Dig og dit temperament!

Læste du Føljetons store interview med Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmed – ‘Damebladsagtigt parforholdsinterview gone wild‘ – som vi bragte sidst i juni?

Hvis det smagte efter mere, så får du dem her igen. Vi dykker lige ind i samtalen uden så meget palaver. Det er ikke et nyt interview, men simpelthen en tekstudskrift fra samme båndoptagelse som sidst. Khaterah Parwani, 33, og Daud Aron Ahmed, 31, sidder hjemme i min stue, og de har så ufatteligt meget at fortælle, at tiden flyver af sted.

Sidste gang nåede jeg knapt at præsentere dem ordentligt for læserne, før de var i gang med at tale. Khaterah Parwani er 33 år og født i Afghanistan. Hun  kom til Danmark med sine forældre i 80’erne. Hun er snart færdig med jurastudiet og er en flittig debattør og aktivist og bestyrelsesmedlem i Exitcirklen, som hjælper mennesker, der er udsat for psykisk vold og social kontrol. Daud Aron Ahmed er 31 år og født i Danmark af pakistanske forældre. Han er uddannet cand.scient.soc. fra RUC og har en uafsluttet bachelor i jura og teologi. Han er mentor og for tiden lærervikar på en folkeskole.

Hvad skal du mere vide, før vi går i gang? Under interviewet taler Parwani og Ahmed nogle gange direkte til mig, men egentlig for det meste til hinanden. Derfor omtaler de både hinanden som du og han og hun. Det er, som om de nogle gange glemmer, at jeg også er der, men det er jo godt.

Hvad ellers? Åh ja, de taler også et par gange Peter Tudvad. Det gjorde de også i forrige interview, så han har helt sikkert betydet meget for dem. Peter Tudvad er 50 år og filosof og Søren Kierkegaard-ekspert. Han debuterede som forfatter i 2004 med pragtværket ‘Kierkegaard København’.

Senere skal jeg nok skrive det hele sammen til én stor tekst. Lad os trykke på play.

Fuck af

D: ”Du er ubeslutsom. Du vil hundrede ting på én gang. Du ved ikke, hvor ting ligger, og din hukommelse er dårlig. På et tidspunkt var vi hjemme hos musikeren Henrik Strube, hvor Pete Repete fra Big Fat Snake er. Så går hun hen til ham, og han fortæller, at han spiller klaver. Jeg vidste godt, hvem han var. Og så siger hun helt uskyldigt: ’Nå, men det er da sødt, at du har sådan en hobby.’ Og til Billy Cross, guitaristen: ’Nå, det er da fedt, at du kan spille guitar!.’ Hun aner ikke, hvem de er. Hun sidder bare og taler med dem, som om de var nobody. Det, synes jeg, er smukt, for det viser, at hun går ind i det som sig selv. Hun er ligeglad med, hvem folk er.”

K: ”Jeg gjorde det også engang med skuespilleren Ulrich Thomsen. Han kender min bror fra noget film, og en dag kom han og ringede på vores dør i rækkehuset. Han skulle hente nogle ting eller noget og så mødes med Manyar. Mor var i haven og skulle bære noget jord og sådan noget væk. Så spurgte jeg, om han ikke lige kunne hjælpe min mor med at bære skraldet væk. Lidt efter ringede Manyar og sagde, hvor er Ulrich henne? og at jeg skulle huske at være sød ved ham og give ham te. Så var jeg nødt til at fortælle, at han sad på sofaen med vores kat på skødet og ikke lige kunne rejse sig.”

D: ”Vi er politisk meget uenige, men hun har aldrig sat folk i bås. Hvis hun møder nogen, opdeler hun dem ikke efter, om de er venstreorienterede eller højreorienterede. Og hun har vist mig, at alt det fløjpilleri, vi har i Danmark med spekulationer om, hvor blandt andet forskellige journalister står politisk, er ligegyldigt. Du er ligeglad. Jeg er også ligeglad med, hvor folk står politisk, men jeg er langt mere påpasselig med, hvem der kommer tæt på. Vi fester dog med alle, og vores vennekreds har forskellige politiske overbevisninger.”

