tiden før borgerrettighedsbevægelsen.

Avanceret racisme

Racismen forsøges genoplivet, ofte gennem et kun svagt omkodet sprog. Én af ophavsmændene, den republikanske superstrateg Lee Atwater – som senere blev rådgiver for præsident Ronald Reagan – har i et sjældent åbenhjertigt interview fra 1981 forklaret strategiens finesser. I et interview forklarer han uden spin og dikkedarer, hvordan Republikanerne har tænkt bag kulisserne:

“I 1954 måtte man gerne sige ‘Nigger, nigger, nigger’, men i 1968 kunne man ikke længere sige ‘Nigger’, for det skadede dig selv. I stedet begyndte man at tale om at busse skoleelever (at fragte elever fra fattigere kvarterer – typisk sorte – med bus til skoler i mere velhavende – typisk hvide – kvarterer, red.), staters rettigheder, og alt sådan noget, og det blev mere abstrakt. Nu taler man om skattelettelser og alle mulige økonomiske ting, som har den bivirkning, at sorte vil få meget mindre ud af det end hvide. ‘Vi vil skære her…’ er mere abstrakt end at ville køre børn rundt i busser, og fandens mere abstrakt end at sige ‘Nigger’”.

Donald Trump kan ses som enten den ultimative fortsættelse af ’the Southern Strategy’, eller måske ligefrem som et skridt tilbage til dengang, hvor man stadig brugte nedsættende ord om minoriteter i den offentlige debat. Forbilledet for Trump er i så henseende netop den tidligere guvernør i Alabama, George Wallace – som bemærkelsesværdigt nok var medlem af Demokraterne.

I sin tiltrædelsestale 14. januar 1963 udtalte Wallace de berømte ord: “Raceadskillelse nu, raceadskillelse i morgen, raceadskillelse for evigt”. Wallace var en så kompromisløs tilhænger af segregering, og samtidig så populær i Alabama, at Republikanerne frygtede, at Demokraterne ville blive uovervindelige – og derfor blev ’the Southern Strategy’ sat i værk. Vælgerne i sydstaterne skulle vindes ved at trække fronterne endnu skarpere op i racedebatten.

Ifølge skribenten Jeet Heer fra magasinet New Republic er Donald Trumps succes blot den logiske konsekvens af det årelange strategiarbejde: “Trumps kampagne kan bedst forstås som ikke blot en afvigelse, men den seneste manifestation af ’the Southern Strategy’, hvor Republikanerne i et halvt århundrede har appelleret til racespændinger og hvid solidaritet for at mobilisere støtte i de gamle Sydstater,” skriver Jeet Heet, og trækker pointen endnu videre: “Trumps signatur er, at han ikke forsøger at skjule sin intolerance, men formår at begejstre de vælgere, som føler, at her er endelig den sande version”.

Konservative intellektuelle har dog forsøgt at distancere sig fra Trumps raceadskillelses-retorik ved at kalde ham for en sygdom, ja, den tidligere webmaster for Bush/Cheney-præsidentkampagnen i 2000, Patrick Ruffini, har sågar betegnet Trump som en “kræftknude”, og sammenlignet hans taktik med islamisternes forsøg på at radikalisere folk ved at drive kiler ind mellem befolkningsgrupper: “Alle Trumps handlinger er taget direkte ud af radikaliseringens drejebog. Jeg synes ikke, at det er for langt ude at sammenligne hans taktik med jihadisterne”. I så fald er og bliver Trump dog Republikanernes egen opfindelse, blot spundet helt ud af kontrol.

Afledningsmanøvren

Nobelprismodtageren i økonomi, Paul Krugman, ser Trumps gennembrud som et udtryk for, at republikanernes partiapparat ikke længere kan holde låg på et boblende fremmedhad i egne rækker:

“Han er en krigerisk, højtråbende racist, uden så meget som ét gram medfølelse for mindre heldige mennesker. Alt det, som folk fra Upper West Side i New York finder afskyeligt ved ham, er præcist det, der gør ham værdsat blandt den republikanske vælgerbase, der ser ham – med hans store røde ansigt og råberiet – som netop deres fyr”. Professor Paul Krugman mener, at det republikanske parti bruger racistiske ytringer til at opildne lidenskaber, der overtrumfer økonomiske hverdagsfrustrationer.

