Radwan havde “perfekte“ papirer. Nu er han sendt tilbage på skolebænken

Hver morgen tager 56-årige Radwan Alfares sin skoletaske på ryggen. Går fra hjemmet i Svendborg til sin HF-uddannelse, hvor han har fag som dansk, kemi og matematik med unge, der er mindst tre årtier yngre end ham selv. Også selvom han har gjort det hele før. Allerede i 1990 dimitterede han fra universitetet med en kandidatuddannelse i odontologi, og siden fik han mange års erfaring fra både Syrien, Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Alligevel har han fået afslag på at arbejde som tandlæge i Danmark, og derfor startede Radwan sidste år helt forfra for at forfølge sin drøm. Når Radwan fornemmer duften af tandpasta og tryllecreme i tandlægeklinikkerne, er det “ligesom parfume“, forklarer han. “Jeg ved godt, at der er mange, der ikke kan lide den her lugt. Men den er mit liv. Jeg elsker mit job, jeg elsker min profession. Og jeg har haft den her drøm hele livet. Når jeg siger det, tænker jeg altid på Martin Luther King.“

Alligevel har Radwan ikke noget imod at gå i skole igen. Han føler sig hverken unormal, alene eller udenfor: “Unge mennesker er virkelig, virkelig vidunderlige. De arbejder med mig i timerne, som var jeg en af dem. De spørger ofte om mine meninger og mit liv. Jeg vil også gerne ud af huset, jeg vil ikke være arbejdsløs eller en mand uden gavn for samfundet. Men det ville nytte mere, hvis jeg kunne bruge mine kompetencer i det job, jeg er uddannet til.“

Radwan havde med egne ord fået at vide, at hans papirer var “perfekte“. Han havde licensen fra sin tidligere klinik i det nu borgerkrigsramte Aleppo. Sit eksamensbevis fra Hama University, lidt uden for Homs. Papirer fra hans syv år i Riyadh og i Dubai. Siden Radwan for seks år siden kom til Danmark med familiesammenføring, har han flere gange søgt om tilladelse til at arbejde som tandlæge og tandplejer hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Efter først at have ventet længe på overhovedet at få behandlingen af den første ansøgning påbegyndt, kunne styrelsen fortælle, at han manglede en sidste ting. Selvom han havde sit eksamensbevis med sig i hånden, stemplet af universitetet og vurderet af Uddannelses- og Forskningsministeriet som svarende til en dansk bacheloruddannelse plus et år af en dansk kandidat, skulle universitetet i Homs alligevel godkende dokumentet en sidste gang.

“Jeg skulle ringe til universitetet, bede dem om at putte eksamensbeviset i en kuvert og sende den til Styrelsen for Patientsikkerhed. Men det ville universitetet ikke. ‘Måske kan du komme til Syrien og hente dem?’, foreslog de, eller alternativt kunne styrelsen kontakte dem direkte. Men styrelsen insisterede på, at universitetet skulle tage initiativet og omvendt,“ siger Radwan.

Fotografen Hussam Halawa, der er venner med familien og har taget portrætterne af Radwan, bryder ind: “Du kan se det sådan her: Rektor vil kun hjælpe dig, hvis du er hans fætter og kan ringe til ham og sige ‘Hey bro, sender du lige dokumenterne med DHL? Du betaler selv – og i øvrigt med dollars.’ Det er sindssygt. Der er ingen officiel procedure, Radwan kan følge. Det er derfor, han er fanget i det her dilemma.“

“Jeg forstår godt styrelsens krav. Da jeg skulle have mit job i Saudi Arabien, var det den samme praksis. Men jeg havde ikke det samme problem, for her stod ministeriet selv for at kontakte universitetet,“ tilføjer Radwan.

Farlige læger

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser til Føljeton, at praksissen om at kræve dokumenterne tilsendt fra universitetet – på universitetets initiativ – blev indført i 2013 af det daværende Sundhedsstyrelsen efter sagerne om de såkaldt ”farlige læger”: Udenlandske læger, der var givet autorisation på baggrund af deres papirer, hvorefter det stod til overlægerne på de danske hospitaler at vurdere, om var dygtige nok.

Efter en række alvorlige fejl besluttede Sundhedsstyrelsen – hvis tilsynsenheder i 2015 blev sammenlagt med Patientombuddet for at blive til Styrelsen for Patientsikkerhed – at sætte højere dokumentationskrav.

