Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Da vi sidste år skrev om statsminister Mette Frederiksens (S) åbningstale i Folketinget, hev vi den engelske landskabsmaler Joseph Mallord William Turner (1775-1851) ind fra højre i et forsøg på at illustrere Frederiksens leg med lys og mørke. Turner er af gode grunde berømmet for sine drømmeagtige motiver, hvor solen spiller en helt afgørende rolle. Det er groft sagt gennem lyset, at Turners malerier får deres unikke glans og forførende kraft. For at forstærke indtrykket, yndede Turner at lede folk ind i mørklagte rum, førend de kunne få lov til at bese hans malerier i hjemmet i London. Mørket skulle fungere som den veltimede sorbet, der rensede ganen og beredte de besøgende på lysets stærke indtryk.
Uden sammenligning i øvrigt bemærkede vi, hvordan Mette Frederiksen rent oratorisk synes at mestre denne effektive vekselvirkning. Hvor hendes åbningstale i 2019 var fyldt med dystopiske skræmmebilleder indsat på coronapandemiens dystre baggrund, var talen i 2021 anderledes håbefuld og poetisk. Der blev talt om ren luft og om grønne, danske landskaber. Borte var de klaustrofobiske fremtidsudsigter. Pludselig kunne man trække vejret og atter gå mod lyset, som stod så meget desto stærkere.
Da Mette Frederiksen tirsdag indtog Folketingets talerstol, beviste hun om noget, at hun stadig formår at lade kontrasterne råde. Som noget nyt viste hun sig dog også som en sammensmeltningens mester. Godt hjulpet på vej af krigens skygger, fik hun opfordret til etableringen af politiske fællesskaber, der skal hjælpe Danmark på vej mod bedre tider. Det var lys og mørke i skøn forening – der sjovt nok også fik fjernet fokus fra alle de juridiske gråzoner, regeringen har befundet sig i, og som har tvunget statsministeren til at udskrive valg i utide.
I skrivende stund er der endnu ikke officielt blevet trykket på valgknappen, omend vi vist godt kan regne ud, hvad statsministerens bebudede pressemøde kl. 13 kommer til at handle om. Det blev altså ikke åbningstalen, der leverede forløsningen. Men som højspændt valgoplæg fungerede talen nu upåklageligt. “Vi har forskellige svar på de spørgsmål, vores tid stiller os. Men de bedste svar. Dem finder man i et bredt samarbejde,“ lød det fra statsministeren i vanlig punktumbegejstret stil. “Vi skal trygt gennem usikre tider. Vi skal sammen gennem usikre tider.“
Med henvisning til bl.a. de sprængte gasledninger ud for Bornholm fik Mette Frederiksen drevent opfordret til, at valget ikke skal handle om de små ideologiske forskelle, men om de store, tværpolitiske løsninger. Og havde man glemt at følge med i Folketingets åbning, blev pointen onsdag morgen banket hjem med annoncer i landets største aviser, hvor et billede af Mette Frederiksen flankeret af partilederne fra både Venstre, SF, Radikale og Konservative blev fulgt af budskaber om at finde “fælles løsninger på landets store udfordringer“. Sjovt nok vil Socialdemokratiet nu atter være samlingsfiguren, der formår at male lyset ud af mørket.
Hvad der måske fortaber sig lidt i Mette Frederiksens flerfarvede penselstrøg, er den fortsatte risiko for, at vælgerne ikke nødvendigvis finder, at det smukkeste landskab er et socialdemokratisk af slagsen – uanset hvor mange nuancer statsministeren ellers mener at kunne rumme. Det er dog også her, at det danske demokrati tager sig allermest fordelagtigt ud: Vurderer et flertal af vælgerne, at et magtskifte er nødvendigt, ja, så kommer magtskiftet rent faktisk. Selvom det er skønt at fremhæve, hvor godt alle kan arbejde med alle, er det faktisk i valgets uundgåelige opdeling af vindere og tabere, at vores krydser får en altafgørende værdi. Det virker måske herhjemme som den mest indlysende selvfølge, men det er og bliver magisk, at den enkeltes stemme kan flytte både bjerge og blokpolitik.
Kontrasten, vi i den kommende tid kommer til at se mellem vores eget folketingsvalg og fx de ulovlige russiske pseudoafstemninger i Kherson-, Kharkiv-, Luhansk- og Donetsk-regionerne, kunne i hvert fald ikke være større. Uanset hvor betændt eller forsonende den danske valgkamp bliver, vil den derfor også være værd at fejre. Ligesom man med fordel kan bade sig i det håbefulde lys, der fortsætter med at strømme ud fra Ukraine.
Som præsident Volodymyr Zelenskij tirsdag aften kunne fortælle, bliver ukrainske styrker i hvert fald ved med at generobre belejrede byer i de ombejlede regioner – hvilket blot får Vladimir Putins forsøgte annekteringer til at fremstå så meget desto mere desperate. Ja, de ukrainske fremskridt gør det faktisk tæt på umuligt for russerne overhovedet at tegne grænser over, hvilke områder der kan siges at tilhøre Rusland. Hvis Kherson, Kharkiv, Luhansk og Donetsk blev forsøgt gemt væk i et mørkekammer, skal vi ellers lige love for, at Putins manøvre har slået fejl. Hvilken vidunderlig tanke på sådan en forventningsmættet, demokratisk festdag. /David Dragsted