Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
“Vores opgave er at skabe uro, opildne til potente responser på ødelæggende begivenheder og desuden at få oppiskede vande til at falde til ro og genopbygge stilfærdige steder. I presserende tider er mange af os fristet til at imødegå besværet ved at gøre en fantaseret fremtid sikker, forhindre et eller andet truende i fremtiden i at ske, eller rydde hele nutiden og fortiden til side for at skabe fremtider for de kommende generationer. At blive i besværet kræver ikke sådan et forhold til de tider, der kaldes fremtiden.“ – Donna J. Haraway, fra At blive i besværet.
Særligt én ting havde Venstres forperson Jakob Ellemann-Jensen ret i ved onsdagens partilederdebat, der kom i kølvandet på statsminister Mette Frederiksens (S) valgudskrivelse: At den absolut vigtigste politiske opgave er den grønne omstilling. Og særligt én ting tog Ellemann – og flere andre partiledere – fejl i: At ønsket om at skride drastisk ind over for landbrugets CO2-udledninger skulle være et udtryk for en problematisk klimanationalisme; at landbruget godt kan få længere snor, nu hvor dansk fødevareproduktion allerede er noget af det grønneste i verden.
Som den amerikanske biolog og videnskabsteoretiker Donna J. Haraway meget rigtigt bemærker, giver det (stadig) ikke mening at drukne nutidens klimabesvær med behændige fremtidsfantasier. Forventninger om at grønne tiltag herhjemme blot vil føre til mere sort produktion i udlandet, fungerer ikke som andet end et bremsende blændværk, der fjerner fokus fra de mulige handlinger nu og her. En nedskæring i den forurenende animalske produktion kan godt lade sig gøre med politisk handling, det samme kan en introduktion af nye CO2-afgifter på landbruget. Og den uro, tiltagene vil skabe, vil omvendt skabe en betryggende vished om, at vi ikke udskyder de nødvendige forandringer.
Særligt én ting havde Konservatives forperson Søren Pape Poulsen ret i ved onsdagens partilederdebat: At CO2 ikke kender landegrænser. Og særligt én ting tog Pape – og flere andre partiledere – fejl i: At det skulle være en glimrende grund til ikke at slå hårdt ned på virksomhedernes og landbrugets klimaaftryk herhjemme. For hvis vi ikke selv gør alt, hvad vi kan politisk, hvorfor skulle andre så? Samme dag som valget blev udskrevet, kunne man i en ny klimarapport læse, at hedebølger som dem, vi har set over hele verden i løbet af sommeren, har mindst 20 gange større sandsynlighed for at opstå nu end for hundrede år siden. Besværet er her allerede. Viljen til at handle burde af samme grund være grænseløs.
Set i den forbindelse var det i øvrigt ret besynderligt, at tidens vigtigste tema under tv-debatten blev pakket ind i personligt spørgsmål om, hvorvidt de enkelte partiledere har kødfri dage. Vi kunne sådan set ikke være mere ligeglade med, om Inger Støjberg (DD) nogle gange spiser risengrød og pandekager, om Lars Løkke Rasmussen (M) er på fastekur, eller om Søren Pape er en slags Schrödingers flexitar, der både svarer ja og nej. Hvad der til gengæld bekymrer os er, at klimadiskussionen gøres til en småhyggelig maddyst, snarere end valgkampens pièce de résistance. Hvorfor var det eksempelvis kun umiddelbart Mai Villadsen (EL), der gik Danmarksdemokraternes totalt fraværende klimapolitik på klingen? Ja, hvor var vreden på naturens og klodens vegne?
Frem mod d. 1. november kommer det ikke til at skorte på hverken løfter om fremtiden eller bortforklaringer af fortidens tøven. Måske truer trætheden også allerede med at melde sig før showet sådan for alvor er begyndt. Det kan dog om noget betale sig at blive i besværet, og holde øje med partiernes grønne handlingsvillighed nu og her. Rent spilteoretisk bliver det måske ikke det, der kommer til at afgøre valget. Til gengæld tør vi godt love, at det i sidste ende bliver det, vi kommer til at huske for eftertiden. /David Dragsted
PS: I den kommende tid kommer valget selvsagt til at fylde en del, også her i Føljeton. Udover det normale, valgfrie nyhedsoverblik, vil du derfor kunne finde en gennemgang af døgnets vigtigste valgudviklinger, som vi har valgt at kalde “Valgkort“. Serveret kort og præcist, så der også bliver tid til andre ting – eksempelvis en nærmere granskning af partiernes klimaløfter.