K: ”Vores største skænderier har handlet om, at jeg har været naiv, og det er der også gode grunde til, at du har været sur over. Jeg er naiv på mange punkter, det har erfaringen også lært mig. Der er du meget kritisk i forhold til, hvem der kommer ind i vores liv. Det skyldes måske din opvækst, og at du ikke har mødt de mest pålidelige mennesker. Jeg har altid været den, der hurtigt syntes, at nogen var meget søde og skulle være en del af vores liv, hvor du har været den svære ‘at score’.”

Hvordan lever I sammen nu? I har været ude af jeres lejlighed, fordi der har været brand i køkkenet…

D: ”Det er en lille lejlighed, hun har. 30 kvadratmeter. Hun har en stue. Og så et dejligt køkken. Vi har altid boet i små lejligheder, både i Silkeborggade på Østerbro, hvor vi havde en pissefed lejlighed med balkon i stuen, og i Vanløse. Vi har altid været fattige, men vi har levet u-lænket og frit. Folk siger ofte, at vi bruger for meget tid sammen, men de fatter ikke, at vi også er bedste venner. De siger noget med, at vi skal passe på med ikke at vænne os til hinanden. De fatter ikke, at der er gået otte år, og at Kierkegaard sagde noget rigtigt, da han skrev om Gjentagelsen, at den skal man ikke være så bange for. Hun kan lade mig sidde og høre musik med høretelefoner på i fire timer i træk uden at snakke til mig, fordi hun fatter mig. Hun giver mig ikke menneske-klaustrofobi som mange andre.”

K: ”Du tager sgu da aldrig høretelefoner på. Du hører det ud af højttaleren.”

D: ”Højttalere, høretelefoner…jeg kan ikke skrive uden musik.”

K: ”De synes, det ville være sundt, hvis vi lavede flere ting hver for sig. Men fuck af! Deres definition af sundhed gavner ikke noget som helst. Det her fungerer godt for os. Vi skal leve sammen, vi skal have børn sammen. Vi kan lige så godt vænne os til det her liv, hvor vi går op og ned af hinanden og bliver trætte af hinandens selskab. Det gør vi jo.”

D: ”Det eneste hellige i vores forhold er, at jeg skal kunne tage ned til Italien og se Lazio-Roma to gange om året. Det er sådan nogle småting, der er hellige, som du så ikke blander dig i. Jeg elsker at hade andre par for at doodle hinandens aftaler på plads, og det har vi ikke. Vi har vores eget flow.”

K: ”Vi har heller ikke skænderier om, hvorvidt du går ud, eller hvad fanden du laver, eller hvad jeg laver, om jeg rejser eller hygger mig med pigerne. Det pis har vi ikke. ’Hvem var du sammen med? Hvad laver du? Hvad drak du?’ De perfide skænderier har vi ikke, men vi skændes. Ja, vi kan skændes, så væggene rumler, og gulvet ryster. Det er sammenstød af temperament, og vi ved præcis, hvor vi skal trykke. Det er langt fra lyserødt, men måske fungerer det, fordi det er filterløst og langt fra poleret.”

D: ”De seneste to år har du haft så travlt. Din telefon ringer konstant, og du får sms’er hele tiden. Det er unge, der har brug for dig. Det er kl. tre om eftermiddagen, det er klokken tre om natten, eller midt i en film. Det har taget meget tid fra os.”

K: ”Det har været irriterende for mig, fordi jeg har savnet dig.”

Uledsagede flygtningebørn

Da der sidste år var alt det med flygtninge, der kom ind over grænsen, kan jeg huske, at du, Khaterah, gav dit telefonnummer på Facebook og skrev, at hvis der var nogen, som var i tvivl om noget juridisk, så kunne de bare ringe. Og jeg tænkte: Henvender hun sig til hele verden? Og det gjorde du jo sådan set.

K: ”Ja. Jeg stod på Hovedbanen 24/syv, og du [Daud] var med mig – Daud var der også. Du stod faktisk mere til rådighed, end jeg gjorde. Du fes rundt til alle stationerne for at se, om der var noget, du kunne gøre.”

D: ”Ja.”

