Ritzau Scanpix
Det politiske etablissement i Danmark har fået sig en gevaldig forskrækkelse. Hybridkrigen raser pludselig: Sabotagen mod de to gasrørsledninger tæt på Bornholm har fået statsminister Mette Frederiksen (S) til at øge alarmberedskabet, ikke mindst det politiske beredskab. Og den højspændte situation kan meget vel blive brugt som anledning til at udskrive folketingsvalg i næste uge.
Umiddelbart forsøger regeringstoppen at sende et signal om kompetent ansvarsfuldhed. Vælgerne skal vide, at de danske myndigheder står klar til at forsvare territoriet, og at Mette Frederiksen er parat til igen at indtage rollen som ‘Commander-in-Chief’, ligesom da coronapandemien ramte Danmark.
Reaktionerne herhjemme er imidlertid påfaldende anderledes end i vores nabolande. Selvom Sverige er ved at skifte regering, trådte den svenske statsminister Magdalena Andersson frem i går på et pressemøde og understregede myndigt, at man længe havde været forberedt på hændelser, som der nu er sket i Østersøen. Sverige, som har en lang og endnu mere dramatisk historie med indblanding fra sovjetiske ubåde, er så lette at skræmme.
Det første varsel kom da også allerede i januar, da plastikdroner med vingebredder på over to meter fløj hen over det svenske atomkraftværk Forsmark, nord for Stockholm. Allerede inden Rusland invaderede Ukraine, og inden Sverige og Finland overhovedet havde overvejet at ansøge om medlemskab af Nato, begyndte hybridangrebene på energiinfrastrukuren i Norden.
I løbet af det seneste halve år er den mystiske aktivitet i luftrummet i det hele taget blevet intensiveret. Så sent som i mandags advarede Petroleumstilsynet i Norge om, at fremmede overvågningsdroner over gas- og olieboreplatforme i Nordsøen udgjorde en stor og stigende risiko. Første observation kom helt tilbage i efteråret, da en en dronetype – som ikke kan spottes på almindelige radarsystemer – blev set ved Kristin-feltet, små 200 km fra den norske vestkyst.
Både de svenske og norske myndigheder har således længe været i forhøjet beredskab. Årvågenheden i vores skandinaviske nabolande er dog intet at regne i forhold til de illusionsløse finnere. Allerede i 2019 udgav havforskeren Kai Myrberg fagbogen Itämeri ja Ihminen (Østersøen og mennesket), hvor han beskrev risikoen for bombesprængninger på Nord Stream-gasledningerne.
Den finske havekspert kom også med en kynisk spådom: Rusland vil udnytte fornyet usikkerhed i Østersøen til at opruste med flådefartøjer og intensiveret patruljering ud fra enklaven Kaliningrad. Netop når det kommer til at afkode russerne – og Kreml-regimets militære manøvrer i Baltikum og Østersøen – er det altid klogt at lytte til finnerne.
Mens Danmark har været afledt af fjerne krigsmissioner i Irak og Afghanistan er spændingerne gradvist steget i den ganske kompakte region, der spænder hele vejen rundt om Østersøen, eller det baltiske hav, som området hedder på flere andre sprog. Og virkemidlerne falder under kategorien “hybridkrig“.
En af førende Ruslandeksperter, seniorforsker Flemming Splidsboel, har beskrevet fænomenet på følgende vis: “Essensen er ‘kontrolleret kaos’. De russiske eksperter beskriver det som en slags ‘kaosknap’, som man kan dreje på, alt efter hvor meget man ønsker at påvirke mållandet. Formålet vil i denne forbindelse være at skabe uro, svække den indre sammenhængskraft i samfundet og gøre det vanskeligt at tage beslutninger.“
Formålet med gådefulde operationer, der bevæger sig i grænselandet mellem bl.a. militær sabotage og civilt hærværk, er således at kortslutte de almindelige beslutningsgange og derved handlingslamme andre lande. Og retfærdigvis er det en krigsførsel, som bølger frem og tilbage, og langt fra kun benyttes af russerne.
Hidtil har Rusland dog været globalt førende, når det gælder hybridkrig. Som Flemming Splidsboel skriver i sin analyse: “Hybridkrig tænker traditionelle militære virkemidler sammen med ikkemilitære virkemidler, specielt informationsteknologi. Det kan i yderste konsekvens blive en krig uden kamp. Rusland er velberedt på den form for konflikt.“
Foreløbigt må det konstateres, at Sverige, Finland – og formentlig også Norge – er ganske velforberedte på at blive ramt af diffuse angreb, som hverken er fugl eller fisk, hverken entydigt militært eller civilt.
Indtil videre fremstår Danmark mere konfuse, eller i hvert fald rundt på gulvet. Danmark, der har været optaget af ørkenkrige i årtier, er vågnet til en ny virkelighed, hvor alt ikke længere er som det fremstå. En virkelighed, hvor proportionerne hurtigt forvrænges.
Hvis de danske politikeres aktuelle panikanfald har skabt nervøsitet, eller man blot kender nogen, der pludselig er blevet angste for skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, kan det anbefales at lave Sanna Marin-testen, som i alt enkelthed går ud på at spørge sig selv: Virker Finlands statsminister bange? Er 36-årige Sanna Marin gået i panik? Hvis svaret er ja, så er det tid til at søge skjul. Ellers skal man bare bevare fatningen og fortsætte livet. /Lars Trier Mogensen