Den neo-konservative ideolog Robert Kagan – som med sin lille, men indflydelsesrige bog ’Of Paradise and Power’, på dansk ‘Paradiset og magten: Amerika og Europa i den nye verdensorden’ (2003), var med til at støbe det intellektuelle fundament for USA’s krige i 00’erne – betragter også Donald Trump som resultatet af et eksperiment, der er gået galt:

“Trumf er ikke bare en raptus. Han er heller ikke ved at kapre det republikanske parti eller den konservative bevægelse – hvis en sådan overhovedet findes. Han er snarere partiets egen skabelse, dets Frankensteins monster, som er bragt til live af partiet, som næres af partiet og nu er vokset frem til at blive stærkt nok til at ødelægge dets skaber”. Kagan er glad for pompøse formuleringer og historiske sammenligninger, og han slutter af med et brutalt dobbeltstød mod både Republikanerne og Trump:

“Vi skal foranlediges til at tro, at Trumps hærskare af vrede vælgere er frustrerede over stagnation i lønningerne. Men nej, de er vrede over alle de bekymringer, som Republikanerne selv har fortalt dem, de skal være vred over de sidste 8 år. Det er Trumps held, at han nu kan samle disse vælgere op og blive deres bannerfører. Han er en Napoleon, der høster frugterne af revolutionen”.

Endnu mere oplagt og nutidigt er det at sammenligne Trump med den popularitetsbølge, som de forskellige højrenationale partier rider på i Europa – fra Front National i Frankrig over Alternative für Deutschland i Tyskland til Dansk Folkeparti i Danmark, og videre til højrenationale politikere som for eksempel den ungarske premierminister Viktor Orbán og den polske præsident Andrzej Duda.

Her i Europa lyder flere af Trumps udfald mod blandt andre muslimer ganske velkendte. Ja, Trumps valgkamp kan ligefrem kaldes for en ’europæisk strategi’, der er bygget op omkring den virkningsfulde cocktail af indvandringskritik og islamkritik. Graden af grænsekontrol er blevet markøren.

Traditionen med at markere grænser med mure er lige så gammel som menneskehedens historie. Mest majestætisk står den kinesiske mur med sine oprindeligt 21.196 kilometer murværk. Trump henviser selv til Israel som sit aktuelle forbillede. Siden 2000 er en omfattende ’sikkerhedsmur’ blevet bygget langs de besatte områder på Vestbredden. Og i løbet af 2015 og 2016 har en række europæiske lande også genopført grænsehegn for at modstå folkevandringen fra Syrien og andre fejlslagne stater.

Donald Trumps forslag om at bygge en mur langs USA’s sydlige grænse mod Mexico skiller sig alligevel ud – ikke mindst på grund af det særegne trumpistiske svirp, nemlig den kuriøse finansieringsmodel: “Måske vil den blive kaldt for ‘Trump-muren’. Jeg ved det ikke,” siger Trump på valgmøde efter valgmøde, og spørger så rutinemæssigt ud til publikum: “Og hvem skal betale for den?” – hvortil de fremmødte i et jubelbrøl skriger taktfast: “Mexico! Mexico! Mexico!”.

Det største trumfkort

Trumps idé om at lade mexicanerne betale for den mur, der skal holde dem selv ude af USA, er så overrumplende original, at de fleste ikke kan lade være med at trække på smilebåndet. For det kan næsten ikke være oprigtigt ment.

Men jo, Donald Trump bruger muren som et Kinder-æg med hele tre overraskelser i: For det første træder han frem som den mest beslutsomme præsidentkandidat, der har en håndfast løsning på illegal indvandring og narkotikasmugling. For det andet minder han vælgerne om, at hans spidskompetence som entreprenør er netop spektakulære byggerier, ofte gennemført på rekordtid. Og endelig for det tredje viser han med sin uortodokse finansieringsmodel, at han ikke bare er business-as-usual. Det er Wollman Rink-skøjtebanen om igen.

På Twitter har Trump trumfet med én af mine egne favoritter: “Folk siger min idé er skør. Kina byggede en mur, og gæt hvor mange mexicanere, de har i dag? Skakmat”. Den mexicanske regering har dog afvist enhver form for betaling: “Der findes ikke noget scenario, hvor Mexico vil betale for denne mur, som er blevet foreslået af den håbefulde aspirant til at blive USA’s præsident,” udtaler Mexicos finansminister Luis Videgaray med indøvet diplomatisk selvkontrol.