K: ”Du var den værste af os to. Helt ustyrlig. Jeg har aldrig set dig sådan.”

D: ”Vi fik skaffet taletidskort på Istedgade og tøj og medicin, og der var kaos alle vegne. Små børn og unge, der havde klipklappere på og vabler og sårede fødder, fordi de havde gået og gået og gået…”

K: ”Mange forstår ikke, at de mindreårige afghanere, der kommer over grænsen, har brug for nogen, der tager imod dem. Nogen, der taler deres sprog og kan forklare dem nogle ting. De folk, jeg så tage imod dem på Hovedbanegården, havde ikke styr på loven eller på, hvad man skulle gøre. Mange var oprigtigt søde, de ville bare gerne hjælpe. Men afghanerne havde ikke brug for sandwich eller vand, det havde syrerne heller ikke. De havde brug for at vide, hvad de skulle gøre med deres sag, hvor de skulle tage hen, og om de havde en chance i Danmark. Og det havde de ikke, hvis de var afghanere. De skulle bare videre, for de har meget mindre end 50 procents chance for at få asyl her. Syrere har over 80 procents chance, så det kunne godt betale sig for dem at blive. Jeg havde overblik over, hvilket europæisk land de skulle tage til alt efter deres nationalitet, og derfor kunne alle ringe til mig. Jeg ville ikke have, at de endte i et land, hvor de ikke har en jordisk chance for at få asyl. For mig handlede det om deres liv. Mange jurastuderende var tilgængelige. Der var jurister, som kørte rundt og hjalp om natten, selv om de arbejdede for myndighederne om dagen – tro det eller ej.”

Levede på en madras

I har i perioder levet på en sten, men du, Khaterah, er i gang med jurastudiet og bliver færdig med det på et tidspunkt. Hvad skal du så?

K: ”Så skal jeg fortsætte. Jeg gider ikke bare sidde på et kontor, det kommer jeg aldrig til. Jeg vil altid findes på gaden også til dem, der ikke har råd til en fisefornem jurist.”

D: ”Vi har boet i papkasser og lånt venners lejligheder, når de var udrejste. På et tidspunkt boede vi en uge i min mors kælder i Hvidovre, fordi vi ikke havde noget sted at være. Så vi tog bare nøglen og gik ned i kælderen – det er et ret stort kælderrum – hvor vi lagde en madras ud. Vi kunne ikke tage bad i en uge.”

K: ”Vi levede på en fucking madras. Bogstaveligt talt.”

D: ”Og jeg har boet i Peter Tudvads lejlighed, hvor du kom forbi. Vi har virkelig været nomader.”

K: ”Vi har også været vagabonder.”

D: ”Efter hendes mors død i september 2013 har det været svært, for hun har boet hos sin søster, sin bror og sin far. I en periode på syv måneder mødtes vi klokken ni om morgenen og drak den sædvanlige kaffe på Riccos og arbejdede hele dagen. Jeg tror, ejeren Shabaaz blev træt af os til sidst. Khaterah passede  studiet og Exitvirklen, mens der var vanvittigt kald efter hende i medierne. Jeg boksede med jobcentrene imens.”

K: ”Det var ikke i syv måneder, det var i halvandet år. Og du snakker om min hukommelse?”

D: ”Ja. Vi havde samme rutine hver dag, det var hårdt. Nogle gange siger jeg til hende, at hun skal holde sig fra bestemte politiske emner, men hun tror, at hun skal tage alles kamp. For eksempel er jeg træt af, at muslimer skal tage afstand, hver gang en idiot laver noget lort… Der sparker hun opad. Jeg har tit tænkt, at hun ikke selv er praktiserende, så hvorfor er det altid hende, der skal tage diskussionerne? Og muslimer må også snart snakke om andet end integration og Grimhøjmoskeen. Jeg er pisse træt af, at en som Naser Khader, der tror, han er et orakel, udstiller Khaterah som halvislamist, når…”

K: ”Hvorfor afbryder du dine sætninger?”

D: ”Det ved jeg ikke.”

K: ”Du afbryder dine sætninger, som om du forsøger at pakke tingene ind. Kom så ud med det!”