Styrelsen for Patientsikkerhed skriver i en mail, at der i visse tilfælde gives dispensation, “idet vi dog ikke går på kompromis med de krav, der stilles for at sikre patientsikkerheden, herunder fx krav til at ansøger har gennemført en uddannelse, der i det væsentligste svarer til den tilsvarende danske uddannelse […] Vi kan dog dispensere for, hvordan dette dokumenteres. Det afhænger dog af en konkret vurdering i den enkelte sag, og det vil altid være med patienternes sikkerhed for øje.“

Radwan fik kort efter ankomsten i Danmark stillet en bolig til rådighed af Svendborg Kommune. Da han og hans kone bliver tilknyttet klinikken Svendborg Tand og Implantatcenter, møder de tilfældigt tandlægen Thomas Nøhr, som gennem kommunen bliver Radwans mentor. Opgaven indebar at introducere Radwan til materialer og arbejdsgange på en dansk tandlægeklinik – og at lære ham at skrive en journal “på det høje niveau, der kræves i dag“, ligesom de havde “regelmæssige møder med jobcentret og private aktører på arbejdsmarkedet“, siger Thomas Nøhr til Føljeton.

Kommunen giver Radwan lov til at komme i praktik hos Nøhr ad tre omgange, samlet i halvandet år. Her beskriver Nøhr Radwan som en dygtig læge, som han vil “gå meget langt for at ansætte“. Han oplever også, at kommunen på samme måde ville strække sig for at hjælpe Radwan, der sendte flere ansøgninger til forskellige jobs – han havde hørt, at der var tandlægemangel – som de dog alligevel måtte afvise. Som Radwan parafraserer forløbet, var han villig til at gøre hvad som helst, om det så skulle være at arbejde gratis, som assistent eller gøre rent i klinikken.

“Og hvad var svaret? ‘Du er uddannet tandlæge, det kan du ikke.’“

Samtidig havde Radwan fået konstateret hjerteproblemer og diabetes, som gjorde det endnu sværere at få fysisk hårde jobs. Selvom kommunen først afviste ham optagelse på HF & VUC Svendborg, fordi han allerede havde en højere uddannelse, besluttede de efter pres fra Radwan og Thomas at gøre en sidste undtagelse. Siden har han bestået Dansk 3, som er et krav for at få autorisation som tandlæge.

Thomas Nøhrs mentorrolle betød også, at han hjalp Radwan med ansøgningerne. Og det var ifølge sagsoplysningerne, som Føljeton har fået aktindsigt i, først da Thomas kontakter styrelsen, at Radwan bliver tilbudt et alternativ til, at universitetet skal sende dem dokumentet. I brevet, der er sendt til Radwan d. 8. april 2019, skriver styrelsen, at det private firma ECFMG som en sidste udvej kan hjælpe med at godkende dokumenterne. Siden har styrelsen og ECFMG løbende skrevet med hinanden om Radwans sag, men uden at række ud til ham selv. Det er hans eget ansvar, som det også fremgår af mailen.

Mens det fra styrelsens side ligner tavshed fra Radwan, forsøgte han at ringe til ECFMG for at spørge ind til proceduren. Personen i røret siger ifølge Radwan, at de kun arbejder med læger, ikke tandlæger. Radwan tænker, at løbet så er kørt og vender aldrig tilbage til styrelsen. Der stod ellers i brevet til Radwan, at ECFMG i 2016 som noget nyt var begyndt at hjælpe tandlæger. Man skulle ikke tage sig af, at der stod noget andet på hjemmesiden. Alligevel var han blevet vejledt forkert i telefonen, men det vidste Radwan ikke, for han forstod kun basalt dansk – og ikke detaljerne i styrelsens brev.

“Jeg var nærmest alene og var ikke god til dansk,“ skriver han på sms ledsaget af en trist emoji, da Føljeton spørger, om han havde læst den del af brevet. Han føler, at det er hans egen skyld. Så havde han slet ikke behøvet at vente så mange år for til sidst at opgive tandlægedrømmen. Brevet havde han jo modtaget, men de havde sagt noget andet i telefonen.

Over 1.000 uåbnede ansøgninger

Som man sidste år kunne læse i Dagens Medicin, tog det på daværende tidspunkt gennemsnitligt tre år for Styrelsen for Patientsikkerhed overhovedet at åbne ansøgningerne fra personer uden dansk CPR-nummer. Det fik i lyset af landets læge- og tandlægemangel Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, til at kalde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd. I december vedtog et politisk flertal så at tilføre området 23,1 mio. kr. for at nedbringe ventetiderne.