Blandt immigrantaktivister findes et mere hårdtslående slogan: “Vi har ikke krydset grænsen, grænsen har krydset os”  – med historisk reference tilbage til tiden før 1840, hvor Texas tilhørte Mexico.

Den forventelig kritik fra etablissementet i USA om, at mur-projektet ikke engang er praktisk gennemførligt, har dog kun gjort slagnummeret endnu mere effektivt blandt de mange vælgere, som har mistet tålmodigheden med den gamle garde.

I et stort interview med Watergate-veteranen Bob Woodward har Donald Trump fremlagt en plan for en fremtidig inkasso-forretning, der på kreativ vis gør brug af trusler og afpresning – først kan pengeoverførsler fra USA til Mexico tilbageholdes, dernæst kan handelssanktioner og toldtariffer skrues op. Trump truer kort sagt med handelskrig, og i en verden, hvor egentlige militærtrusler mod nabolande trods alt er diskvalificerende for enhver statsminister- eller præsidentkandidat, virker trusler om handelskrig tilsyneladende som en effektiv substitut:

“Jeg har ikke noget imod en handelskrig, når vi taber 58 milliarder dollar om året – hvis I vil høre sandheden. Vi taber så meget,” lyder Trumps kontante logik.

Opgøret med paven

Kun én mand har hidtil formået at kritisere Trumps murdrømme med effekt: Jorge Mario Bergoglio alias pave Frans har i et sjældent personligt angreb udfordret selve det principielle fundament under Donald Trumps plan. Under sit besøg i Mexico blev paven spurgt direkte til det skelsættende forslag: “Et menneske som kun tænker på at bygge mure, hvor end det måtte være, i stedet for at bygge broer, er ikke kristen”, lød den gejstlige dom. Og da en journalist spurgte til, om en god katolik overhovedet kunne stemme på Donald Trump, svarede han: “Det vil jeg ikke blande mig i. Jeg siger blot, at denne mand ikke er kristen, hvis han har sagt sådan nogle ting”.

Dermed blandede pave Frans sig alligevel netop i den amerikanske valgkamp med en kraft, som kun Guds udsendte på jorden kan. Og Donald Trump fik endnu en rutsjebanetur gennem den globale mediestrøm. Men intet er så slemt, at det ikke er godt for Trump.

Pavens udtalelse kom umiddelbart før primærvalget i den konservative sydstat South Carolina, og den kendte tv-præst Jerry Falwell Jr., som også står i spidsen for Christian Liberty University kom straks Trump til undsætning:

“Jesus havde ingen intentioner om at give politiske ledere instrukser om, hvordan de skal lede et land. Jesus fortalte os, at vi skal hjælpe de fattige, men han har aldrig sagt, at vi skal stemme på nogen, der vil tage penge fra vores nabo og give dem til de fattige. Jesus har aldrig fortalt os, om vi skal stemme på en socialistisk eller en kapitalist”.

Andre amerikanske præster har også forsøgt at dække Trumps ryg ved at isolere pave-konfrontationen til det, som ’The Donald’ altid selv excellerer i, nemlig som et simpelt personangreb: “Når og hvis Vatikanet bliver angrebet af ISIS, hvad alle ved er ISIS’s ultimative trofæ, kan jeg love jer, at paven ville have ønsket og bedt til, at Donald Trump havde været præsident, fordi så ville det ikke være sket”.

Trumps “store, fede, smukke” mur er et nutidigt eksempel på den omskrivning af ‘Nigger’-sproget, som anbefales i ‘the Southern Strategy’. Symbolikken i muren er betontung og ikke til at tage fejl af. Med sine planer om at bygge en mur udstiller Trump mexicanerne som et farligt folkefærd, som USA må skærme sig imod; en påtrængende trussel, som han tilmed er den eneste kandidat, der vil forsvare USA effektivt imod. Så kan pave Frans og de andre tøsedrenge lære det.

Siden Donald Trump annoncerede sit kandidatur til posten som republikansk præsidentkandidat, har han flere gange været snublende tæt på at foreslå egentlig race- og religionsopdeling i USA. Men han har dog ikke villet svare klart på, hvordan paspolitiet konkret skulle kunne skelne mellem muslimer og ikke-muslimer. Alligevel står budskabet utvetydigt tilbage: Donald Trump er den præsidentkandidat, der udtrykker klarest mistillid til borgere med muslimsk baggrund, og han er ikke bange for at udpege muslimer som en trussel.

