Nyhedsanalysen
Tal om det
Gud bevare kongehuset?
I de seneste par uger har vi været vidner til et royalt drama. Vi undersåtter labber intense talepauser og forargede blikke i os, mens memes på Instagram konstaterer, at der nu er nok intriger til en dansk udgave af Netflix-serien The Crown. Tallene tyder også på, at vi i Danmark ikke foreløbig er klar til at give slip på vores monarki. En måling fra 2021 foretaget af Wilke viser i hvert fald, at kun 16 pct. mener, at kongehuset skal afvikles over de kommende 20 år. Nu skal man generelt passe på med at sammenligne tal, der er indsamlet på forskellige måder, men når det er sagt, tyder en Gallup-måling fra 1972 på, at vi med tiden er blevet markant gladere for den royale familie. Dengang mente nemlig hele 40 pct., at Danmark skulle overgå til være en republik. Mens Gud bevarer Danmark, vil Danmark altså bevare kongehuset.