Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Ved et trylleslag er verden blevet befriet for et strømforbrug svarende til hele Finlands. For at kunne forstå den ekstremt opløftende klimanyhed, kræver det dog desværre, at vi endnu engang dykker ned i kryptovalutaernes forunderlige verden.
I sidste uge gennemførte netværket Ethereum, der står bag den næstmest populære kryptovaluta, ETH, nemlig sin længe ventede – og frygtede – opdatering, der i internetfolkemunde blot betegnes som ‘the merge’, altså sammensmeltningen. Opdateringen betyder, at Ethereum nu bruger omkring 99 pct. mindre strøm. Dermed er vejen banet for, at de ofte udskældte kryptovalutaer kan gå en langt grønnere fremtid i møde.
Den korte: Problemet med de største kryptovalutaer såsom Bitcoin og ETH har længe været, at de bruger afsindige mængder strøm. Det skyldes, at de anvender computeres regnekraft til at holde sig selv kørende. I den nye opdatering har Ethereum imidlertid droppet kravet om regnekraft, hvilket har ført til en drastisk beskæring i energiforbruget.
Den lange: Hidtil har Ethereum, ligesom Bitcoin, været afhængig af den såkaldte proof-of-work-model (PoW). Når en ny transaktion skal oprettes på Ethereums blockchain – der groft sagt kan tænkes som en lang kæde af transaktioner – gøres det her ved, at computere på netværket dyster internt om at løse et kompliceret regnestykke. Den første computer, der løser regnestykket, bliver belønnet med en mængde kryptovaluta, alt imens transaktionen bliver skrevet ind på blockchain, hvorefter hele processen kan begynde forfra.
Det smarte er, at systemet er både sikkert og decentraliseret. Det katastrofale er, at regnestykkerne har ført til et våbenkapløb hos de såkaldte minere. For at have et håb om at vinde dysten, er det nødvendigt at sammenkoble stadig flere computere, der bruger stadig mere strøm. Og da hver dyst kun har én vinder, er der tale om et enormt energispild hos alle taberne. Det er ikke for ingenting, at kryptovalutaerne har fået et kulsort ry. Sidste år blev det eksempelvis beregnet af forskere fra Cambridge, at Bitcoin har et større årligt strømforbrug end hele Argentina.
Af samme grund har kryptoentusiaster længe talt om mulige alternativer til PoW, der ville give de digitale penge en mindre klimaaftryk og en større fremtidssikring. En af de bedste løsninger, som Ethereum nu er gået over til efter flere års forberedelse, er den såkaldte proof-of-stake-model (PoS). Med PoS er det længere ikke regnestykker, der skal opretholde netværket, men snarere et slags lodtrækningssystem.
Ved at betale et særligt depositum – en stake – kan man “vinde“ muligheden for at validere en transaktion på blockchain og efterfølgende blive belønnet for besværet. Depositummet sikrer, at der ikke bliver snydt på vægten, for laver man fejl i sin validering, risikerer man at miste sit indskud.
Med PoS får man altså ligesom med PoW et både sikkert og decentraliseret netværk. Den store forskel er dog, at man ikke længere behøver strømslugende regnekraft for at holde hjulene kørende. I stedet er det nu nok at få folk til at skyde penge direkte ind i projektet. Ét voila, pludselig har man reduceret sin blockchains strømforbrug med mere end 99 pct.
Den spekulative: Selvom ‘the merge’ nok ikke vil være nok til at bekæmpe kryptos blakkede ry som et meget lidt bæredygtigt spekulationsobjekt, peger begivenheden dog også på, at kryptovalutaer stadig kan have en fremtidig rolle at spille i verdensøkonomien. Det, der kunne have endt som en katastrofe for hele kryptomiljøet, hvis Ethereums opdatering havde slået fejl, har i stedet vist sig at være en mulig solstrålehistorie midt i energikrisen.
Udover at gamere nu kan håbe på, at grafikkort bliver billigere, når Ethereum-minere ikke længere skal bruge dem til deres monstercomputere, kan ‘the merge’ indvarsle et vigtigt modningspunkt for kryptoindustrien. Viser PoS sig at være en fortsat succes for Ethereum, kan andre blockchains meget vel lokkes til at lave en lignende overgang – hvilket igen vil føre til nye, store strømbesparelser.
I kulissen lurer dog også et drabeligt opgør med Bitcoin-purister, der fortsat insisterer på, at PoW er ideologisk overlegent. Frygten hos puristerne er, at PoS vil føre til en mindre decentralisering, da store spillere nemt vil kunne købe sig til flere “stakes“, og dermed også til større indflydelse.
Modsvaret hos PoS-tilhængere er, at det sådan set allerede er tilfældet i PoW, hvor man blot kan købe sig til bedre computere, og dermed også til bedre vinderodds. I kernen af debatten ligger dog et dilemma, som kryptoindustrien fortsat må diskutere, sammensmeltning eller ej: Hvordan sikrer man overhovedet, at drømmen om en decentraliseret økonomi ikke bare ender som en ny udgave af den traditionelle finansverden, hvor de rigeste som regel vinder til sidst? /David Dragsted