D: ”Hun er fucking ateist, så jeg forstår ikke, at hun hele tiden skal forsvare islam.”

K: ”Jeg er sgu da ikke ateist, hvad snakker du om?”

D: ”Du er ikke praktiserende, i hvert fald.”

K: ”Hvor mange muslimer er praktiserende?”

D: ”Ikke særligt mange. Vi lever med den her skizofreni. Det med at skulle forsvare ‘sine egne’ og ikke forsvare ‘sine egne’.”

K: ”Det handler jo ikke om sine egne. Men det er de strukturelle tendenser, der er problemet, og den skizofreni, hvor man føler, at man skal forsvare den minoritet, man tilhører.”

D: ”Det er strukturel dumhed. Det gælder også DF’erne.”

K: ”Hvad gælder DF’erne?”

D: ”Man kunne forsvare dem ved at sige, at de ikke ved bedre, for de er fattige og ramt af strukturelle reformer. De her shitstorme, der rammer os fra de sociale medier, har været hårde. Det er hårdt at være en mand og bare sidde og se til, mens folk sviner din kæreste til. Det har vi haft kæmpe skænderier om, hvor jeg har sagt: ’Lad nu være med at starte de der ting,’ for jeg synes, det er ubehageligt.”

K: ”I 2015, da Daud kom på Facebook, var jeg helt hårdhudet, jeg var vant til det, og så var der en gruppe drenge fra Ishøj, der begyndte at skrive rigtig grimme ting om mig. Det sker med jævne mellemrum, og jeg ved godt, at de der reaktionære grupper ikke kan lide mig. Det siger sig selv. Og så kom du [Daud] på Facebook, og du truede en af dem på livet. Så hang han dig ud. Du havde svært ved at forstå, at du ikke bare kan skrive sådan noget shit, heller ikke selv om du ikke mener det. Du taber hovedet, og så skriver du sådan noget. Det har været endnu sværere for mig end alt det andet lort – det med at skulle kontrollere dig og dit temperament, så du ikke bliver misforstået.”

D: ”Hun er fra lorteøen. Fra Urbanplanen.”

K: ”Og du er fra Vestegnen!”

Brun feminisme

Hvad synes du om betegnelsen brun feminisme, Khaterah? Jeg så, at du var med i en artikel et sted om Danmarks ‘brune feminister’…