Angrebet på Obama

Selve forslaget om at forskelsbehandle folk på baggrund af deres religion strider imidlertid fundamentalt mod den amerikanske forfatning – og hele idéen om det religiøst frie USA. Forslaget er derfor det mest principielt alarmerende blandt Trumps mange udfald, da han dermed rejser tvivl om sin loyalitet over for netop den forfatning, som binder Amerikas Forenede Stater sammen, før noget som helst andet.

Blandt de mere bizarre udfald fra Trump hører påstanden om, at tusindvis af amerikanere med muslimsk tro skulle have fejret i gaderne i New Jersey 11. september 2001, da Manhattan på den anden side af Hudson-floden blev angrebet af islamistiske terrorister: “Jeg så, da World Trade Center styrtede sammen. Og jeg så, da tusindvis af folk i New Jersey jublede, da bygningerne styrtede i grus. Tusindvis jublede,” sagde Trump på et vælgermøde i Birmingham, Alabama.

Selv om officielle kilder afviste historien, fortsatte han næste dag: “Jeg ved godt, at folk ikke ønsker at tale om det, men det blev godt dækket dengang. Der var folk ovre i New Jersey, en altovervejende arabisk befolkning, der frydede sig, da bygningerne kollapsede. Ikke godt”. Utallige fakta-tjekkende journalister har forsøgt at efterprøve påstanden, og konklusionen er klar: Der findes absolut ingen dokumentation for, at arabisk-amerikanere eller muslimer “jublede” i New Jersey.

Men Trump formåede alligevel at hvirvle så meget støv og røg op, at nogle vælgere tænkte, at der nok måtte have været en brand.

Mistænkeliggørelsen af de knap fire millioner muslimer, der lever i USA, har mødt fordømmelse fra hele det politiske spektrum, også fra nogle af verdens førende kritikere af islamisme. Den somalisk-hollandske forfatter Ayaan Hirsi Ali, der ellers er kendt for sin kompromisløse kritik af politisk islam – og som blandt andet skrev manuskriptet til filmen ‘Submission’, instrueret af Theo van Gogh – har lagt klar afstand til Trumps flirt med at registrere muslimer i USA og nægte dem indrejse:

“Jeg synes det er en dårlig idé. Vi bør ikke gøre, hvad Trump foreslår,” siger Ayaan Hirsi Ali til CNN-programmet ‘AC360’ med Anderson Cooper: “Selv hvis vi kunne gøre det – og det tror jeg ikke – men selv hvis vi kunne, er det en forkert tilgang, som skaber et falsk håb, som får en stor gruppe amerikanske vælgere til at tro, at hvis de vælger Trump, vil han have løsningen i denne langsigtede ideologiske krig”.

Diskussionen om race og hvidhed brød for alvor igennem i USA, da Donald Trump i marts 2011 i tv-programmet ’Good Morning America’ stillede spørgsmålstegn ved præsident Barack Hussein Obamas fødested – og dermed hans status som ’natural-born citizen’ og hans formelle berettigelse til overhovedet at have stillet op som præsident i 2008. I løbet af kort tid trådte Trump frem som én af USA’s mest toneangivende ’birthers’; en betegnelse for de konspirationsteoretikere, som betvivler folks fødested.

Påstanden var – og er – at Obama enten er født i Kenya, hvor hans far kom fra, og altså ikke på Hawaii, som han hævder, eller at han som barn skulle have fået indonesisk statsborgerskab, eftersom han boede med sin mor og en papfar i Jakarta fra 1967-71. Donald Trump lagde bestemt ikke fingrene imellem og anklagede Obama for bevidst at holde noget skjult:

“Der er noget på den dåbsattest, som han ikke bryder sig om,” lød anklagen, som rent faktisk fik Obama til at offentliggøre sin dåbsattest, som klart og tydeligt viser, at han er født 4. august 1961 på Kapiʻolani Maternity & Gynecological Hospital Honolulu, Hawaii.

