Når røvere er helte

En ung kvinde ved navn Sali Hafiz stormer en bank i den centrale Beirut. Hun holder et våben i sin hånd, hælder benzin på gulvet og kræver penge. Men de penge, hun kræver, er hendes egne.

Ligesom resten af Libanon har Sali Hafiz problemer med at hæve kontanter fra sin konto. Bankerne vil ikke vil udbetale dem, i hvert fald ikke nok af dem. Derfor er bankrøverier blevet en stigende tendens i Libanon. Det første kendte eksempel er fra januar i år, hvor en mand i en bank i den østlige del af landet holdt flere medarbejdere som gidsler, efter han blev nægtet at hæve sin opsparing i udenlandsk valuta. I august røvede en mand en bank i Beirut, efter han blev meddelt, at det ikke var muligt at hæve de 200.000 dollar fra hans konto, som han skulle bruge til at betale for sin fars sygdomsbehandling. I de seneste to uger har mindst syv røverier fundet sted, heriblandt Sali Hafiz’ røveri, og aktivistgrupper har varslet flere i den kommende tid.

Libanons økonomiske krise er kun blevet forværret siden 2019. Faktisk er den ifølge World Bank en af de værste i verden i 300 år. Og på bare de seneste tre af dem har den libanesiske lira mistet 95 pct. af sin værdi, og 80 pct. af landets befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Hvis du vil hæve 700 dollars, får du kun 200 ud af hæveautomaten pga. bankernes ugunstige valutakurs i libanesiske lira, beretter Al Jazeera. Og hvor vi herhjemme bekymrer os om en inflation på 9,9 pct., er den i Libanon 154,8 pct.

Den økonomiske situation påvirker den almindelige libaneser. Den libanesiske stat er ude af stand til at sørge for grundlæggende ydelser, og akut mangel på brændstof har ført til strømafbrydelser over hele landet. Derudover er der alvorlig mangel på medicin, og sundhedsvæsenet er hårdt presset.

Netop sundhed var grunden til, at Sali Hafiz stormede banken. Hendes familie kunne lige netop få enderne til at mødes på trods af den økonomiske situation, men da hendes søster blev diagnosticeret med kræft i hjernen, blev familiens opsparing livsnødvendig for at betale for behandlingen. Problemet var, at banken ikke gav dem lov til faktisk at hæve opsparingen.

For Sali Hafiz var røveri den sidste udvej. “Jeg havde ikke mere at tabe,“ fortæller hun og uddyber: “Jeg kom til det punkt, hvor jeg ville sælge min nyre, så min søster kunne modtage behandling. Jeg kunne ikke bære at se hende dø, uden jeg gjorde noget.“

Aktivist, ph.d. og forsker i civilsamfund og forvaltning i Mellemøsten ved Pompeu Fabra University i Barcelona, Carmen Geha, fortæller, at livet i Libanon er blevet umuligt at leve. Selv har hun valgt at emigrere ud af landet for tre måneder siden: “Jeg tilhører den øvre middelklasse, men jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke længere kunne betale husleje,“ siger hun.

Situationen for almindelige libanesere er blevet ubærlig. Derfor ser de ikke på røverierne med forargelse: “De fleste har ikke medlidenhed med bankerne og tager røvernes parti, fordi de kan relatere til dem. De er ikke militser eller gangstere. De er frustrerede individer. Og mange libanesere mener, at røverne gør det rigtige. Det er ligesom, når man er meget sulten og endelig får noget at spise – det er tilfredsstillende.“

Samtidig er røverierne et drastisk skridt. “Bare fordi den seneste [Sali Hafiz, red.] var sød og harmløs, betyder det ikke, at den næste vil være på samme måde. Det er den uhyggelige del. Og den del er ikke tilfredsstillende. Røverierne kan blive mere organiserede, og det kan blive meget aggressivt. Det vil true almindelige menneskers liv. Både bankernes medarbejdere, kunder og forbipasserende,“ fortæller Carmen Geha.

Regeringen bærer ansvaret

Carmen Geha mener, at vreden er rettet mod de forkerte: “Medarbejderne i bankerne implementerer jo bare politikernes politik,“ forklarer hun og uddyber: “Skylden ligger hos centralbanken og den politiske ledelse.“

Hun er ikke alene om at pege fingre ad den politiske ledelse i Libanon. Det samme gør FN. Efter et besøg i landet hævder FN’s særlige rapportør for ekstrem fattigdom og menneskerettigheder, Olivier De Schutter, at “kollapset af den libanesiske økonomi kunne være undgået“. FN medgiver, at pandemien og den massive tilstrømning af flygtninge er uden for regeringens kontrol, men understreger, at de allerede i 2015 blev advaret om en forestående krise. “Advarslerne blev bevidst ignoreret af den politiske ledelse. Regeringen og det bredere politiske etablissement, den libanesiske centralbank og banksektoren er sammen ansvarlige for de menneskerettighedskrænkelser, der er resultatet af den fremstillede krise, Libanon oplever i dag,“ skriver De Schutter efter sit besøg i landet i foråret.

Carmen Geha har ikke stor tiltro til, at de seneste ugers røverier vil få regeringen til for alvor at løse den økonomiske krise. Hun henviser til eksplosionen i Beiruts havn i 2020, der dræbte mere end 200 mennesker, efterlod 300.000 hjemløse, og hvor ingen endnu er blevet stillet til ansvar:

“Hvis eksplosionen i 2020 ikke kunne skabe et vendepunkt, som det ikke tyder på, så ser jeg Libanon gå i en mere autoritær retning. Røverierne har betydning nu, men kun indtil noget andet sker, som så vil have betydning i noget tid, inden det næste vil ske. Jeg ser ikke røverierne som noget særligt. Det er bare én historie i en kæde af nødlidenheder i et fattigt land. Der er ikke noget vendepunkt, og den politiske ledelse er ikke responsiv.“

Den politiske ledelse lytter ikke, mens civilsamfundet er paralyseret. Organisationer og protester har i lang tid forsøgt at råbe regeringen op, men uden held. Carmen Geha fortæller, at den politiske ledelse er modstandsdygtige over for ethvert greb fra civilsamfundet, der ikke længere kan holde politikerne ansvarlige. “Libanon gør sit bedste,“ siger Carmen Geha afslutningsvist, og tilføjer: “Men hvordan libaneserne nogensinde får greb om sine politikere, har jeg svært ved at se.“ /Xenia Heiberg Heurlin