K: ”Hende journalisten pissede mig så meget af. Hun ringede til mig to uger før og spørger, hvad min holdning er til brun feminisme. Jeg siger, at jeg synes, det er noget lort. Det er noget lort strategisk set. Jeg har altid været med i den kamp, som de gamle feminister har kæmpet. Men salonfeministerne, de der vin-nippende-på-Café Dan Turèll-madammer tror, at de er professorer i, hvad der foregår hos minoriteten, og de har et horn i siden på de feminister, der forsøger at påpege, at der stadig findes voldsomme problemer i majoritetskulturen også. Problemet er, at bundens kvinder ikke har den store stemme, og de, der fylder meget fra majoriteten, har aldrig  været eller levet på bunden. De ved ikke en skid – overhovedet. Og så begynder de at snakke på vegne af os fra bunden i minoriteten, der bokser med en masse andet også. Jeg har haft så mange stridigheder med hattedamerne, og derfor går jeg af ren og skær provokation også med hatte nu. De kender altid en Fatima eller Laila, der har fortalt dem et eller andet, og den svada gør dem døve over for andre stemmer i en sådan grad, at de tror, at de kender mine gader bedre, end jeg gør. Jeg bryder mig ikke om flokmentalitet og har det bedst med at stå for mig selv, og når man siger til elitens damer, at man kender sine gader bedre, går der fornærmelse i den. Jeg har oplevet et rygtesamfund, hvor man i de pæne selskaber har betvivlet min troværdighed. De har påstået, at jeg lyver for at komme frem i debatten. Alle de kvinder ude på højrefløjen, de liberale kvinder, der snakker søstersolidaritet – det er noget lort. Det er et rent rygtesamfund, og det må du gerne citere mig for. Det er et rygtesamfund. Da Naser Khader skrev, at jeg var barnebrud og i et tvangsægteskab, og at jeg løj om min hævnpornosag og om de religiøse kriser, jeg har været ude i, og om at jeg har været udsat for vold, forstod jeg slet ikke, at han turde skrive det. Han er siddende politiker, og kommentarsporet til det, han havde skrevet, var fyldt med de der hvide salonfeminister, der påstår, at de ønsker frigørelse hos minoriteten. De heppede nærmest på ham. Og det er dem, der snakker oftest om det problematiske rygtesamfund hos minoriteten, alt imens de dyrker den hardcore selv. På den ene side er de så bekymret for de problemer, kvinder ofte møder, på den anden side sidder de i forargelse over, hvad jeg har gennemlevet, og hvor jeg kommer fra, alene fordi jeg ikke vil være en del af deres politiske agenda eller andres. Jeg er min egen. Jeg forstår brun feminisme, hvis det betyder, at vi for en gang skyld taler på vores egne vegne og beskriver, hvor det er, skoen trykker. Vi taler selv dansk – vi er ikke vores mødre. Men derudover ser vi forskellige ud, og vi lægger vægt på forskellige ting. Jeg har ikke brug for, at organisationer som Dansk Kvindesamfund og Kvinfo taler min sag. Jeg har en rigtig god relation til dem, alene fordi de respekterer, at jeg kender min egen virkelighed bedst. De fleste, der taler feminisme-sagen, har sikkert aldrig besøgt et krisecenter eller det, der er værre. De har aldrig stået i den situation. De har ikke på egen hånd  været ude og spørge, hvad de kan gøre for en, der lige er flygtet fra sit hjem, eller en, der har LGBTQ-baggrund, og som er blevet smidt ud af sine forældre og ikke har nogen tilbage. Jeg er privilegeret nok. På trods af vores økonomi – vi er nogle gange på røven – er vi så privilegerede, og det er vigtigt at erkende sine privilegier. Med den viden og visdom, jeg har i dag, er det min tur til at give lidt tilbage. Nogle gange siger Daud, at han er så træt af min telefon. Men hvis vi ikke gør det, så vokser afstanden mellem, hvor jeg er på vej hen, og hvor jeg kommer fra.”