Men Trump stoppede ikke her. Først triumferede han over at have presset Obama: “Jeg er stolt af mig selv for at have opnået noget, som ingen andre var i stand til,” og mere end antydede dermed, at det var ham, og ikke præsident Obama, som havde bukserne på. Året efter tilbød Trump ligefrem at donere fem millioner dollars til en godgørende organisation, efter Obamas eget valg, hvis præsidenten ville fremlægge sin pas- og universitetsansøgning.

Mistænkeliggørelsen af Barack Hussein Obamas baggrund har været konsekvent udnyttet af Donald Trump, og de kolde kendsgerninger taget i betragtning er det svært at opfatte kampagnen som andet end et målrettet tilsværtningsforsøg mod den første afroamerikanske præsident i Det Hvide Hus, som 17 procent af amerikanerne stadig opfattede som muslim ved sidste præsidentvalg i 2012.

Trump har gjort fødestedskriteriet – som altså står i den amerikanske forfatning – til en form for blodprøve på sand patriotisme. Obama har dog forsøgt at afvæbne kritikken på effektiv vis, da han som gæst i Jay Lenos tv-show i 2012 sagde – sjældent satirisk: “Det går alt sammen tilbage til dengang, da vi vokser op sammen i Kenya. Vi havde konstante opgør på fodboldbanen. Trump var ikke særlig god, og han hadede det. Da vi endelig flyttede til Amerika, troede jeg, at det ville være overstået”.

Humoristiske udfald mod Trumps ubehag ved en afroamerikansk præsident kan dog ikke skjule, at hvide kristne vitterligt er blevet et mindretal i USA. Selv om alle borgere i USA er i slægt med indvandrere – heriblandt Donald Trump selv, hvis mor var født i Skotland, og Donald Trumps egne børn, som har henholdsvis en tjekkisk og en slovensk mor – er det et voksende, men ubekvemt tabu, at gruppen af hvide er på hastigt tilbagetog.

Demografien forskubber sig afgørende i disse år, til fordel for et mere spraglet og mangfoldigt Amerika: Ifølge en undersøgelse fra Pew Research Center udgør ‘hvide kristne’ i dag 46 procent af den amerikanske befolkning – et markant fald fra et flertal på 55 procent så sent som i 2007. Blandt republikanske vælgere udgør de hvide kristne dog stadigt over 70 procent, hvilket blot viser, hvordan vælgerhavet i disse år piskes op langs etniske skillelinjer.

Intensiveringen af terrorangrebene mod vestlige mål har kun styrket polaringen, præcist som ekstremister på begge sider ønsker. Trump er gået forrest i mistænkeliggørelsen af muslimer i USA. Efter terrorattentatet i Paris, fredag 13. november 2015, hvor i alt 130 mennesker blev dræbt af islamister, lavede journalisten Hunter Walker fra Yahoo News et interview med Donald Trump. Journalisten spurgte Trump om, hvorvidt han går ind for, at alle muslimer i USA i fremtiden skal registreres. Hunter Walker konkluderer: “Han vil ikke udelukke det”.

Citatet er ikke direkte, men Trump afviser efterfølgende at tage afstand fra udlægningen. Og da han bliver spurgt af en anden journalist under valgkampen i Iowa om, hvordan en registrering af alle muslimer i USA vil adskille sig fra registreringen af alle jøder i Nazityskland, svarer han blot aggressivt tilbage med et modspørgsmål: “Dét kan du fortælle mig, fortæl mig det. Hvorfor fortæller du det ikke til mig?”.

Udfaldene mod muslimer og antydningen af foreliggende planer om registrering har mødt hidsig kritik, særligt fra folk med nogenlunde frisk indvandrerbaggrund. Samfundstænkeren Francis Fukuyama, der blev verdensberømt med bogen ‘The End of History and the Last Man’ (1992), på dansk ‘Historiens afslutning og det sidste menneske’ – og som selv har japanske rødder – har særligt ladet sig provokere af Trumps forsøg på at nedtone dramatikken ved blandt andet at henvise til interneringen af japanere under Anden Verdenskrig:

“Han har forsøgt at dækket forslagene ind ved at sige, at den japanske internering var fornuftig, fordi det blev godkendt af en stor præsident, Franklin Roosevelt. Jeg ved ikke, hvad der er værst: At Trump rent faktisk kender historien om forløbet dengang, og mener, at det er berettiget i bakspejlet, eller at han er simpelthen er uvidende om amerikansk historie, men alligevel er villig til at sige noget oprørende i håb om at få mediernes opmærksomhed,” skriver Fukuyama, som mener, at Trump får selv George W. Bush til at fremstå som et dydsmønster for velovervejet statsmandskunst.