Og i foråret valgte styrelsen yderligere at prioritere danske CPR-numre, hvilket ikke umiddelbart strider mod kravet om etnisk ligebehandling, da det kun kræver bopæl i Danmark at få et CPR-nummer, styrelsen behandler alle ansøgere ens uanset nationalitet, og det begrundes med faglige hensyn: “Vi har besluttet at prioritere behandlingen af sundhedspersoner, som er tættest på at kunne bidrage i det danske sundhedsvæsen,“ skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i mailen.

Styrelsen kan dog ikke oplyse, hvor mange udenlandske ansøgere, der står med samme problemer som Radwan. Men han er formentlig ikke den eneste, når man tænker på, at styrelsen sidste år havde 1.250 uåbnede ansøgninger om autorisation. De kan heller ikke sætte præcise tal på, om forårets indgreb har virket: “Sagsbehandlingstiden afhænger blandt andet af, om sagen er fuldt oplyst, eller om der mangler yderligere dokumentation fra ansøger.“

For Radwan gik der to år. Og ifølge Thomas Nøhr får de lange ventetider en negativ effekt på kvaliteten af tandlægernes arbejde: “Der er ikke ret mange tandlæger, der er vilde med at sætte deres patienters tænder på spil for en udlænding, man ikke kender. For det kræver enormt meget overvågning at se, om de laver tingene på samme måde, som vi gør i Danmark.“

“Jeg vil helt klart sige, at niveauet er højt på alle universiteter inden for EU, og at der uden for unionen er nogle lande, der ikke har samme niveau som i Danmark. Men i Radwans tilfælde har han mange års erhvervserfaring. Han ville sagtens kunne omskoles til at blive en dygtig tandlæge. Problemet er bare, at der med de lange sagsbehandlingstider går så mange år, hvor man sidder i dyndet. Tandlægejobbet er jo rutinepræget, så hvis man mister sine færdigheder, er man på den.“

“Det ville ikke tage lang tid i en samtale med en professor på universitetet for at vurdere, om Radwan var rigtig tandlæge eller ej. Man kunne sagtens have indstillet ham. Samtidig mangler landet tandlæger. Man burde forholdsvis let kunne tilbyde en form for kompetencegivende opgradering på landets universiteter. Frafaldet på odontologi ligger tæt på 30 pct., så kapaciteten burde også være der.“

Radwan kan heller ikke bare sende en ny ansøgning. Tandlægeuddannelsen forældes, hvis den er mere end seks år gammel på ansøgningstidspunktet, med mindre man har arbejdet i mere end 12 sammenhængende måneder. Han skal derfor til udlandet og tilbage for nogensinde at gøre sig håb om at blive tandlæge. Det håb har Radwan ikke længere.

“Jeg bliver ked af det, når jeg ser min familie eller andre flygtninge blive behandlet anderledes i andre lande. Mine tandlægevenner, der tog til Sverige, Tyskland og Holland startede deres jobs efter bare et eller to år. De fandt en vej for deres liv og for deres børns fremtid. Her er alle vinduer lukket for mig.“

Nu har han skrevet sin ansøgning til sosu-uddannelsen, som har fortalt, at han måske kan komme ind til januar. Og det er alt, der skal til for at gøre ham glad nu, hvor han i stedet har besluttet at leve drømmene ud gennem sine børn: “De fandt en vej. Det er meget vigtigt for mig. Min datter har afsluttet IB [International Baccalaureate, red.] og er lige startet på universitetet, hvor hun læser biomedicin, og min søn startede sidste år med at læse til datalog. Det er sent, men bedre end aldrig. De har også deltidsjob ved siden af. Alt går dem godt, men alle os syriske flygtninge her i Danmark spørger: ‘Hvorfor accepterede I os overhovedet i første omgang, hvis I alligevel ikke vil have os’?“

“Jeg har læst meget om landet, siden jeg var en ung mand, og har altid håbet at få lov at bo her. Nu ved jeg ikke, hvad fremtiden bringer, men jeg har altid sagt, at vi ikke skal klage, for jeg tror på Danmark og demokratiet. Det skal nok blive vores tur.“

/Emma Louise Stenholm

Føljeton har fået aktindsigt i Radwan Alfares’ samlede sagsoplysninger hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen er forelagt kritikken og fastholder, at de nuværende dokumentationskrav er indført af hensyn til patientsikkerheden.