D: ”Jeg har aldrig haft komplekser med ligestillingskampen. Tværtimod. Jeg fatter ikke, at man kan lide af de komplekser. Jeg har været lærervikar på en folkeskole de seneste syv måneder, hvor der er problemer, især med de udsatte børn. Der er for eksempel masser af social kontrol. Drengene kan ikke opføre sig ordentligt over for pigerne, og pigerne bliver nogle gange begrænset. Jeg har brugt Khaterahs og andres artikler i min undervisning i 7. og 8. Klasse. Drengene var ved at dø i starten. De gad simpelthen ikke at høre om ligestilling og piger, der ikke måtte det ene og det andet. De mente, at pigerne fik alt for meget opmærksomhed i forvejen. Jeg har fundet ud af, at det er hyklerisk, hvis jeg ikke går ud og taler med den kommende generation af mænd, som ikke har forstået, at vi lever i år 2016, og at denne udvikling er noget der skulle være sket for længst. Det tog sin tid, men da vi var færdige med at læse artiklerne, syntes eleverne, at kvinderne i den offentlige debat var fucking seje, for de var i Information og Politiken og råbte højt om vigtige sager. Det har skabt en bevægelse for de drenge, der selv følte sig stigmatiserede og marginaliserede. Jeg inddrog også Yahya (Hassan, red.) i pensum. Ham kaldte de til at begynde med ‘en vantro hund’. Jeg sagde: ’Prøv at hør, skriv selv et digt!’ til en dreng. Det kunne han ikke. Så gav jeg ham noget af Michael Strunge, og det syntes han var helt vildt fedt, han havde aldrig læst noget lignende. Jeg kan snakke om social kontrol på baggrund af personlige erfaringer, og fordi Khaterah er min kæreste. Jeg ved, at det vigtigste er at bryde tabuet og tale åbent sammen. Lige ud af posen. Der ligger også en respekt i at tale med andre uden filter. Og ofte er det faktisk lettest med børn og unge, hvor vi voksne har det med at lukke i. Allerede nu er vi i gang med at finde ud af, hvordan vi kan skabe en bevægelse blandt drengene på skolen. Mændene og drengene i vores minoritet har det generelt hårdest lige nu. De føler sig udstødt, og de føler ikke, at de bliver hørt. Jeg ved og forstår, hvor drengene kommer fra. Hvilken verden, de kommer fra, og hvad der er årsagen til frustrationerne. Det er alle pligterne. Der er så meget ansvar og så mange forventninger til ens manddom. De skal i koranskole, arbejde på pizzeria og gå til fodbold. Det eneste, de tror, de kan blive, er fodboldspillere. Men de skulle læse noget litteratur! De havde en test på skolen, hvor de skulle svare på, hvad mosaik er. Ingen vidste det. Og de havde heller aldrig været på et museum. Hvorfor har man ikke taget klassen ud på eksempelvis Statens Museum for Kunst? Undskyldningen var, at ‘de gider ikke rigtig’, og at ‘de dukker ikke op’. Men det er ikke godt nok. Så lavede jeg en aftale om, at vi tog på museum. Det var en dannelsesrejse. Vi var på Glyptoteket, hvor vi blandt andet så Rodins skulpturer. Det var et helt nyt univers for dem. ’Det her er dannelse, drenge,’ sagde jeg, ’det er noget, I kan bruge, hvis I aldrig vil kede jer igen. I er nu blevet klogere.’ Jeg gav dem også Bjarne Reuter, men de ville ikke læse ham. Litteratur har altid hjulpet mig til at forstå mig selv. Når jeg læser, møder jeg nogen, der har været det samme sted som mig. Jeg forstår alle de fodspor, jeg har lagt bag mig. Litteratur er spækket med åbenbaringer, som andre mennesker har fået. Hvordan fanden kan man være ligeglad med andres erfaringer og fund gennem deres liv? Litteraturen er uendeligheden nedskrevet på sider. Den beriger mit liv. Jeg husker, at Khaterahs far jordede mig i filosofi første gang, jeg mødte ham. Han havde virkelig nærstuderet græsk filosofi og især Platon og Sokrates, så ham skulle jeg ikke sidde og spille smart overfor, og det har også betydet en helvedes masse for, hvor hun står i dag. Men de her drenge kan kun snakke om gangstermusik og deres nye sko. Der er ingen, der har sagt til dem, at de kunne læse uden at blive set ned på. Man har set ned på dem, der prøvede at danne sig. På et eller andet plan har jeg altid frygtet at ende i min fars fodspor – blive kriminel og taxachauffør. Men så mødte jeg Peter Tudvad, og han sagde, at Søren Kierkegaard og Koranen har visse ligheder. Det var det, hans første foredrag handlede om.”

K: ”Hvis du ikke havde mødt Peter, hvordan var det så gået? Det er rigtig nemt at have en forventning til de der drenge om, at de skal være ligesom os. I går diskuterede jeg det med en, som sagde, at de bare skulle tage sig sammen. Men det er jo ikke alle, der har en far som min – trods alt. Du [Daud] havde ikke sådan en far – jo, han var progressiv på nogle punkter, men han var også et røvhul. Din historie er fem hundrede gange værre end alle vores andres til sammen. Du har været igennem det hele. Hvis din mor ikke havde været så stærk, havde hun måske gjort som andre minoritetskvinder, der tog på krisecenter i et par år, før de opgav og tog hjem igen. Din mor fik et arbejde hos SAS, som hun har haft de seneste 25 år. Hun har tre sønner, der er vokset op i belastede områder og med tonsvis af dårlig bagage. Alle tre sønner er akademikere i dag, og den yngste datter er også ved at blive det. Den mor, den kvinde, er alt for vild. Jeg ville gerne have opskriften på, hvordan hun har løst de mange problemer. Alle forældre burde have hendes opskrift, for hun har opdraget gode mennesker. Man burde tale med mænd, der har været opdraget af sådanne kvinder. Men også manden, der rejser sig, fordi han rent faktisk ikke overser, hvad hans mor har gjort for ham. Ingen mand kan komme og sige til Daud, at han havde hårdere odds imod sig.”