Flirten med klanen

Donald Trumps tvetydige forlag om registrering af samtlige muslimer i USA var kun en forløber for hans næste og lige så kontroversielle forslag, nemlig om at forhindre al indrejse for muslimer til USA. Han lagde hellere end gerne citat til. Begrundelsen for et indrejseforbud kom i en pressemeddelelse: “Det er tydeligt for alle, at hadet er uden for fatteevne. Hvor dette had kommer fra og hvorfor, må vi finde ud af”, og videre:

“Indtil vi kan fastslå og forstå dette problem og den farlige trussel, det udgør, skal vores land ikke være offer for forfærdelige angreb fra mennesker, som tror på jihad, og som ikke har nogen fornuft eller respekt for menneskeliv”. Direkte udspurgt har Donald Trump heller ikke svaret konkret på, hvordan det skulle være muligt for paspolitiet at skelne mellem muslimer og ikke-muslimer.

Donald Trump, der tidligere er blevet kritiseret for at forskelsbehandle på baggrund af etnicitet som bolighaj i New York, bruger ord og vendinger, der er lette at afkode for de vælgere, som føler, at det hvide-kristne Amerika er trængt. Tilbage i 1927 blev en vis Fred Trump arresteret af politiet i Queens for at medvirke i en voldelig Ku Klux Klan-demonstration, iført hvid kutte. Donald Trump afviser i dag, at den pågældende “Fred Trump of 175-24 Devonshire Road, Jamaica” rent faktisk er hans far – selvom arrestationspapirerne vel og mærke ikke kun sætter korrekt navn, men også korrekt adresse, på faren. Selv har Donald Trump haft en besynderlig had-kærligheds-flirt kørende med racismens frontorganisation i USA.

Den tidligere klanleder David Duke har ved flere lejligheder udtrykt støtte til Donald Trump og opfordret folk til at stemme på ham, da en “stemme på Trump er en strategisk handling”, og da alle de andre kandidater i øvrigt er “landsforrædere”. Da Trump blev konfronteret med KKK-forbindelsen af CNN’s journalist Jake Tapper, nøjedes Trump med at mumle, at han var nødt til researche på gruppens baggrund, før han kunne tage afstand.

Senere undskyldte ’The Donald’ sig med, at tv-øresneglen havde været dårlig, og han derfor ikke kunne høre præcist, hvad der blev spurgt om. Altså endnu engang et på en gang subtilt og samtidig bombastisk signal til vælgerne – let af afkode for de amerikanere, der mener, at afroamerikanere nyder positiv forskelsbehandling på bekostning af hvide.

Hiphop-scenen, der domineres af afroamerikanske rappere, har svært ved at fralægge bling-bling-fascinationen fra 1990’erne. Rapperen Cordozar Calvin Broadus, Jr. alias Snoop Dogg er umiddelbart den, der er sluppet afsted med den groveste joke – i Trumps påhør. I forbindelse med Comedy Centrals såkaldte ‘Roast’, hvor komikere og andre spasmagere rister en kendt, der sidder på en stol på midten af scenen, udtalte Snoop Dogg – i god tid inden Trump annoncerede sit kandidatur:

“Donald siger, at han vil stille op som præsident og rykke ind i Det Hvide Hus. Hvorfor ikke? Det ville ikke være første gang, at han har skubbet en sort familie ud af deres hjem”. Trump smilede, anstrengt, men han smilede. Snoop Doggs ellers syleskarpe racekritik blev dermed afmonteret. Hiphopperne låner ’street credibility’ til Trump, selv når det handler om racismeanklager mod afroamerikanere.

Ifølge en meningsmåling fra Washington Post mener 54 procent af Trumps vælgere, at de hvide i USA ikke blot er ved at tabe kampen om ressourcerne, men ydermere at de hvide kristne taber på grund af en stigende og skævvridende hensyntagen til afroamerikanere og latinoer. Hele 38 procent af Trumps vælgere i South Carolina har også givet udtryk for, at de ville have foretrukket, at Sydstaterne havde vundet borgerkrigen, som helt symbolsk handlede om frigivelsen af slaveriet i USA. Race spiller således en dominerende rolle i moderne amerikansk politik, som var race en mørk understrøm, og Donald Trump har aktivt forsøgt at puste til gløderne, ved stort set enhver lejlighed.

