Omsorgen har fået roskildesyge

Nu sker der endelig noget, kunne man formaste sig til tænke under statsministerdebatten i starten af måneden, da Mette Frederiksen (S) pludselig trak velfærdspersonalets løn- og arbejdsvilkår ind i den politiske diskussion – kun et år efter, at regeringen med et lovindgreb stoppede sygeplejerskernes strejke for netop ligeløn og bedre arbejdsvilkår. Men formaste sig skulle man, for statsministeren ville ikke komme det meget nærmere.

Det ville sundhedsminister Magnus Heunicke (S) heller ikke, da han i sidste uge var forbi P1’s radiostudie. Her spurgte en sygeplejerske, om man kunne regne med, at der kommer mere i løn til sygeplejerskerne. Det blev dog ikke afklaret af Heunicke, der hverken mente, at det var “rigtigt“ eller “relevant“ for ham som sundhedsminister at svare på. “Vi har sagt, at vi kommer til at være mere konkrete. Men det kommer jeg ikke til at være i dag,“ lød svaret endeligt.

Regeringen kan egentlig kun blive enige om, at “nogen“ i omsorgssektoren skal have mere i løn. På et eller andet tidspunkt. Men på et eller andet tidspunkt er ikke hurtigt nok, når man står midt i det som flere forskere betegner som en omsorgskrise.

Omsorgskrisen betyder, at børn og unge aldrig har ventet længere tid på psykiatrisk hjælp, mens næsten hver fjerde patient i voksenpsykiatrien bliver indlagt igen inden for en måned af deres – i mange tilfælde for hastige – udskrivning. Den betyder, at fire ud af fem sygeplejersker i en undersøgelse foretaget af Dansk Sygeplejeråd i marts fortæller, at de har oplevet, at manglen på sygeplejersker har konsekvenser for patientsikkerheden.

De andre nordiske lande står ligeledes i en omsorgskrise, og det kunne tyde på, at omsorgssektorerne lider af en omgang smitsom roskildesyge. Ifølge Jakob Bøje, der er forsker ved Syddansk Universitet, “tømmes [den] både forfra og bagfra. Det betyder, at færre unge søger ind på uddannelserne, og rigtig mange forlader erhvervet efter få år.“

I sit omsorgsmanifest beskriver den amerikanske professor Joan C. Tronto omsorg som “alt, hvad vi gør for at vedligeholde, fortsætte og reparere vores verden, så vi kan leve i den så godt som muligt“. Men på den politiske bundlinje er omsorg kun en udgift. Omsorgsarbejdet, som hver dag udføres i ældreplejen, i daginstitutionerne, på sygehusene og i psykiatrien, er udelukket fra udregninger af vores BNP og bliver dermed – økonomisk set – værdiløst. Men omsorgsarbejdet er i virkeligheden det arbejde, der gør alt andet arbejde muligt, som feministisk foredragsholder Emma Holten påpeger i Fagbladet FOA.

Tilbage til statsministerdebatten. Adspurgt, hvem der egentlig skulle have mere i løn, svarede Mette Frederiksen kryptisk, at det var “dem, vi har behov for“. Det lader til, at vi har behov for en del. Det havde vi allerede i 2019, hvor Socialdemokratiet gik til valg på at ansætte 1.000 flere sygeplejersker. Nye tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser imidlertid, at der er 713 færre sygeplejersker siden da (betalingsmur). I 2030 vil der mangle 8.000 sygeplejersker på landsplan, og Danske Professionshøjskoler har vurderet, at der vil mangle 14.000 pædagoger samme år.

Iskolde kontanter

Det sundhedsfaglige vikarbureau Transmedica har nu valgt at kaste penge efter problemerne med rekruttering i den offentlige sundhedssektor og har – modsat regeringen – også besluttet, lige præcis hvem der er behov for. Man behøver ikke engang åbne brevet, som for nyligt landede i omkring 1.000 lægers postkasser, for at læse vikarbureauets tilbud. På selve konvolutten tilbyder de “omkring en million mere om året som vikar“. Billedet på konvolutten forestiller en smilende kvinde på en kornmark. Hun spreder armene, som for at omfavne sin nye tilværelse.

“Det er klart, at en vikar er bedre end ingen læge. Men det bidrager til en negativ spiral, hvor de fastansatte kan mærke, at afdelingen er blevet en svingdør af medarbejdere, og derfor selv søger væk. Vi skal passe godt på vores psykiatere, så der ikke er flere, som flygter til en privat ansættelse hos eksempelvis et vikarbureau,“ siger en af brevets modtagere, Merete Nordentoft, som er overlæge på Psykiatrisk Center København og forperson i psykiaternes videnskabelige sammenslutning, Dansk Psykiatrisk Selskab.

Velfærdssamfundet og den offentlige sundhedssektors taber altså til lukrative vikaransættelser og privatisering, hvis omsorgspersonalet ikke får den anerkendelse, højere løn og bedre arbejdsforhold, som de – med rette – har krævet igen og igen. At Mette Frederiksen åbner for diskussionen er afgørende. Men når regeringen danser rundt om de såkaldte “varme hænder“, kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt statsministeren har (honning)hjertet på det rette sted. /Emilie Ewald