Gyldendal 2022
På et tidspunkt i Jeg anerkender ikke jeres autoritet længere skriver Glenn Bech “sprog = magt“. Det syner ikke af meget, men det lille lighedstegn lader nu alligevel til at være hovedpersonen i et både dirrende og fortørnet værk. Ja, man kunne næsten fristes til at sige, at lighedstegnet indrammer hele bogen, der generelt er fyldt med vrede, indignation og antiautoritet. Lighedstegnet konfronterer os på vores sprog, og de forudsætninger, vi har for at tilegne os det. Hvor får vi vores sprog fra? Hvordan bruger vi det til at frigøre os? Til at holde hinanden nede? Og hvem får lov til at tale?
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet kalder sig et ’manifest’ og ønsker at være et opgør med vores nuværende samfundsstruktur. Med forfatteren selv som prisme, manifesterer værket en generel klassekritik, som danner rammerne for en større samfundskritik udtrykt i langdigtsform. Vi forstår hurtigt, at det ikke kun er afstanden mellem provinsen og storbyen eller mellem rig og fattig, der er i vejen. Til tider føles det snarere, som om det er alting, den er gal med. Det er det måske også.
Glenn Bech skyder med spredehagl i langdigtet, der bruger forholdet mellem forfatteren og dennes mor som afsæt for at italesætte en samfundsretorik, vi efterhånden er blevet lidt for vant til at høre bræget af diverse politikere. Bech forsøger imidlertid ikke at svare på, hvem den sagnomspundne ‘almindelige’ dansker er. Og i stedet for at lade sig forfalde til ’de er dumme i storbyen’, bevæger værket sig frem og tilbage mellem storbyen og provinsen i en vekselvirkning, som ender med at udstille begge dele.
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet leverer en kritik over ulighed, uopmærksomhed og privilegieblindhed. Over hvor privilegeret det er at kunne vokse op med det rigtige sprog, de rigtige vendinger og de rigtige kulturelle referencer. Måske kunne man forvente, at manifestets samfundskritik også skulle komme med i en utopisk løsning. Sådan som Valerie Solanas eksempelvis gør det i SCUM-Manifestet, hvis løsning er at “omstyrte regeringen, undergrave det økonomiske system, indføre total automatisering og tilintetgøre det maskuline køn“. I Bechs version er der dog ikke samme direkte facit, som vreden kan udmønte sig i. Selvom det kan føles savnet, er der også en pointe i, at det hele ikke skal serveres på et sølvfad. For vreden er ikke altid konstruktiv.
Måske er det netop det, der gør Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet så mærkbar. At den er vred på mig, men også dig, og på alle jer andre. Den er sur på provinsen, på staten, på de rige i Hellerup, på de ’bedrevidende’ fra København, på homofoberne, på kernefamilien. Selvom værkets selvbestaltede status som ’manifest’ føles lidt misvisende, finder vreden sine ord og skaber et værk, der fremstår både harmonisk og på konstant vej ud i en slåskamp med verdens hverdagslige uretfærdigheder. Glenn Bech bliver i ubehaget og tvinger læseren med ind i det. I et værk fuld af minuskler, finder han plads til at råbe højt; han anerkender ikke nogens autoritet. Det burde vi andre nok heller ikke gøre. I hvert fald ikke så blindt som før. /Astrid Plum
X
hvad skal vi med mønsterbryderen
bekræfter han ikke reglen
at der kræves noget særligt før den enkelte formår at løfte sig
op i en anden klasse?
mor
det er så hjerteskærende
hvordan du stadig nærer tillid til meritokratiet
at man får som fortjent hvis bare
man arbejder hårdt nok, mor
vi har da ikke lige muligheder her i landet
hvor mange modbeviser skal der til
før virkeligheden fremstår virkelig?
hvad skal du med solstrålehistorierne?
luner de og inspirerer
ligesom Sanne Salomonsen
det er jeg med på
rockmama, fighter-mor
synes du slet ikke nogle har bedre forudsætninger for at begå sig i
tilværelsen end andre?
hvad tænker du om børn fra dysfunktionelle hjem?
tænker du
ligesom statsministeren
at man altid kan tage sig sammen?
mor
det mener du jo ik
for fanden
selvfølgelig skal der stilles krav
så langt er vi enige
og også til samfundets svageste, javel
men mor
hvordan fuck kan det så være
de hjemløse
og ikke bankmændene
der tømmer kassen
ifølge dine mavefornemmelser?
Uddraget er fra Glenn Bechs Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Udgivet på Gyldendal 2022.