Den amerikanske lingvist og venstrefløjsfilosof Noam Chomsky betragter Donald Trump som en form for syreangreb mod facaden af amerikansk politik, der har fået gamle og gale følelser til at pible frem fra sprækkerne. Chomsky, som er født i 1928 og selv kan huske smalhalsen under 1930’ernes økonomiske depression, ser klare paralleller til fortidens indignation, nu blot uden et reelt håb om social forandring: “Vi må ikke ignorere den dybt rodfæstede, historiske baggrund for idéen om hvidt overherredømme og racisme, som aldrig er blevet overvundet. Samtidig har vi en voksende fragmentering af vores samfund, der efterlader folk alene og isoleret, med en følelse af hjælpeløshed over for de kræfter, der knuser dem,” skriver Noam Chomsky, og forklarer Trumps succes som et udtryk for, at pressede, fattige og fortvivlede vælgere er lette at få til at sparke nedad:

“Under disse omstændigheder er det ikke svært for demagoger at piske vrede op mod dem, der klarer sig endnu dårligere – indvandrere, minoriteter og ‘velfærdsnassere’. De skruer en overdreven frygt op for trusler, lige fra den føderale regering til islamiske terrorister. 1930’ernes inspirerende forhåbninger om social kamp og politiske resultater er i dag blevet fortrængt af frygt, fortvivlelse og isolation. Dermed er vejen åbnet for et fænomen som Trump, og dét bør give anledning til dyb bekymring”.

Værre end Bush W.

Noam Chomsky anklager Donald Trump for at misbruge den sociale desperation blandt millioner af vælgere ved at kanalisere deres legitime vrede væk fra de reelt ansvarlige, væk fra dem, der profiterer på udviklingen – og i stedet over på mere eller mindre tilfældige etniske prygelknaber. Derved fastholdes et skævvridende økonomisk system, som dollar for dollar hober velstanden op blandt den allerrigeste ene procent.

Chomsky ser tiden efter finanskrakket i 2008 som en repremiere på epoken omkring ’den sorte tirsdag’ og krakket på Wall Street i 1929, dog med to afgørende forskelle: “Objektivt var fattigdommen og lidelsen større i 1930’erne. Men selv blandt de fattigste og de arbejdsløse var der dengang et håb, som ikke findes længere”.

Den tyske filosof Jürgen Habermas trækker en lige linje fra George W. Bush’s reaktion på terrorangrebet i 2001 til fremkomsten af Donald Trump. Han pointerer, at de neo-konservatives forsøg på at udnytte undtagelsestilstanden efter terrorangrebet til at indføre drakoniske krigs- og overvågningstiltag har givet dobbelt bagslag, dels ved at skabe modvilje mod etablissementet i befolkningen og dels ved at berede vejen for en endnu mere ekstrem udgave:

“I tilbageblik på 11. september må vi konstatere – ligesom mange af vores amerikanske venner – at Bush, Cheney og Rumsfelds ’krig mod terror’ har skadet den politiske og psykiske tilstand i det amerikanske samfund,” siger Jürgen Habermas:

“The Patriot Act, som blev hurtigt vedtaget i Kongressen og stadig er i kraft, underminerer grundlæggende borgerrettigheder. Det samme gælder for den fatale udvidelse af begrebet ’fjendtlige kombattanter’, der har legitimeret fangelejren Guantánamo og andre forbrydelser, og som kun er blevet midlertidigt stoppet af Obama-regeringen. Uden denne ukloge reaktion på, hvad der indtil da havde været et ubegribeligt angreb på World Trade Center, ville man næppe kunne have forestillet sig den slags mentalitet, som kommer til udtryk i en ubeskrivelig karakter som Donald Trump,” siger Jürgen Habermas.

Engang lød visdomsordene til konger og kejsere, at “det er sikrere at være frygtet end elsket”. Efter otte år med Barack Obamas parole om tro, håb og kærlighed, virker det til, at der er skabt et vakuum for frygtens politik. Trump er trådt frem som en omvendt borgerrettighedsforkæmper.