Triangle of Sadness
Der skal ikke meget til at vende op og ned på vores sociale hierarkier – eller i hvert fald på forestillingen om dem. En fiks forskydning kan hurtigt blotlægge, at vi mennesker alle er nogle ucharmerende dyr, der mestendels klamrer os til konventioner og status for at fordrive mere primale drifter. Tag bare tankeeksperimentet om et aristokratisk middagsselskab, der frejdigt sidder og skider ved langbordet, men omvendt sniger sig ud for at spise den fine mad. Smadres hverdagens sceneshow, kommer det udstillede menneske hurtigt til at sidde latterligt og nøgent tilbage.
Den nuværende konge af sådan en omgang kejserens nye klæder, kan med rette siges at være den svenske instruktør og manuskriptforfatter Ruben Östlund. Og her tænker vi ikke kun på, at Östlund kontroversielt nok har sagt, at danskere laver dårlige film. Nej, med vellykkede værker som Force Majeure og den Palme d’Or-vindende The Square har Östlund meget underholdende illustreret, at han mestrer det satiriske røngtenblik, der skærer igennem alt pladderhumanistisk bullshit – hvad enten det gælder i parforholdet eller i den oppustede kunstverden. Man slår sig på Ruben Östlunds film. Hvis ikke på lårene af grin, så på pointerne om den alt for skrøbelige (med)menneskelighed, vi normalt påstår at bære rundt på.
Nu er han så på pletten igen, Ruben Östlund, med endnu en omgang Palme d’Or-vindende samfundskritik. I Triangle of Sadness, der netop har haft dansk biografpremiere – og bl.a. har Hollywood-stjernen Woody Harrelson og danske Vicki Berlin på rollelisten – rettes fokus mod overklassens svineri, som den tager sig ud på et luksuskrydstogt. Techmillionærer, modeller, russiske oligarker og britiske våbenhandlere rystes sammen i en champagnebrusende kaoscocktail, hvori det selvundertrykkende servicepersonale desperat forsøger at imødekomme elitens ønsker. Lige indtil skuden synker, og magtforholdet snedigt byttes rundt. For hvad er Rolex-ure og fyldte bankkonti overhovedet værd, når man hverken kan tænde et bål eller fange en fisk?
Triangle of Sadness er på mange måder Ruben Östlunds hidtil mest crowdpleasende værk. Udover at der er tale om instruktørens første engelsksprogede spillefilm – og budgettet tilsvarende har fået et nøk opad – bliver der ikke sparet på de absurde optrin, der nok skal få fyldte biografsale til at græmmes af grin. Der balanceres flere gange på kanten af pastichen, for det meste vellykket, men også faretruende tæt på Monty Python. Ikke mindst i en meget central, søsygeramt middag (med alt hvad det indebærer af kropsvæsker), der vækker minder om den eksplosive grovæder Mr. Creosote fra The Meaning of Life – og ja, om udskiftningen af gourmetspisning med fællesskidning.
Kritikken er ikke til at tage fejl af, omend man også godt kunne ønske sig den leveret bare lidt mere subtil. Man fornemmer, at Östlund – meget ligesom den nyrige svensker, der i filmen ser længselsfuldt på kaptajnens burger og fritter, mens han selv får serveret sart fine dining – mest af alt har ønsket at gå all-in på store armbevægelser. Det ses også på spillelængden, der nærmer sig de to en halv time. Undervejs føres man gennem tre udstrakte akter, der går fra et ophedet penge-skænderi mellem modelparret Carl og Yaya (spillet af hhv. Harris Dickinson og tragisk afdøde Charlbi Dean) til shitshowet på kæmpeyachten og … ja, forliset.
De tre vidt forskellige scenarier giver Triangle of Sadness rig mulighed for at stikke kniven ind alle de rigtige steder. Ingen kan tage fra Ruben Östlund, at han fortsat mestrer de små forskydninger, der udstiller overklassens hykleri. På sin vis bliver projektet dog også en kende forudsigeligt. De ultrarige er næsten for nem en prygelknappe. Mere interessant bliver det straks, når privilegierne får et andet fortegn. Og heldigvis skal der ikke mere end nogle behændige bølgeskvulp til, førend både det dyriske og alt for menneskelige træder frem fra dybet. /David Dragsted