Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er virkelig nemt at sidde nyheder fra det danske kongehus overhørig. Tag fx de her overskrifter fra kongehusets hjemmeside: ‘H.K.H. Kronprinsen deltog som gæstetaler ved Forsvarsakademiets kadetbal’ (24. sept.); ‘Kronprinsparrets besøg i New York – dag 3’ (22. sept.); ‘H.K.H. Kronprinsen deltog i Made in HimmerLand Pro-Am’ (31. aug.); og ‘H.K.H. Kronprinsen mødte Tour de France-holdet Quick-Step’ (29. juni).
Med mindre man virkelig ikke har andet at lave, er det jo ikke sådan, at man finder det tvingende nødvendigt at trykke på de nyheder, og efter at have prøvet det kan vi heller ikke anbefale nogen at gøre det. Men når man sidder og scroller ned over kongehuset.dk, tegner der sig alligevel et interessant billede: Så godt som alle nyheder handler om dronningen, kronprinsen eller hans familie. I den virkelighed, som kongehuset præsenterer brugerne for, eksisterer prins ‘Hvis De skal være næsvis, er De ikke velkommen her‘ Joachim og hans familie nærmest ikke.
Det kan således overhovedet ikke være kommet bag på hverken ham, prinsesse Marie, prins Nikolai, prins Felix, prins Henrik, prinsesse Athena og prins Joachims ekskone, prins Nikolai og prins Felix’ mor, grevinde Alexandra af Frederiksborg, at dronning Margrethe fra årsskiftet fratager dem deres kongelige titler, sådan som man onsdag kunne læse derinde under overskriften ‘Ændringer i titler og tiltaleformer i den kongelige familie‘. Hvis prins Joachim fra sit domicil i Paris havde gjort sig den ulejlighed at holde sig ajour med kongehusets hjemmeside, havde han fået det, man også i royale kredse kalder et vink med en vognstang.
Den første person i den omtalte gruppe, som gav udtryk for mishag over forandringerne, var også den mindst prominente, Joachims ekskone, Alexandra. Hun udtalte, at de – og her talte hun angiveligt på alle de berørte familiemedlemmers vegne – var “uforstående“ over for beslutningen. “Vi er kede af det og i chok. Det her kommer som et lyn fra en klar himmel. Børnene føler sig udstødt. De kan ikke forstå, hvorfor deres identitet tages fra dem.“
Der er også den mulighed, at Joachim og de andre har set skriften på væggen, men har verfet tanken væk som absurd. “Man kaster jo ikke guld på gaden,“ som Viggo (Erik Clausen) siger til Iversen (Leif Sylvester), lige inden de bliver fyret fra fabrikken i Clausens vidunderlige spillefilm De frigjorte (1993).
Tabet af identitet
I dagens udgave af B.T. følger Joachim op via det kommunikationsmiddel, som avisen omtaler som “en telefonforbindelse“. Han fik kun fem dages varsel “på det her“, siger han om dronning Margrethes åbenbart unævnelige handling. “Til at fortælle mine børn, at til nytår der bliver deres identitet taget fra dem. Jeg er meget, meget ked af det over at se dem kede og uforstående over for det, der sker over hovedet på dem.“
Identitet er meget stort ord i denne sammenhæng. Og når både Alexandra og Joachim vælger at bruge det, må det være udtryk for, at der har fundet en form for koordinering sted – dog uden rådgivning fra professionelle kommunikationskonsulenter, for det er lidt som at skyde moineaux (spurve) med canons (kanoner). Joachim og hans koner og børn er ikke et oprindeligt folk, der mister retten til deres land. Der går ingen skår af dem ved, at de nu bare er grever og komtesser og i øvrigt får tiltaleformen excellenser, og slet ikke i Danmark, hvor almindelighed er et adelsmærke (og hvor mange mennesker generelt har følelsen af, at omkalfatrende beslutninger bliver truffet hen “over hovedet på“ dem).
Da Viggo og Iversen mister deres arbejde i De frigjorte, finder de efter nogen tid ud af, at livet går videre, og at de måske til at begynde med ikke skulle have hængt deres identitet op på deres arbejdsplads. De er gode nok i deres egen ret. Det er ligesom, hvis du engang har arbejdet på Politiken og stadig går rundt i en cowboyjakke, hvor der står ‘Politiken’ på ryggen. Eller hvis du var roadie for Metallica, da de udgav Master of Puppets-lp’en i 1986, og stadig identificerer dig med deres nordamerikanske ‘Damage, Inc.’-turné.
Kom videre! Det her er en gylden mulighed for Joachim og rosset at mærke, hvem de egentlig er, når det kommer til stykket. Slut med åndssvage forpligtelser og telefonforbindelser, der driller. I modsætning til familien Joachims offer-spin er formuleringerne i kongehusets nyhed om de ændrede titler og tiltaleformer klar tale: “Hendes Majestæt Dronningen ønsker med sin beslutning at skabe rammerne for, at de fire børnebørn i langt højere grad skal kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til Kongehuset som institution indebærer.“ Det er ikke et tapis (tæppe), der bliver trukket væk under dem, det er en porte (dør), der bliver åbnet. Døren til frihed. /Oliver Stilling