Craig Ruttle/AP/Ritzau Scanpix
I Altinget kan man her til morgen læse chefredaktør Jakob Nielsen stille et meget relevant spørgsmål: Hvorfor vil politikerne hellere dø end sige undskyld? Det er, som om det ellers simple ord opfattes som et brændemærke, der kan ødelægge enhver form for troværdighed – og som derudover udviser svaghed i det drabelige nulsumsspil, politik er blevet til. Det er egentlig paradoksalt, når man tænker på, hvordan en god undskyldning kan bevise, at man har styrken til at indrømme egne fejl. Og endnu vigtigere: At man har viljen til at rette op på dem.
Som Jakob Nielsen spekulerer i, havde hverken rigsretssagen mod Inger Støjberg eller minkskandalen formodentlig udviklet sig så drastisk, hvis de ansvarlige parter blot havde sagt oprigtigt undskyld i stedet for at bede andre om at rulle rundt. Vi tænker dog også, at der selv i mindre grelle tilfælde ville være meget at hente. Eksempelvis, at man meget lavpraktisk slipper for at se så nævenyttig ud.
Tag bare sagen om Alex Vanopslaghs embedsbolig, som Information i de seneste dage har afdækket. Kort fortalt har Liberal Alliances partileder brudt reglerne, da han har opholdt sig flere dage i sin folketingslejlighed i København end tilladt, og i samme forbindelse har fået et skattefrit tilskud på over 30.000 kr. årligt. Ifølge to juridiske eksperter, som avisen har talt med, tyder (betalingsmur) alt sågar på, at Vanopslagh har brudt CPR-loven, da han blot har opholdt sig 60-80 dage om året på sin folkeregisteradresse i Struer.
Partilederen har allerede taget konsekvensen, og opsagt begge sine lejligheder. Men en decideret undskyldning kan Information altså ikke få lokket ud af ham, selvom Vanopslagh indrømmer (betalingsmur), at han ikke har haft “godt nok styr på tingene“. Der er dog ifølge partilederen mest af alt tale om “lidt en pinlig situation“. Det tør siges.
Ja, eller tag statsminister Mette Frederiksens (S) stadig mere mystiske branding som “børnenes statsminister“. Nu er det ikke, fordi man skal undskylde for at have politiske ambitioner, snarere tværtimod. Når man igen og igen ser stort på egne løfter, og knap nok vil indrømme, at man ikke får indfriet dem, begynder det dog at se lidt bizart ud. I Politiken kan man eksempelvis læse, hvordan en ny rapport fra tænketanken Kraka meget konkret illustrerer (betalingsmur) behovet for den officielle børnefattigdomsgrænse, som Mette Frederiksen bebudede (betalingsmur) efter folketingsvalget i 2019, men endnu ikke har leveret.
I Krakas rapport fremgår det, at der udover de 56.500 børn, som tilhører de fattigste familier i Danmark, også findes yderligere 15.600 børn, der lever på grænsen af fattigdom. Og at begge grupper altså risikerer at leve videre i fattigdom som voksne. Takket være et “nyt, holistisk fattigdomsmål“, kan Kraka kort og godt illustrere, hvor afgørende det er, at vi kommer børnefattigdommen til livs. Af samme grund er tænketankens direktør ikke synderligt imponeret over regeringens nøleri:
“Du kan ikke lancere og positionere dig over for vælgerne som børnenes statsminister og så stoppe festen med det sidste ord i nytårstalen. Børnene er jo for fanden børn. Børnene er ikke skyld i noget selv. Man kan ikke skælde dem ud for ikke at tage et arbejde. De er hjælpeløse, så der har regeringen og Mette Frederiksen svigtet.“
Sjovt nok har statsministeren nægtet at stille op til et interview med Politiken om børnefattigdom. I stedet har social- og ældreminister Astrid Krag (S) fået til opgave at sige, at hun altså ikke har læst Krakas rapport, men godt ved, at regeringen ikke er i mål. Til gengæld er hun stolt over, “hvor langt vi er nået på bare tre år“. Det kan godt være, at sosserne – ligesom nærmest alle andre politikere – er allergiske over for undskyldninger. Det ville dog være klædeligt, hvis de udviste bare lidt mere situationsfornemmelse. /David Dragsted